Ahrnt Clausens egen søn blev mobbet. Nu er historien blevet til spillefilm med Martin Greis-Rosenthal i hovedrollen.
Lige nu læser andre
Dansk film sætter på torsdag spot på mobning i folkeskolen, når Over stregen får biografpremiere den 5. november. Filmen er instrueret af Vibeke Muasya og handler om 13-årige Martin, der oplever eskalerende mobning både i skolegården og på nettet, mens hans far Thomas forsøger at holde hverdagen sammen.
Historien er ikke opdigtet. Manuskriptet, som Muasya har skrevet sammen med Ahrnt Clausen, bygger på Clausens egen bog “Over stregen”, der tager udgangspunkt i hans oplevelser af at stå magtesløs, mens hans søn Michael blev mobbet. Far og søn er begge med som producenter på filmen for at sikre, at historien formidles så autentisk som muligt.
Clausen har også selv en personlig historie med mobning fra sin barndom. Som dreng boede han på et Julemærkehjem, hvor han fik hjælp til at komme videre.
Afstanden mellem far og søn vokser
I hovedrollerne står Martin Greis-Rosenthal som faren Thomas og debutanten Ejgil Riis Hansen som den mobbede Martin. Omkring dem har Muasya samlet et velkendt ensemble med Lilly Montell som klassekammeraten Siv, Anette Støvelbæk, Bodil Jørgensen, Henrik Prip og Jakob Fauerby.
Også håndboldstjernen Mikkel Hansen dukker op foran kameraet i en lille rolle som sig selv. Det bliver hans første optræden i en spillefilm. Hansen stiftede i 2015 anti-mobbe-fonden MH24 og har tidligere fortalt, at han både er blevet mobbet og selv har mobbet andre som ung.
Læs også
Et skolesystem der svigter
Fortællingen følger Martin fra uskyldigt drilleri til regulær vold, hån og digitale trusler, mens skolen forholder sig passivt. Dramaet handler både om volden ved at blive mobbet og om den afmagt forældre kan føle, når de ser deres barn lide.
Distributøren Angel Films kalder “Over stregen” en “stærk, gribende og nærgående fortælling om mobning, mod og fællesskab, men endnu vigtigere en film om en far og søn, der viser vejen mod håb og styrke.”
Over stregen varer 92 minutter. Filmen er produceret af Burre Film og har dansk biografpremiere torsdag den 5. november 2026.
