Lige nu læser andre
Skuespilleren James Doohan, der blev kendt som teknikeren Scotty på “Star Trek” rumskibet Enterprise, er død som følge af Alzheimers og lungebetændelse. Han blev 85 år.
Doohan blev født i Vancouver, Canada, i 1920. Da han blev 19 år meldte han sig til den canadiske hær, og var blandt de tropper der landede på Juno Beach under D-Dag. Under invasionen blev han ramt af seks kugler fra et maskingevær, hvoraf fire satte sig i benene og en skød hans langfinger af. Han blev også ramt i brystet, men hans cigaretetui stoppede kuglen.
Efter krigen gik han på dramaskole i Toronto, og medvirkede snart i science-fiction serien “Space Command” i 1953. I 1966 debuterede han i rollen som Scotty i NBC’s tv-serie “Star Trek”, som kørte over skærmen i tre sæsoner. I 1979 genoptog Paramount Pictures “Star Trek” med i alt seks film, hvor Doohan atter vendte tilbage i rollen, der altid sørger for at beame Kaptajn Kirk op.
Doohan havde sin kone igennem 28 år ved sin side, da han døde i sit hjem i Redmond, Washington.