Hvad katten tager man sig til, når man netop har skuffet millioner af filmfans og tilintetgjort en engang så lovende filmsaga, som man i sin tid selv skabte? I Wachowski-brødrenes tilfælde (brødrene som sammen skabte “Matrix”-trilogien) er svaret meget enkelt: Man kaster sig over filmatiseringen af en tegneseriefortælling, som forfatteren bag helst aldrig havde set filmet.

“V for Vendetta” tegneserien er skabt af Allan Moore og fortæller om en dyster fremtid, hvor England regeres af facister og domineres af frygt. Moore har altid været imod filmatiseringer af sine historier og ønskede derfor heller ikke at have noget med “V for Vendetta” at gøre. Han forsøgte endda at få sit navn fjernet fra plakaten og dermed gå glip af indtjeningen på filmens eventuelle succes. Andre har imidlertid haft lyst til at medvirke, herunder et talentfuldt filmhold anført af James McTeigue, der har fundet vej til instruktørstolen efter en række assistent-jobs. Filmens fotograf, Adrian Biddle, døde i en alder af 53 år omkring filmens premiere, og “V for Vendetta” er en værdig svanesang for den britiske håndværker. For selvom filmen ofte virker studieagtig, så er kulisserne, ligesom de mange kostumer, imponerende, og formår at give universet et dragende look der på én gang virker både familiært og futuristisk.

Den primært britiske gruppe af skuespillere er for det meste en nydelse at se på. Især John Hurt giver den fuld gas som Englands maniske diktator. Garvede folk som Stephen Rea, Tim Pigott-Smith og morsomme Stephen Fry gør det ligeledes særdeles godt. Men det er australske Hugo Weaving (agent Smith fra “The Matrix”), der er filmens stjerne og indehaver af den største og bedste af alle rollerne: Den maskerede hævner V, der forsøger at opildne befolkningen og fjerne nationens nederdrægtige regime, så demokratiet kan genopbygges. Han er iført en maske igennem hele filmen, men formår alligevel med sin kommanderende stemme og sit lige så respektindgydende kropssprog at gøre stærkt indtryk.

Men skaldede Natalie Portman har til gengæld et problem. Nej, forkert, hun har flere. Blandt dem er det faktum, at hun hele tiden ser ud til at være utilpas i rollen. Hun kommer aldrig helt tæt ind på livet af sin karakter, Evey, hvorfor hun oftest virker utroværdig og uinteressant. Hun formår heller aldrig at skabe nogen kemi imellem sig selv og Weaving, så filmens centrale og egentlig eneste menneskelige forhold falder til jorden. Et andet problem er hendes helt og holdent horrible engelske accent. Man behøver ikke at være højrøvet angelsakser for at blive trukket ud af filmen, hver eneste gang hun åbner munden. Pudsigt nok synes netop forfærdelige britiske accenter at være blevet en fast bestanddel af enhver film baseret på Alan Moores skriverier.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at filmen ikke blot er produceret men også forfattet af Wachowski-brødrene. For “V for Vendetta” besidder desværre mange af de samme skavanker, som de sidste to “Matrix”-film – især seriens sidste kapitel, “The Matrix Revolutions”. Den er fyldt til bristepunktet med ideer, og flere af dem er egentlig gode nok – der er bare alt for mange af dem. Uden mærkbart overblik eller sammenhæng slynger “V for Vendetta” disse ideer ud mod publikum med en forhåbning om, at de i kraft af deres antal nok planter sig i bevidstheden på publikum. Lige så ofte som det lykkes, mislykkes det. Filmen har tydeligvis en del på hjerte, inklusive mange relevante pointer, men den snubler undervejs over sine egne gode intentioner.

Filmen og dens hovedperson deler mange ligheder – begge bærer masker. Men hvor det i hovedpersonens tilfælde er et middel til at skjule sin identitet og flytte fokus fra individ til ideologi, er selve filmens maske en anden. Det er nemlig dens store, sprudlende rigdom på ideer, der forhindrer den i virkelig at komme i omdrejninger og finde fodfæste. Især takket være teknisk raffinement er “V for Vendetta” et ofte flot og næsten uafbrudt underholdende roderi, men altså stadigvæk et roderi.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Transferet på “V for Vendetta” dvd’en skuffer desværre. For en så ny og billedstærk film, er overførslens blødhed ærgerlig og uacceptabel. Farverne imponerer dog ofte med deres styrke og klarhed, og kontrasten er solid. Edge-enhancement er der intet af, mens støj og støv optræder yderst sjældent. Der figurerer desværre også en anelse udtværing, hvilket især er tydeligt i en scene, der foregår i en tågefyldt allé. Et fint transfer, men en film som “V for Vendetta” burde have haft en 6-stjernet billedkvalitet på dvd.

AudioFilmens engelske Dolby Digital 5.1 spor er et fremragende et af slagsen og kun enkelte mangler berøver det en topkarakter. “V for Vendetta” er, som sagt, en lidt rodet affære. Ikke blot plotmæssigt men også stilistisk – visuelt såvel som auditivt. Der er flere stilfærdige passager, hvor atmosfære og dialog er i højsædet, mens der også er flere slagkraftige episoder, hvor lydsporet virkelig kommer til sin ret med aktiv og veludtænkt brug af alle kanaler. Subwooferen synes ofte på grænsen til at eksplodere på disse tidspunkter, men ellers kan man godt savne bassens bund under flere af filmens mere fredsommelige perioder til at give et ekstra boost.

Ekstramateriale”V for Vendetta” udkommer både som tør 1-disc og fuldblods 2-disc udgivelse i Danmark. Filmz har udelukkende haft adgang til 1-disc udgaven, og den indeholder absolut intet ekstramateriale overhovedet.

På hævntogt i fremtiden”V for Vendetta” handler om vandalisme, vulgære vaner, venalitet, voracitet, valsende vanrøgtede vanskabninger, vanvids visioner, vartegn, vedholdende vagtmestre, venskab, voldelige virkemidler, vildførte vrimler og en viljefast voldsvirtuos.

I et fremtidens England har en diktator taget magten og holder folket nede med censur, udgangsforbud og voldelige vagtværn. Kvinden Evey går ud en aften efter spærretid og bliver uheldigvis opdaget af en gruppe af de ubehagelige ordenshævere. Lige da de skal til at voldtage hende, møder hun sin frelsende engel, kaldet ‘V’, i form af en maskeret terrorist, der samme aften lader den første bombe springe i London. Senere mødes deres veje igen, og Evey bliver med tiden en del af hævnerens opgør med samfundets undertrykkere.

“V for Vendetta” tilhører genren af science-fictionfilm, der beskriver et samfund under tyranniets åg – det man med et fint ord kalder en dystopi. Film som “1984”, “Brazil” og “Cubic” har tidligere udforsket temaet, og der er da også mange ligheder i fremstillingen af det totalitære samfund, ikke mindst ved tyrannens evindelige trang til at meddele sig til omverdenen med sit vrede ansigt blæst op på en storskærm.

“V for Vendetta” er baseret på tegneserien af samme navn, der så dagens lys i England i 1982, hvor tegneserieskaberne blev inspireret af Thatcher-regeringen til at skabe historien om et rædselssamfund bygget på vold og frygt. Filmen er forholdsvis tro mod forlægget, hvilket er årsagen til at fremstillingen af det totalitære samfund ikke finder nye måder at vise sit ansigt på, men ved de næsten klichefyldte virkemidler som storskærmene.

Filmen er besat med en perlerække af gode engelske skuespillere i de bærende biroller, heriblandt Stephen Fry, Rupert Graves og ikke mindst Stephen Rea, som vi bl.a. kender fra “The Crying Game”. I “V for Vendetta” spiller han den desillusionerede politimand, der i jagten på terroristen ‘V’ bliver konfronteret med de frygtelige gerninger, der er begået af den regering, han tjener. Hele hans holdning, mimik og gestik emmer af hans trøsteløse loyalitet der konstant kæmper mod den frustrerende nye viden.

Modsat er de to hovedrolleindehavere mindre overbevisende. Hugo Weaving kæmper med at bringe liv til en karakter, der hele filmen igennem er iført en maske og derfor må forlade sig på sin stemme til at skabe dramatik. Natalie Portman spiller rollen som Evey, der gennemgår transformationen fra stiltiende tilskuer til kampklar amazone uden den mindste overbevisning. Hun har tidligere bevist sit skuespiltalent i filmen “Closer”, men magter ikke at gøre Evey til en troværdig karakter.

Selvom filmen overordnet set leverer den underholdning den lover, så lider historien under visse svagheder. Først og fremmest bliver ‘V’s baggrund og evner forklaret på en lidt for diffus måde. Det er svært at afgøre, om han besidder overnaturlige evner på superhelte måden, eller om han blot er en veltrænet hævner med de rette hjælpemidler ligesom Batman.

Derudover er tegningen af den undertrykte befolkning ikke overbevisende. Når man som Evey har set sine forældre blive slæbt væk og myrdet i koncentrationslejre på grund af deres politiske overbevisning, virker det ikke plausibelt at begive sig ud efter spærretiden, fordi man ikke lige har holdt øje med klokken. Og i et samfund hvor tv-stationerne tjener som et gennemcensureret talerør for landets hersker, virker det utroværdigt at en talkshowvært laver et stærkt satirisk indslag om landets hersker uden at vide præcis, hvilke fatale konsekvenser, det vil få for ham.