Af: Benway | Udgivet: 2008-12-13

Den klassiske science fiction-genre trækker på alverdens fantastiske væsner, tidsrejser, robotter, fremmede verdener og rumskibe. Dermed er der lagt op til spænding, uhygge, overraskelser og angst, men lige så ofte har filmene været fyldt med sociale kommentarer til samtiden, hvad enten disse var bevidste eller ubevidste. Det er derfor tit ligeså lærerigt at kigge på en historisk periodes science fiction-film som de mere realistiske fortællinger.

Filmene har også budt på effekter, som efter bedste evner udnyttede tidens teknikker til at skabe overbevisende syn. Mange af disse er imidlertid falmet noget med tidens tand, og når man i dag betragter de store klodsede robotter, de spøjst udseende laserstråler eller de flyvende tallerkener, er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet. De science fiction-film, der har overlevet tidens gang, er først og fremmest dem, hvis succes ikke afhang af effekterne i sig selv til at begynde med. Ikke desto mindre har Hollywood netop set science fiction-filmene som nogle af de mest oplagte at genindspille, eftersom de nye CGI-tider giver muligheder for effekter, som ophavsmændene kun kunne drømme om. I anledning af den nye genindspilning af “The Day the Earth Stood Still” har Filmz derfor kigget på nogle af de kommende science fiction-remakes, der er på vej.


Forbidden Planet (1956)

Fred M. Wilcox’ lille perle “Forbidden Planet” er blandt de science fiction-film, som oftest fremhæves, når snakken falder på, hvilke film der kunne nyde godt af et remake. Gennem årene har bl.a. James Cameron været blandt dem, der har forsøgt at få et i gang, men nu lader det for første gang til rent faktisk at blive til noget. J. Michael Straczynski, der tidligere har stået bag tv-serien “Babylon 5” og Clint Eastwoods nyeste film “Changeling”, er hyret til at skrive manuskriptet. Historien, der er inspireret af Shakespeares “Stormen”, handler om en lille gruppe astronauter, der ankommer til en fjern planet kun befolket af en arrogant videnskabsmand og hans sexede datter, men som snart bliver forfulgt af et morderisk væsen. Filmen var en stor inspirationskilde til “Star Trek” og indeholdt også et banebrydende og uhyggeligt elektronisk soundtrack. Desuden bød den på Leslie Nielsen i en sjælden alvorlig rolle samt ikke mindst den ikoniske Robby the Robot, som hurtigt stjal al opmærksomheden.


RoboCop (1987)

Det er dog ikke kun aldrende film, der bliver genindspillet i disse år. Paul Verhoevens cyberpunk-fortælling, der ellers ikke viser mange alderstegn, har også et remake undervejs. Det lyder måske ikke ligefrem lovende, men bag kameraet skal man finde ingen anden end Darren Aronofsky, der bl.a. har instrueret “Requiem for a Dream”, “The Fountain” og den kommende “The Wrestler”, og derved lyder tanken straks mere interessant. Aronofsky ser dermed ud til at følge Christopher Nolan i springet fra mere smalle arthouse-film til en større actionfilm-franchise, og det bliver meget spændende at se, hvordan han klarer overgangen. Den oprindelige film var som bekendt en særdeles effektiv blanding af voldelig action og satire, og ikke mindst scenen, hvor den livsfarlige robot ED-209 overhører en pistol falde til jorden og sønderskyder en uheldig medarbejder, er siden gået over i filmhistorien.


Flash Gordon (1980)

Filmatiseringen af Alex Raymonds klassiske pulp-tegneserie fra 30’erne ville det være synd at kalde særlig alvorlig. Filmen fra 1980 er instrueret af Mike Hodges, der tidligere havde stået bag den barske “Get Carter”, men i modsætning til den er “Flash Gorden” fra starten en kitschet og kunstig oplevelse, udformet mere i ånd med den gamle tv-serie end med Raymonds tegneserie. Med Queens iørefaldende musik og storslemme replikker som ”Flash, I love you, but we only have fourteen hours to save the Earth!” og ”No! Not the bore worms!” er den en helt igennem absurd, men egentlig også ret underholdende oplevelse. Breck Eisner, som også har instrueret “Sahara”, bringer historien tilbage til det store lærred i 2010. Hvem, der denne gang skal trække i de stramme bukser, og hvorvidt filmen bliver i samme campede tone som den forrige, er dog stadig uvist.


Westworld (1973)

Selvom den nyligt afdøde Michael Crichton er mest kendt for at være forfatteren til en række science ficion-romaner, så har han også stået bag kameraet på adskillige film, hvoraf “Westworld” nok er den mest vellykkede. Filmen foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor man kan besøge en temapark i en western-, middelalder- eller romertidsverden. Her fornøjer gæsterne sig med at dræbe og have sex med de androider, der er programmeret til at stå til rådighed for deres fornøjelse. Et eller andet går dog galt, og pludselig begynder de før så lydige robotter at gøre modstand. Inden længe er det i stedet gæsterne, der står for skud. Filmen er ikke mindst mindeværdig pga. Yul Brynners isnende psykotiske cowboy-androide med det uforglemmelige kolde blik. Hvorvidt Crichtons død vil påvirke projektet vides endnu ikke, men Billy Ray, som tidligere har skrevet “Flightplan” og “Shattered Glass”, skulle eftersigende være i sving med manuskriptet.


Fahrenheit 451 (1966)

François Truffauts sære, men fascinerende filmatisering af Ray Bradburys berømte roman var ikke nogen stor succes i dens samtid, men har sidenhen fået en mindre kultstatus. Som Truffauts første (og eneste) engelsksprogede film samt hans første i farver var forventningerne måske for høje, og det hjalp ikke, at hans manglende engelskkundskaber smittede af på dialogen, der er underlig stiv i det. Filmen fortæller historien om et fremtidigt fascistisk samfund, hvor individuelle tanker frarådes, og bøger derfor anses som farlige. Hovedpersonen er brandmanden Guy Montag, hvis job det er at brænde bøger, og titlen “Fahrenheit 451” refererer da også til den temperatur, hvor papir brænder. En genindspilning har været på tale siden 1994, og skuespillere som Mel Gibson, Brad Pitt, Tom Cruise og Tom Hanks har alle været nævnt som mulige hovedrolleindehavere. Frank Darabont, der bl.a. har lavet “The Shawshank Redemption”, står for manuskriptet og er for tiden på udgik efter en ny skuespiller til hovedrollen. Hvem, det kunne tænkes at være, og om Darabont også vil instruere filmen, må fremtiden vise.

Gravatar

#1 Kruse 11 år siden

God artikel som altid, Benway! Thumps up!

Det lyder faktisk ganske spændene med nogle af de remakes(tænk at jeg skulle sige det!), da de godt kunne trænge til en opdatering. RoboCop holder selvfølgelig stadig, men det er også mere et nyt take på franchisen istedet for et decideret remake. Og så har jeg fin tilid til Darren Aronofsky.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Gravatar

#2 filmz-Is 11 år siden

Jeg glæder mig også rigtig meget til RoboCop-Remaket. Genså den gamle for et par dage siden, og den er statig meget fin og underholdende. Det bliver bare meget spændende at se hvad Darren Aronofsky har i ærmerne.
Gravatar

#3 filmz-Kadann 11 år siden

Fantastisk, det ser ud til at "Westworld" endelig er blevet udgivet i det rigtige format på dvd, og endda kan findes billigt hos Play. :)
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#4 filmz-Bruce 11 år siden

Super!

Og så må man ikke glemme Logans Run, som ser ud til at blive instrueret af den samme instruktør som også laver Tron 2, Joseph Kosinski.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#5 Queequeg 11 år siden

Fahrenheit 451 er genial. Den har overhovedet ikke brug for en remake. RoboCop glæder jeg mig dog til, den kunne godt bruge en ordentlig filmatisering.
Gravatar

#6 Petrescu 11 år siden

Jeg er på den ene side begejstret over at der kommer endnu en udgave af en flm som bevæger sig i et univers som jeg sætter stor pris på, men på den anden side så er RoboCop en super fed film, hvor specielt Kurtwood Smith står højt på min liste over filmskurke, samt den dystopiske stemning er perfekt fanget. Lige som med Paul Verhoevens Starship Troopers, så er det veludført samfundssatire.
Men det bringer mig håb at det er en så kompetent instruktør som er tilknyttet den nye version af RoboCop. Jeg håber blot at der castes en relativ ukendt skuespiller som Murphy, så fokus er på rollen, frem for skuespilleren.
Gravatar

#7 duuk74 11 år siden

#6
Det bliver måske heller ikke verdens mest krævende rolle at spille en cyborg uden følelser :)
100.000 lemmings can't be wrong
Gravatar

#8 aeries 11 år siden

Nu var der jo bare lige den ting at Robocop rent faktisk fandt gamle minder og følelser frem. Det var jo ikke Terminator :)
"Target that explosion and fire!", Hikaru Sulu, Star Trek VI: The Undiscovered Country
Gravatar

#9 enfilmnørd 11 år siden

Ved godt det ikke er den "gode" mening, men glæder mig lidt til Robocop remaket. Den første film var rigtig fed ja, men dens "stop-motion"-kamp minder mig bare for meget om at det er en film, til at jeg kan nyde den fuldt ud.
"Guuump! Whats your sole purpose in this army?"
"To do whatever you tell me drill sergeant!"
"God dammit, Gump! You a god damn genius.
Gravatar

#10 Chrisenry 11 år siden

#5 Det er jeg stik uenig i. Den gamle film gjorde slet ikke Fahrenheit 451 ære. Jeg elsker bogen, men filmen sagde mig aldrig rigtig det store.

Laves der en ny version har den uanset hvad et svært oplæg at leve op til...
"Hello there, smooth skin. The Name's Harold. I help keep this town running."

Skriv ny kommentar: