Af: Daniel Hartvig Nielsen | Udgivet: 2015-01-18

2’ere, 3’ere, 4’ere, 5’ere… Der er gået mode i at lave forsættelser, eller også er der bare penge i skidtet. Men 2015 byder ikke kun på fortsættelser, men også remakes og såkaldte reboots, hvor franchises startes på ny. Her er de franchises, du bør have de laveste forventninger til i 2015:

5. “Terminator: Genisys

Indrømmet. Dette er et lidt dristigt valg, men baseret på traileren, de seneste film i franchisen og efter et kig på Arnold Schwarzeneggers comebackfilm, så er forventningerne i bund. I den femte film om dræbermaskinen, Terminator, er Schwarzenegger altså tilbage – og det kan gå begge veje. Skuespillerens comebackfilm efter hans forsøg som politiker har været skuffende, men måske hans gamle franchise kan redde ham? Eller måske Schwarzenegger kan redde den? Efter den tredje og fjerde film troede man vel egentlig, at franchisen var lagt i graven, men nu er den tilbage med, hvad der virker som et forvirrende plot – som både springer tilbage og frem i tiden. Man kan dog ikke andet end at smile, når Schwarzenegger kvitterer med det ikoniske ”I’ll be back” i traileren.



4. “Poltergeist

Filmhistorien svømmer i dårlige horror-remakes som “The Texas Chainsaw Massacre” (2003) og “Nightmare on Elm Street” (2010). 2015 ser ikke ud til at være en undtagelse. Et remake af Tobe Hoopers gyserklassiker “Poltergeist” fra 1982, der medfødte to fortsættelser, er nemlig på vej. Hvorfor? Behøver vi historien om en familie, som hjemsøges af onde ånder, i en moderne, opdateret version? Egentlig ikke. Når man piller ved en klassiker, brænder man oftest nallerne. Nogen må have vurderet, at der er penge at tjene. Mon ikke de senere bliver hjemsøgt af dårlig samvittighed?



3. “The Fantastic Four

De to “Fantastic Four”-film fra 2005 og 2007 blev ingen succes, så nu rebooter man franchisen. Der er ganske få oplysningerne om den kommende film, men det hele lugter lidt af ussel mammon. Superheltefilmene rider på en bølge af succes i disse år, og 20th Century Fox, der ejer rettighederne til Marvel-tegneserien, bliver nødt til at ride med. Men bølgen har altså også betydet en oversvømmelse, hvor især superhelteteams er blevet populære. Og man kan frygte, at De Fantastiske Fire vil blegne over for eksempelvis “The Avengers” eller “Guardians of the Galaxy”. Ligeledes lyder rygtet, at 20th Century Fox simpelthen bliver nødt til at lave en film for at bevare rettighederne, og det er jo aldrig et godt udgangspunkt. Castet ser dog spændende ud – hvem glæder sig ikke til at se Jamie Bell som ‘The Thing’? En forsættelse er allerede i støbeskeen. Hmm.



2. “Paul Blart: Mall Cop 2″

I disse år er det populært at vende tilbage til komiske kultkarakterer. Sidste år kom “Anchorman 2” og “Dum og Dummere 2” I 2015 kommer “Paul Blart: Mall Cop 2”. Men Kevin James’ naive og patetiske sikkerhedsvagt har ikke opnået kultstatus. Den første film var ikke engang specielt opsigtsvækkende, men alligevel kommer denne fortsættelse altså efter seks års pause. Men vil Paul Blart være sjov i anden omgang? Næppe. Og udgangspunktet for den kommende film, der udspiller sig ved en messe for sikkerhedsvagter i Las Vegas, som udvikler sig til en jagt på kunsttyve, lyder mildest talt kedeligt og uopfindsomt.



1. “Paranormal Activity: The Ghost Dimension

Den første var da meget god, 2’eren nogenlunde, 3’eren burde nok have været den sidste, nr. 4 bekræftede dette, men nu kommer der altså en femte “Paranormal Activity”. Den populære franchise er simpelthen for økonomisk gunstig til, at Blumhouse Productions, som står bag filmene, nænner at stoppe den. Horrorfranchises er notorisk kendte for ikke at stoppe i tide, tænk bare på “Fredag den 13.” eller “Saw”-filmene. Det går dog desværre altid ud over kvaliteten. Tilmed i et filmår, som byder på en masse spændende gyserfortsættelser som “Nattens dæmoner 2”, “Sinister 2” og “Insidious 3”, så virker “Paranormal Activity 5” mere end unødvendig.


Gravatar

#1 Kviesgaard 3 år siden

Den nye Fantastic Four har jeg ingen forventninger til. Så de 2 forrige af 20th Century Fox, og de var en gedigen skuffelse for en garvet tegneserielæser og - samler som jeg.

Terminator filmen kunne jeg måske nok godt finde på, at se i biografen. Jeg har altså en stor svaghed for Arnold Schwarzenegger, og var da personligt underholdt af hans The Last Stand og især hans rolle i Escape Plan.

Poltergeist remaket har ingen interesse. Holder stadig af den originale film og dens to'er.

De to sidste fortsættelser har jeg ingen interesse i.
Den Jyske Marvel-fan. Oh Yeah
Gravatar

#2 Mikkel Abel 3 år siden

Sjovt, The Fantastic Four er en af de film jeg glæder mig mest til i år, specielt inde for den genre. Først og fremmest kan den forhåbentlig få rettet op på det image, som de to foregående film har givet franchisen og så glæder jeg mig enormt til at se det aldeles fremragende cast i aktion - Miles Teller, Jamie Bell, Michael B. Jordan og Kate Mara er nogle af de mest spændende blandt den yngre generation i branchen. Sidst men ikke mindst så er jeg spændt på hvordan Josh Trank håndterer en større superheltefilm, for han bevidste bestemt sit værd med "Chronicle".
I saved Latin. What did you ever do?
Gravatar

#3 Joeyvind 3 år siden

Haha respekt for at i vælger Terminator. Helt enig det er et sats, som kan gå begge veje. Efter at dømme ud fra traileren, ser det ikke imponerende ud.

Var (åbenbart) en af de eneste som kunne lide Terminator Salvation, derfor gør det endnu mere ondt at de prøver så hårdt at vende tilbage til det velkendte Terminator univers, som indtil videre bare ser billigt og desperat ud.
"You can shoot my body full of holes but you can't kill the spirit of rock 'n roll Baby"..
Gravatar

#4 holddakæft 3 år siden

faktisk er det paranormal 6... 1,2,3 var gode, 3eren samt den første er faktisk de bedste... 4eren var en gentagelse og 5 foregik på gaderne og var keeeeeedelig... det eneste interessante var slutningen, da den sluttede hvor paranormal 1 sluttede
Gravatar

#5 Daniel Hartvig Nielsen 3 år siden

holddakæft (4) skrev:
faktisk er det paranormal 6... 1,2,3 var gode, 3eren samt den første er faktisk de bedste... 4eren var en gentagelse og 5 foregik på gaderne og var keeeeeedelig... det eneste interessante var slutningen, da den sluttede hvor paranormal 1 sluttede


Du snakker vist om "Final Destination"-franchisen.
Gravatar

#6 Sweetiebellefan 3 år siden

Jeg ser ferem til den næste Paranormal Activity.

Sidst men ikke mindst så er jeg spændt på hvordan Josh Trank håndterer en større superheltefilm, for han bevidste bestemt sit værd med "Chronicle". skrev:


Holder også af Chronicle.
Twilight Sparkle: "Real friends don't care what your cover is. Friendship is a wondrous and powerful thing.
Gravatar

#7 nwinther 3 år siden

Kviesgaard (1) skrev:
Jeg har altså en stor svaghed for Arnold Schwarzenegger, og var da personligt underholdt af hans The Last Stand og især hans rolle i Escape Plan.


Helt enig. Der kan siges meget dårligt om ham som skuespiller - men der er et eller andet over ham. Også selvom flere af hans senere film har et farligt ironisk glimt i øjet. Last Stand fik elendige anmeldelser - sikkert med rette - men jeg var nu alligevel rimelig underholdt. Og Escape Plan var for mig at se et godt værk med et jævnt interessant plot, og nogle fede twists.
Terminator holdt op med at være spændende efter 2'eren. Det var den ultimative "fortolkning" af Terminator-universet. Men filmenes (3+) ringe kvaliteter til trods, er der noget charmerende over Schwarzenegger - som han til dels deler med Stallone.

Mht. re-boots generelt er jeg overordentligt skeptisk. Det eneste reboot som er lykkes (mig bekendt) er Nolans Batman. Og oven i købet på baggrund af to helt igennen fantastiske Burton-fortolkninger. Imponerende.

Men ellers bliver det for mig at se hurtigt lort med lort på - og så er superhelte-genren ikke bare slidt - den er også uinteressant, repititiv og gentagende.
Ellers tak.
"I, for one, welcome our new insect overlords" - Kent Brockman
Gravatar

#8 Alex- 3 år siden

Forstår på ingen måde at Fantastic Four er på listen. Den er da netop Uundværlig for at vi kan få rettet op på lugten de to første efterlod. Især når det er Josh Tank som instruktør er det bestemt noget der skal have en chance. Han kunne instruere en My Little Pony-film og jeg ville glædeligt betale en biograf billet for at se den.
Terminator Genisysis skal nok ses på et tidspunkt. Salvation var ok, på nogle måde bedre end 3'eren, dog får jeg det fysisk dårligt når jeg ser billederne hvor de alle partout skal skrige og skyde ned i jorden.

Skriv ny kommentar: