Det er sjældent, at en sequel er i stand til at overgå den første film og det er endnu sjældnere, at den overgår etteren i så høj grad, som det er tilfældet med “Spider-Man 2”. Efter den velmenende men ikke helt gennemførte “Spider-Man” fra 2002, har Sam Raimi med efterfølgeren fundet det helt rigtige edderkoppeben at stå på og spinder den helt rigtige blanding af action, problematisk kærlighed og identitetskrise sammen. De bedste elementer fra tegneserien bliver genskabt i “Spider-Man 2”, som er sommerens bedste bud på et actionbrag, og en af de absolut bedste tegneseriefilmatiseringer Hollywood endnu har leveret.

Peter Parker (Tobey Maguire) har det ikke let. Som indbegrebet af det fortravlede, moderne storbymenneske forsøger han at holde sammen på et uafklaret kærlighedsforhold, et forsømt fysikstudie og et job som pizzabud. Jobbet hænger dog i en tynd tråd, da Parker ofte kommer for sent på grund af sit lille bijob, der består i at redde New York og dets borgere i skikkelse af Spider-Man. Et tungt ansvar hviler på hans skuldre og værst af alt er, at han ikke kan dele sine hemmelighed med andre. Nej, Parker har det ikke let, og han må tage beslutningen om enten at leve sit liv som superhelt og redde verdenen, eller leve et almindeligt liv som Peter Parker og erklære sin kærlighed overfor Mary Jane Watson (Kirsten Dunst). Men hvis han troede han havde det svært før, bliver det kun endnu værre da den grumme superskurk Doc Ock dukker op og skaber kaos i New York…

Anden del i filmserien om netsvingeren er på alle områder en bedre, mere helstøbt og ikke mindst mere moden film end den første. I “Spider-Man” gav Tobey Maguire liv til den nørdede Peter Parker, der (forbavsende hurtigt) vænnede sig til sine nyvundne superkræfter. Det hele blev lidt mere uinteressant når han tog masken på, og forvandlede sig til den usårlige og CGI-skabte Spider-Man. I toeren bliver de to identiteter i højere grad smeltet sammen, hvilket skaber en stor del af Peter Parker/Spider-Mans problemer. Hans identitetskrise medfører at hans superkræfter begynder at svigte, og denne psykologiske problematik skaber en mere sårbar og derfor mere interessant figur end i den første film. Det bliver aldrig rigtig forklaret hvorfor hans evner svigter på bestemte tidspunkter, men psyken er vel aldrig rigtig logisk – heller ikke for en Edderkoppemand.

“Spider-Man 2” graver også endnu dybere i Peter Parkers forhold til Mary Jane Watson, hvilket resulterer i overraskende mange følelsesbetonede elementer, som faktisk fungerer rigtig godt, da kemien imellem Tobey Maguire og Kirsten Dunst virkelig skinner igennem på lærredet. Man mærker Parkers smerte over, at han ikke kan erklære over for Mary Jane at han elsker hende, og man fornemmer Mary Janes fortvivlelse over, at Parker ikke er i stand til at åbne sit hjerte overfor hende. Det er så overbevisende, at man af og til glemmer at man sidder og ser en film om en mand, der tager en rød-blå spandex-dragt på, fordi han er blevet bidt af en genetisk modificeret edderkop…

Alt er dog ikke følelser og kærlighed i Spider-Man universet, og en stor del af filmen består af de sprængfyldte og flotte actionscener, som man forventer af en filmatisering af en tegneserie. CGI-effekterne har fået et ansigtsløft i forhold til etteren, og især Doc Ock (Alfred Molina), med sine mekaniske blækspruttearme der næsten har deres eget liv, fungerer forbløffende godt. Der måtte gerne have været mere med ham i filmen. Realiseringen af Spider-Man er desværre stadig ikke helt overbevisende og det er til tider svært at ignorere, at man sidder og ser på en computerskabt figur.

En anden ting som filmen har masser af er humor. Spider-Man havner i et par komiske situationer, og avisen Daily Bugles redaktør, J. Jonah Jameson, har en lang række bidende sarkastiske bemærkninger. Der er desuden en morsom lille cameo af Sam Raimis hofskuespiller Bruce Campbell, hvor han stjæler scenen fra Tobey Maguire.