Filmz

Endnu en planlagt ‘Star Wars’-film skrottet fordi studiet ikke mente “det føltes som ‘Star Wars'”

Endnu en planlagt ‘Star Wars’-film skrottet fordi studiet ikke mente “det føltes som ‘Star Wars'”
Lucasfilm Ltd. / Walt Disney Company Nordic

Selvom der var stortalenter som Paul King og Simon Farnaby på manuskript- og instruktøropgaven, så er endnu et eventyr i den fjerne galakse altså havnet i skraldespanden.

Lige nu læser andre

Galaksen langt, langt borte har ikke ligefrem haft medvind de seneste år. Forsinkelser, kreative kursændringer og udskiftninger i toppen har sat deres præg på Star Wars, og nu er endnu et planlagt filmprojekt blevet droppet, før kameraerne overhovedet nåede at rulle.

Oplysningen kommer fra manuskriptforfatter Simon Farnaby, som afslører i et interview med The Independent, at han og instruktør Paul King – kendt for Wonka og Paddington 2 – arbejdede på en ny Star Wars-film for Disney og Lucasfilm.

Ifølge Farnaby strandede projektet, fordi historien tog udgangspunkt i en robot og ikke involverede universets mest kendte figurer.

“De sagde: ‘Vi har virkelig brug for, at det føles som en Star Wars-film,’ hvilket nok er grunden til, at det aldrig endte med at blive en Star Wars-film!” fortæller han til Variety.

Han erkender samtidig, at holdet aldrig fandt den helt rigtige retning.

Læs også

Lever videre i et andet univers

Selvom Star Wars har sagt farvel til projektet, er idéen ikke lagt helt på hylden.

Disney foreslog i stedet, at historien kunne udvikles som en selvstændig science fiction-film uden forbindelse til George Lucas’ univers.

“De sagde grundlæggende: ‘Det passer ikke til Star Wars, men har I lyst til at omarbejde det til en anden sci-fi-film?’ Så det arbejder vi på nu,” siger Farnaby.

Han fortæller desuden, at projektet blev opgivet, inden han og Paul King kastede sig over arbejdet med Wonka, der fik premiere i 2023.

Aflysningen føjer sig til en længere række udfordringer for Star Wars under Disneys ejerskab.

Læs også

Franchisen har de seneste år været præget af udsatte filmplaner, tv-serier med blandet modtagelse og et markant ledelsesskifte, efter Kathleen Kennedy tidligere på året forlod posten som chef for Lucasfilm. Dave Filoni har siden overtaget ansvaret.

Publikum ser heller ikke ud til at være lige så begejstrede som tidligere. The Mandalorian and Grogu, der havde premiere tidligere på året, leverede den svageste amerikanske åbningsweekend for en Star Wars-film nogensinde med omkring 82 millioner dollar i de første tre dage.

Lucasfilm satser nu på de projekter, der allerede er på vej.

Blandt de største står sæson to af Ahsoka, som ventes i begyndelsen af 2027, mens Shawn Levys Starfighter med Ryan Gosling i hovedrollen efter planen får premiere i maj 2027. Om de bliver startskuddet på en ny stærk periode for Star Wars, må tiden vise.

Ads by MGDK