En samtale med Harry Potters bedste veninder

Nævn navnene Luna Lovegood og Ginny Weasley, og mange vil nok blot trække undrende på skuldrene, mens millioner af Harry Potter-fans derimod vil nikke anerkendende og trække på smilebåndet. Det er to af bifigurerne i J.K. Rowlings epokegørende bogserie om den ungdommelige troldmand, men mange fans vil sandsynligvis påpege, at der simpelthen ikke findes ‘mindre’ karakterer i Harry Potter-universet, og at de alle er unikke og af betydning. Og i den seneste Harry Potter-film, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, får begge karakterer for alvor lov til at understrege deres værd. Ginny træder endelig ud af sin storebror Rons (Potters bedste ven) skygge og bliver Potters flamme, mens Lovegood bidrager med en unik, spøjs humor, der indimellem får filmens forholdsvis dystre stemning til at lysne lidt.

Nej, karaktererne er ikke helt så kendte som Potter, Ron, Dumbledore eller Voldemort, men de betyder alligevel en del for talrige fans og ikke mindst de to unge skuespillere, som portrætterer dem: 18-årige Bonnie Wright (Ginny) og 17-årige Evanna Lynch (Luna). Wright er en af de få skuespillere, der har medvirket i samtlige Harry Potter-film. Og irske Lynch har altid været en trofast fan, som har læst alle bøgerne adskillige gange og endda skrev tonsvis af breve til J.K. Rowling (og nu er de blevet pennevenner!), før hun fik rollen som Luna – en rolle, som tusindvis af jævnaldrende piger kæmpede om. Pudsigt nok minder begge piger en del om deres fiktive alter egoer. De er begge kløgtige, og Bonnie fremstår virkelig selvsikker og målrettet, mens Evanna er forsigtig og lavmælt.

Filmz fik lejlighed til at tale med duoen, som besøgte København i forbindelse med premieren på filmen.

Bonnie, du er nærmest vokset op sammen med din karakter, Ginny Weasley… er det blevet let for dig at ‘glide ind’ i rollen?
BW: “Ja, bestemt. Vi har alle kendt vores karakterer i så lang tid, og derfor begynder man at forstå dem bedre, og det bliver mere naturligt at spille dem. Men i hver eneste film vil vi alle gerne udfordre os selv og gøre nye ting med karaktererne, så publikum også kan opleve nye sider af dem. Jeg kender efterhånden Ginny så godt, at det er blevet svært at adskille hende fra mig selv. Hun er meget uafhængig, entusiastisk og frygtløs, og det beundrer jeg meget.”

Og du har jo en langt større rolle i denne film end i de forrige. Var det skræmmende?
BW: “Ja, rimelig. I bogen og manuskriptet træder karakteren jo virkelig ud i lyset, og jeg talte en del med instruktøren David Yates om, hvad vi gerne ville gøre med Ginny, og vi diskuterede også hendes forhold til Potter med [Daniel Radcliffe]. Der var større pres på denne gang, fordi der er så mange fans, som gerne vil have, at forholdet udvikler sig, som det gør i deres fantasi. Så når du har mere spilletid, er der mere pres på, men det får dig også til at føle, at du har større betydning og har langt mere input.”

Apropos Radcliffe – jeg læste for nylig et morsomt interview med ham, hvor han meget ydmygt undskyldte over for dig, fordi han mente, han var så elendig i scenen, hvor Potter og Ginny endelig kysser. Var det virkelig så slemt?
BW: (griner) “Jeg tror først, han indså det, da han så filmen. Men jeg sagde til ham: ’Lad være med at bekymre dig, jeg syntes slet ikke, det var slemt. Det var fint.' Men det er en mærkelig oplevelse at kysse, mens man spiller skuespil, fordi det er mekanisk på en måde. Men man er nødt til bare at grine af det. For at få sådan et øjeblik til at fungere og virke realistisk er man bare nødt til at lukke alt andet ude, alt presset.”

Du er jo en af de få skuespillere, der har medvirket i alle film. Hvordan ville du sammenligne de forskellige instruktører?
BW: “De er alle meget, meget forskellige. De har alle haft forskellige visioner og metoder. David Yates er ‘en skuespillers instruktør’. Han er glad for at tale om din fortolkning af karakteren og scenen, og han lytter gerne til alt, du har at sige. Han har inspireret os alle til at spekulere endnu mere over, hvad vi laver og karakterernes motivation. Han er meget rolig og oprigtig. Christopher Columbus var et fremragende valg til at instruere de første to film, fordi de var mere børneorienterede, og han bragte os alle sammen og byggede et solidt fundament, som var let for andre at bygge videre på. Alfonso [Cuarón] ville gerne gøre den tredje film mere mørk, hvilket, jeg syntes, den havde brug for at være, fordi børnene, der så filmene, også voksede op og forlangte mere end bare endnu en børnefilm. Og Mike Newell var altid sjov på settet, han råbte og skreg hele tiden og var enormt entusiastisk omkring filmen. Folk spørger mig altid: ’Bliver det ikke ensformigt?', men det hjælper at have forskellige instruktører, nye skuespillere, nye kulisser… det gør hver film unik.”

Evanna, den første af filmene, som du medvirkede i, var den femte. På det tidspunkt havde skuespillerne og filmholdet allerede udviklet sig til lidt af en familie. Blev du hurtigt en del af den?
EL: “Ikke rigtig, men det var alt sammen min skyld. Jeg følte, at de var filmstjernerne, og jeg var egentlig bare en fan, der var kommet med ombord. Alle var så søde og imødekommende, men jeg holdt mig meget for mig selv. Jeg mente, de havde større ret til at være der, hvilket var en smule tåbeligt. Og det var ikke før denne film, at jeg begyndte at åbne lidt mere op. Jeg var mere afslappet og følte, at jeg nu virkelig var en del af Harry Potter.”

Og som en kæmpestor fan af bøgerne, følte du et særligt ansvar over for karakteren, som du skulle portrættere?
EL: “Totalt. [Luna] har altid været min favoritkarakter, og jeg vil have, at karakteren bliver ydet retfærdighed. Jeg er sikker på, der findes fans, som ikke synes, at jeg gengiver deres fortolkning af Luna, og det er sikkert smertefuldt for dem, men jeg vil bare portrættere hende, sådan som jeg ser hende. Men J.K. Rowling og David Yates har rost mig meget, og jeg synes, de er de eneste, hvis meninger betyder noget. Hvis de er glade, så er jeg glad. Men når jeg ser filmene, så ser jeg ikke Luna, så ser jeg stadigvæk mig selv, men det er dejligt, at der hele tiden er noget at forbedre.”

Det må også have været en fornøjelse for jer at arbejde sammen med nogle af de største skuespillere i branchen?
BW: “Ja, det har været en fantastisk oplevelse at spille sammen med mere eller mindre alle Storbritanniens største skuespillere. De er alle så professionelle og fantastiske, og de har altid været glade for at se os blive bedre skuespillere.”

EL: “Jeg erfarede først under optagelserne, hvor store de faktisk var. For mig var det de tre unge skuespillere (Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson, red.), der var stjernerne. Jeg kendte alt til deres privatliv, men når man er 14, så ser man ikke særlig mange film, men da jeg begyndte at se flere film, opdagede jeg virkelig, at, åh gud, de var jo gigantiske. Men det er interessant at se, hvordan alle arbejder. Michael Gambon har ikke læst bøgerne, og han indstuderer ikke alle sine replikker – nogle af dem får han trykt på store plancher, som han kan læse under optagelserne.”

Hvordan har I det med, at Harry Potter snart er et færdigt kapitel i jeres liv?
BW: “Det føles underligt. Vi bliver færdige med at optage [den sidste film] i april næste år, så nu kan vi alle skue enden i horisonten. Men ingen af os har lyst til at tænke over det, vi vil bare nyde det, så længe vi kan. Men det har været så stor en del af os alle sammen, at vi aldrig glemmer, hvad det har gjort for os, eller de venner, vi har fået. Vi er alle stadigvæk unge, og vi har mange ambitioner og forskellige mål, så det bliver interessant at se, hvad folk beslutter sig for at gøre.”

EL: “Da jeg blev færdig med den sidste bog stoppede jeg op og sagde: ’Hvad skal jeg dog stille op?' Når man er fan ser man altid frem til den næste bog eller film, og nu er der snart ikke mere at se frem til. Men jeg bliver ved med at læse bøgerne, og hvis [J.K. Rowling] blev ved med at skrive flere Harry Potter-bøger, kunne hun måske ende med at køre træt i det, og jeg kan godt lide, at det er blevet afrundet. Men jeg håber helt afgjort, hun skriver noget andet. Og gerne snart. (griner)”

Har I lyst til fortsat at spille skuespil?
BW: “Ja, helt klart. Jeg vidste intet om filmindustrien til at starte med, så jeg er virkelig blevet opslugt af den her verden, som jeg intet vidste om på forhånd. I de øjeblikke, hvor der råbes ‘action!’ og ‘cut!’, falder alt bare i hak, og jeg elsker at spille skuespil og være i karakter.”

EL: “Ja, jeg nyder det virkelig. Jeg kan dog slet ikke døje at se interviews med mig selv (griner). Jeg har det okay med at se filmene, men selv dét er lidt smertefuldt, men jeg lærer en masse af at spille skuespil, og det er så spændende at møde så mange mennesker og at rejse til så mange lande. Det ville føles som lidt af et spild, hvis jeg bare valgte at vende tilbage til min gamle rutine, men der er meget, jeg godt kan lide. Jeg elsker at danse, jeg vil gerne studere dans, og jeg elsker fransk. Jeg synes, engelske mennesker er en smule ignorante, når det kommer til andre sprog. Jeg vil virkelig gerne lære flere sprog.

Kan du sige noget på dansk så?
EL: “Jeg har lært nogle få ord: (på forbavsende godt dansk) Tak, goddag, farvel, undskyld… Undskyld var det første ord, jeg lærte, for jeg støder tit ind i folk.”

Vi har i øvrigt et par spørgsmål fra en af vores brugere – 13-årige Sarah, som er en stor Harry Potter-fan. Hun spørger: “Hvordan har det været at vokse op som en del af noget så stort som Harry Potter-serien, og hvad er jeres yndlingsfilm og yndlingsbog i serien?”
BW: “Det har været en lidt underlig oplevelse for os alle sammen. Det, som andre nok har svært ved at relatere sig til, er, at vi har befundet os midt i alt det her, og det er vokset op rundt omkring os, og vi har været i den her tætte, lille luftboble. Når vi filmer, glemmer man alt om fans og presset. Det har været en virkelig spændende oplevelse, men det er først, når man dukker op til premiererne, at man virkelig opdager omfanget af seriens popularitet. [Harry Potter] har spillet en stor rolle i mit liv. Det har beriget min barndom og inspireret mig.

Og min favoritfilm må være ‘Harry Potter og halvblodsprinsen’, fordi jeg havde meget mere at lave, og jeg blev virkelig udfordret. Filmen opnår så god en balance mellem sine romantiske, komiske og dystre elementer, og visuelt er det også min favorit. Min yndlingsbog må være den syvende (‘Harry Potter og dødsregalierne’, red.), fordi der er så meget materiale i den, og fordi alle karakterer har sit øjeblik, og slutningen er tilfredsstillende.”

EL: “Som fan har det været en stor ære for mig at være en del af filmene. Og når jeg ser plakaterne og reklamerne og den slags nu, så føler jeg mig virkelig stolt. Jeg kan ikke beslutte mig for, om den femte eller den syvende bog er min yndlings. Jeg er ret glad for den femte, for det var i den, at Luna for første gang dukkede op, og Harry vokser så meget op i den. Og jeg er også vild med syvende, fordi alle får sit øjeblik. Den er virkelig spændende, og der sker hele tiden noget, og vi møder alle en sidste gang. Med hensyn til filmene er den sjette nok min favorit. Jeg er nødt til at afholde et maraton og se dem alle lige efter hinanden…”

Læs Filmz’ anmeldelse af “Harry Potter og halvblodsprinsen”.