Er det virkelig snart femten år siden, man begyndte at vise “The X-Files” (eller “Strengt Fortroligt”, som serien oprindeligt hed herhjemme) på tv? Er det over et årti siden, at man afsatte hver evig eneste torsdag aften til at sætte sig foran tv’et og blive skræmt fra vid og sans? Det er svært ikke at blive nostalgisk, når man mindes tv-serien, der på mange måder var tv-historiens svar på The Beatles: Der var aldrig noget lignende før “The X-Files”, og der kommer heller aldrig noget lignende igen.

De allerførste afsnit af “The X-Files” blev sendt tilbage i 1993. Ligesom sin formentlig største inspirationskilde, “Twin Peaks”, startede transmissionen af “The X-Files” på et tidspunkt, hvor gode tv-serier var en mangelvare. Selvom serien ikke var en øjeblikkelig succes, så voksede fanskaren støt, og “The X-Files” tilegnede sig hurtigt fuldstændig uhørt international popularitet. Herhjemme fik serien den slags seertal, som nu næsten udelukkende er forbeholdt DR’s tv-satsninger. Sendefladen havde sandsynligvis set væsentlig anderledes ud i dag, hvis ikke Carter og Co. havde demonstreret, at en tv-serie sagtens kunne være lige så æstetisk blændende som en gennemført spillefilm.

Skuespillerne David Duchovny og Gillian Anderson fortjener en stor del af æren. Angiveligt kom parret ofte op at toppes bag kameraet, men i rollerne som FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully udstråler de kun ekstrem professionalisme. Det var en genistreg at gøre de to karakterer så forskellige. Mulder, der som barn så sin lillesøster blive kidnappet af rumvæsner, er opsat på at finde hende og afsløre regeringens hemmeligholdelse af rumvæsnernes eksistens. Scully er derimod en skeptisk forsker, som i modsætning til Mulder primært sætter sin lid til videnskabelig fakta. Man må naturligvis heller ikke glemme at nævne komponisten Mark Snows stemningsfulde musik og uforglemmelige titelmelodi, der formentlig er tv-historiens mest genkendelige.

Blandt første sæsons højdepunkter finder vi afsnit som “Squeeze”, hvor agenterne optrævler et 100 år gammelt og yderst smidigt monster, der viste sig at blive så populært, at det vendte tilbage i episoden “Tooms”. Glimrende episoder såsom pilotafsnittet, “Deep Throat”, “E.B.E.” og den begivenhedsrige sæsonafslutning, “The Erlenmeyer Flask”, var med til at støbe fundamentet for det langstrakte plotforløb, som hver sæson brugte en håndfuld afsnit på at videreudvikle. Anderson demonstrerede især sine evner som skuespiller i “Beyond the Sea”, hvori Scullys overbevisninger sættes på en prøve efter hendes fars død. “Ice”, der tydeligvis er inspireret af John Carpenters “The Thing”, er en af seriens mest uhyggelige episoder, og “Ghost in the Machine” er en medrivende beretning om en morderisk computer.

Der gik dog lidt tid, før Duchovny og Anderson gled helt ind i deres respektive roller. Begge skuespillere kæmper tit forgæves for at få ofte usandsynlige replikker til at fremstå troværdige. Enkelte replikker klinger endda så pompøst, at de grænser til det ufrivilligt komiske, og visse effekter er bestemt ikke blevet bedre med alderen. Men der gik ikke længe, før føljetonen fandt fast fodfæste, og det blev fuldstændig umuligt at skelne de prisbelønnede skuespillere og deres fiktive alter egoer fra hinanden.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen format. Omslaget hævder fejlagtigt, at afsnittene bliver præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Men først fra og med seriens 5. sæson blev den skudt i bredformat, og derfor er det helt korrekt, at disse afsnit præsenteres i 4:3. Episoderne ser udmærkede ud. De virker af og til en anelse uskarpe, og der er lidt gryn og snavs. Men kontrasten er god, farverne ser fine ud, og farvetemperaturen er stabil. Udtværing eller edge-enhancement er der ingen alvorlige tilfælde af.

AudioUdgivelsens mange Dolby Surround 2.0-lydspor er overraskende gode. Dialogen, musikken og lydeffekterne kommer alt sammen klart og tydeligt igennem. Sporet har også en god bund, og når ProLogic-afvikling aktiveres, bliver baghøjtalerne godt udnyttet til at styrke seriens nervepirrende stemning.

EkstramaterialeDet er hele syv år siden, man begyndte at udgive serien på dvd i udlandet. Dengang var mediet stadigvæk forholdsvis nyt, og “The X-Files” var med til at revolutionere markedet ved at gøre det in at købe tv-serier på det digitale hjemmevideoformat. Noget af ekstramaterialet har tydeligvis også flere år på bagen. Man har smækket flere såkaldte ‘internationale klip’ på udgivelsen, hvilket bare er forskellige scener dubbet på forskellige sprog. Sådanne klip var ikke vildt interessante for syv år siden, og i dag, hvor dvd’er normalt er læsset med lydspor og undertekster på utallige sprog, er de endnu mindre interessante.

På boksens syvende disc finder man bl.a. featuretten “The Truth About Season One” (11 min.), som består af interviews med bl.a. Chris Carter, komponisten Mark Snow og skuespilleren Dean Haglund. Det er dog skuffende, at hverken Duchovny eller Anderson dukker op for at diskutere seriens fødsel. Her er en del interessante kommentarer, men den burde have været længere. Carter har også indspillet videokommentarer til flere af episoderne, som tilsammen varer ca. 34 min. Men også her savner man lidt flere fortællinger og mere dybdeborende analyser.

Så er der også en del PR-materiale. Her er ca. 13 minutters tv-reklamer og 12 såkaldte “Behind the Truth”-klip, som består af kortfattede anekdoter. Til slut er der et enkelt spøjst ‘special effects’-fraklip og to interessante slettede scener fra pilotafsnittet, som viser Scully sammen med en kæreste, der aldrig optrådte senere i serien.

Man savner i øvrigt et hæfte, som indikerer hvilke afsnit, der befinder sig på hvilke skiver. Der står heller ikke episodetitler trykt på selve dvd’erne, så man skal desværre gætte sig frem til, hvilken disc man skal putte i afspilleren, hvis man vil se et specifikt afsnit.