Nicolai H
Hans navn er foreviget i både gyd- og fiktionsgenren – men alligevel er Lovecrafts egen fortælling aldrig blevet bragt til live.
Biografgængere vælter sig i portrætfilm de seneste år om alt fra popstjerner, gamle forfattere og nogle af sportsverdenens største navne.
Men gysersfærens absolutte konge må pænt kigge langt efter sit eget Hollywood-drama.
Howard Phillips Lovecraft har jo nærmest egenhændigt opfundet moderne skrækfiktion, og popkulturen flyder fuldstændig over med computerspil, brætspil og film, der trækker på hans slimede monstre.
Alligevel nægter filmstudierne pure at røre ved mandens egen livshistorie. Fire ret kradse årsager spænder ben for projektet, hvilket efterlader forfatteren i det pure ingenting, når det kommer til en storstilet filmbiografi.
1. En ualmindeligt giftig ideologi
Fortællingen om Lovecraft støder med det samme frontalt ind i mandens dybe, sygelige fordomme over for omverdenen.
Hans altoverskyggende frygt for det ukendte, som jo ironisk nok skabte den geniale kosmiske skræk på papiret, bundede desværre i en helt reel og ekstrem racisme samt voldsom xenofobi mod minoriteter.
Moderne producenter står over for et fuldstændig umuligt dilemma i forhold til manuskriptet. Gør man ham til en elskelig hovedperson, hvidvasker man historiens realiteter, og skildres han hundrede procent autentisk, står man tilbage med en karakter, som publikum vil have ekstremt svært ved at føle den mindste smule sympati for.
2. En doven eneboer med en vild udbryderkonge i den anden ende
Hverdagen i Providence, Rhode Island, bød desuden på ualmindeligt lidt ydre dramatik, hvilket gør det svært at skabe hæsblæsende underholdning til to timers biografmørke.
Forfatteren levede som en ekstremt indadvendt særling, der primært holdt sig indendørs om natten, spiste billig dåsemad og lod alle sine store kampe udspille sig udelukkende oppe i sit eget hoved.
Kedeligt var det dog ikke helt på brevfronten, da han faktisk udviklede et tæt og fascinerende venskab med selveste udbryderkongen Harry Houdini. De to skrev lange, nørdede breve til hinanden og planlagde endda bogprojekter sammen, men visuelt er lange rækker af håndskrevne ark bare sjældent det, der sælger billetter i den lokale biograf.
3. Monstrøse budgetter til ubeskrivelige uhyrer
Monstruøse mængder special effects skal der til, hvis man overhovedet skal forsøge at vække det lovecraftianske univers til live, og det koster spidsen af en jetjager.
Store instruktører som Guillermo del Toro har i årevis kæmpet forgæves for at få finansieret filmprojekter baseret på novellerne, fordi filmstudierne simpelthen ikke tør løbe den økonomiske risiko.
Navnet Lovecraft har historisk set ikke den brede folkelige appel, der kan retfærdiggøre de gigantiske budgetter, som det kræver at bringe de gigantiske slimetunge tentakler op på det store lærred.
4. Fattigdom, fiasko og en dyster svanesang
Klassiske succeshistorier med en lykkelig slutning er guld værd i filmbyen, men her ender biografien i den rene elendighed.
Manden døde som en fuldstændig fattig, ukendt og kræftsyg 46-årig i 1937, dybt overbevist om, at hans samlede livsværk ville ende i glemmebogen for altid.
Succesen og berømmelsen kom først mange år efter hans begravelse, fordi loyale venner samlede og udgav hans efterladte historier. Det efterlader et eventuelt filmhold med en utroligt tung og deprimerende afslutning, der sender publikum direkte hjem under dynen i slet humør.
Skrækfans må i stedet nøjes med indirekte hyldester som Color Out of Space med Nicolas Cage eller HBO-serien Lovecraft Country, hvor monstrene heldigvis har stjålet rampelyset fra deres problematiske skaber.
