Lige nu læser andre
Fortsættelsen til filmen “Bull Durham”, der på dansk havde titlen “En sikker vinder”, har længe været undervejs, men nu forlyder det, at Kevin Costner har haft møde med manuskriptforfatter-instruktøren Ron Shelton for at snakke om fortsættelsen på filmen fra 1988.
I filmen spillede Costner den fallerede baseballspiller Crash Davis, der skal træne det unge, lovende talent Nuke LaLoosh (Tim Robbins). Begge mænd bliver involveret med den modne baseball-groupie Annie Savoy (Susan Sarandon).
Det forventes, at alle tre skuespillere vil vende tilbage til deres roller. I den nye film er Nuke og Annie gift og ejere af et Major League-baseballteam, som Crash er træner for.
Kristen Kerr (“Inland Empire”, “Dexter”) skulle være i forhandlinger om at spille en af Crashs nye, unge kærlighedsinteresser.