To rystende hænder rækker frem. To drageglasknive bliver resolut smækket i håndfladerne, og kameraet afslører hændernes ejermand. Sams ansigt – mere forskræmt end nogensinde før.

Sådan åbner det hidtil længste afsnit af Sæson 8. Og fra første sekund har det fat i mine følelser.

For ud over at være gennemsyret af nervøsitet som Sam, så har jeg stadig modet og håbet. Som alle de andre, der i den kolde nat står klar til at tage kampen op imod døden.

Og stort er det, da dothrakierne rider ud i natten med flammene sværd.

Indtil flammerne forsvinder og en lavine skyller mod Winterfell.

Det er ikke en lavine af sne.

Straks ændres ansigtsudtrykkene hos de før så modige helte. Nu er det alvor.

Efter to afsnit, der er gået med at vente, kommer det så som lovet. Det store slag. Slaget over dem alle.

Hele vejen gennem den store kamp om tronen har der været store slag. Som “Blackwater”, bastardernes kamp og “Hardhome”.

Det, som alle førnævnte slag har til fælles, er “Game of Thrones”.

Krig er ikke pænt. Krig er modbydeligt. Klamt. Ildelugtende. Grimt.

Det er ikke “Avengers”-pænt, hvor en hær af Chitauri bekæmpes i New York. Pænt orkestreret, hvor alle de gode med selvsikkerhed overvinder horderne.

Det her er noget andet. Det er “Game of Thrones”.

Nu er det grimmere end nogensinde før.

Jon Snow har før været ved at drukne i lig. Nu står han på en slagmark, mens de døde regner ned over de febrilsk kæmpende helte.

Jeg får nærmest kvalme. Jeg kan lugte døden komme.

[i]’Fuck off! We can’t beat them,'[/i] nærmest skriger The Hound til Beric. Fuck. Han taler altid lige fra hjertet.

Så redder drageild dem for en stund.

Så svarer de døde tilbage. De er jo ikke mennesker. Der gælder ikke de samme regler som for os dødelige.

Sådan svinger slaget for liv og død. Et skridt frem, to tilbage.

Det er både totalt forløsende endelig at se det, som har været lovet siden allerførste afsnit for over otte år siden, men også fuldstændig nerveflossende at være vidne til.

Alle er bange. Alle kæmper med alt, hvad de har. Ikke “Avengers”-episk, men “Game of Thrones”-grimt-episk.

Og selv om iscenesættelsen af “Battle of the Bastards” stadig er urørlig – endda uden at involvere drager eller døde – så har denne endelig kamp imod den kolde død det største emotionelle kort i hånden.

Jeg har aldrig før i denne serie været så følelsesmæssigt knyttet til et slag.

Sam ligger på en bunke af lig og stikker samtidig de næste ned. Skrigende, som han aldrig har skreget før.

Indvendig skriger jeg sammen med Sam. Kæmp, kæmp, kæmp!