Undertegnede havde i sin tid håbet at kunne finde David Cronenbergs “Spider” i den lokale biograf, men filmen dukkede kun op i tre af landets biografer – millioner af lysår fra det kulturfattige område hvor jeg bor. At “Spider” ikke nåede ud til et større publikum skyldes i høj grad filmens egen manglende interesse i enhver form for kommercialisme. “Spider” er også ekstrem radikal på anden front – den antager at publikum ikke bare er i stand til at bruge øjnene, men tilmed også at de kan tænke selvstændigt!

Forgrenet som et spindelvævAllerede i filmens første scene får vi en klar meddelelse fra Cronenberg: Denne film er ikke interesseret i at underholde. Da et tog ankommer ved destinationen i Londons East End, skubbes kameraet langsomt ind mellem de udstrømmende passagerer. Kameraturen er så langstrakt at den trækker opmærksomheden til sig: Hvorfor vil Cronenberg have os til at bemærke disse travle mennesker? Svaret finder vi allerbagerst i menneskeflokken, da Spider (Ralph Fiennes) stikker sin forsigtige og krumbøjet skikkelse frem. Netop udskrevet fra galeanstalten står vores hovedperson som sidste mand tilbage på den mennesketomme perron – dette er Cronenbergs langsommelige fortælling om den særsindede Spider som ikke hører hjemme i en fortravlet verden.

Filmen er en grim, asocial og dyster forestilling (malet i et sparsomt farvebrug), som gør den fuldstændig tro mod hovedpersonens mørke sindstilstand. Spider lider af skizofreni, men er ved hjælp af medicin i stand til at holde psykosen på afstand. Da han igen besøger barndomshjemmet, støder han også på sin besværet fortid – som han begynder at blande med nutiden. Han frasiger sig sin medicin – og falder tilbage til tidligere brugbare indviklede systemer.

Det er let at kalde handlingens simplicitet for triviel og forudsigelig, men den er lige så forgrenet som et spindelvæv – og akkurat lige så skrøbeligt. F.eks. vil det ødelægge oplevelsen at afsløre filmens mange intelligent udførte metaforer, da de alle er ledetråde til filmens altoverskyggende tema (som ikke skal afsløres her).

Spider taler ufatteligt sagte, og hans mumlen er vanskelig at tyde, men flere af filmens modstandere har energisk fremhævet at det lyder som: ”Filmkritikere elsker mig, fordi jeg er underlig, alene og bestemt ikke mainstream.” Retfærdighedsvis er der også en vis sandhed i denne fiktive replik. Det er rigtig nok fristende at hylde en film som tør gå imod strømmen. Men i dette tilfælde er afvigelsen fra normen netop en naturlig del af hovedpersons natur – og derfor også af den største berettigelse.

Et grimt sindJeg indrømmer gerne at det krævede mere end et gennemsyn, før jeg var i stand til at se igennem filmens tykke smog af tungsindighed, og fuldt ud værdsætte dens indelukket natur. Det samme gælder for Ralph Fiennes’ kamerasky præstation. Fiennes er, med sin forlegne og underspillet præstation, fremragende som skrøbeligheden selv. Det interessante ved flere af skuespilpræstationerne er at de skal spilles som Spider opfattede dem som barn og husker dem som voksen – og derfor er de også firkantede fremstillet (pletfrie eller karikerede onde).

Med mindre man sidder i samme situation som Spider, er det på traditionelt vis umuligt at identificere sig med ham, da han lever i en opfunden verden af lukkede systemer som kun han finder mening i. Men ligesom alle Cronenbergs tidligere “helte” er Spider også en ødelagt sjæl som er udstyret med et specifikt behov – og når dette skal dækkes, nødvendiggør det amoralske handlinger. Og ved at gøre disse behov forståelige for publikum, er det også muligt at identificere sig med Cronenbergs anstødelige og amoralske personer. Til forskel for de andre “helte” er Spider dog Cronenbergs mindst forargelige figur, men mest farveløse til dato.

“Spider” ligger med sit dystre portræt af en forstyrret mand langt fra “Et smukt sind”s billedskønne og varmhjertet fortælling om John Nash – som led af det populære “elskværdig-filmtosse-syndrom” (irriterende i starten, men hjertevindende hen imod slutningen af filmen) – og det er selvfølgelig også derfor at man overdynger den ene med Oscars frem for den anden.

En sort perle På bagsiden af coveret står “Spider” beskrevet som en spændingsfilm, men det er en direkte løgn, fordi den betegnelse harmonerer overhovedet ikke med den langsommelige fortælling. Så man skal ikke forvente at “Spider” kulminerer i et eller flere af de moderigtige (og til tider kunstigt fortænkte) afslutnings-twists, men i en naturlig afslutning som er tro mod filmens sjæl. Filmen bliver derfor også en helt anden og rigere oplevelse ved gensyn.

“Spider” er en indadvendt sort perle, og en af de mest udfordrende film jeg er stødt på i lang. Filmens gennemførte troskab mellem indhold og form fortjener den største pris. Det er også forfriskende at se en film som er fri for anmassende ordrer om hvordan man skal føle og hvad man skal mene om den. Jeg vil ikke påstå at man skal se “Spider” flere gange før man afgiver dom over den, men vil i hvert fald anbefale det.

VideoCronenbergs velkomponerede billeder har fået en rigtig god overførsel til DVD, og billedet fremstår som meget filmagtigt. Billedet har også en rigtig god dybde. Ansigtsfarverne virker dog engang i mellem overbelyste. Der findes små anstrøg af gryn i billedet, men de virker alligevel til filmens fordel, fordi de er med til at gøre filmoplevelsen endnu mere realistisk.

AudioFilmens uskønne indhold og udseende taget i betragtning kommer det ikke som nogen overraskelse at Dolby Digital 5.1 lydsporet heller ikke er fejende flot. Centerkanalen er dominerende, og der er ikke den store separation kanalerne imellem. Howard Shores sparsomme score er stort set det eneste objekt som man støder på i baghøjtalerne.

Lydsporet er med andre ord udpumpet for varme som er helt i stil med filmen.

Ekstra Materiale

Featurette: Bag om kameraet.

Trailere

Udover en lille håndfuld trailere finder man et dansk produceret 20 minutters program – som giver et udmærket indblik i filmen – hvor der både tales med Cronenberg og skuespillerne. Og for en gangs skyld kan det af samme grund også betale sig at læse de medfølgende produktionsnoter.

Den amerikanske DVD-variant af “Spider” indeholder iøvrigt et interessant kommentarspor med David Cronenberg som desværre ikke er at finde i den danske udgave.

OverallDVD’en til “Spider” er en gennemført udgivelse, men man savner dog kommentarsporet som følger med den amerikanske udgave.