Lige nu læser andre
Da parodifilm som f.eks. “Scary Movie”, “Date Movie” og “Epic Movie” stadig formår at få lokket et betalende biografpublikum til, rykker Dimension Films nu frem med deres længe annoncerede spoof-film over de senere års superheltefilm og har offentliggjort rollelisten til projektet, der går under titlen “Superhero”.
I filmen vil man bl.a. kunne opleve Drake Bell, Sara Paxton, Christopher McDonald, Kevin Hart, Marion Ross, Ryan Hansen, Jeffrey Tambor, Brent Spiner – og ikke mindst den garvede spoof-skuespiller Leslie Nielsen.
Filmen er skrevet og instrueres af Craig Mazin og skal produceres af David Zucker og Robert K. Weiss. Trioen arbejdede sammen på de kendte spoof-film “Scary Movie 3”, “Scary Movie 4”, “Høj pistolføring”, “Høj pistolføring 2½” og “Høj pistolføring 33 1/3: Den ultimative fornærmelse”.
Optagelserne til “Superhero”, der tager gas på film som bl.a. “Batman Begins” til “Fantastic Four”, går i gang i næste uge og har fået fastsat en premieredato til 28. marts.