Man hører det ofte mere eller mindre utilsløret antydet, at komedier er en form for andenrangskunst i forhold til tragedier. At evnen til at få os til at græde på en eller anden måde er mere betydningsfuld end evnen til at vække latter. Det er naturligvis det rene vås. Udover det faktum, at mange af verdenslitteraturens største klassikere er komisk anlagt eller har komiske elementer, så overser synspunktet, at humor kan anvendes på mange måder. Latter er også et våben i hænderne på den rette komiker, f.eks. i film som Charles Chaplins “Diktatoren”. Komik er slet og ret farligt fordi det afslører det ophøjede og selvhøjtidelige som hult og latterligt. Latter fjerner frygt og det er ikke uden berettigelse, at en munk i “Rosens navn” er angst for humorens påvirkning på religionen. Det er ikke mindst tydeligt i disse dage, hvor man skal være særdeles forsigtig med hvad man tegner – i tilfældet af, at modtagerne mangler sans for humor.

Tilbageholdenhed udviser Sacha Baron Cohen dog ikke meget af, selvom han tit møder folk uden synderlig humoristisk sans. Cohen er en original komiker, hvis talent og fremgangsmåde ikke er ulig Andy Kaufmans berømte provokationer. Med figurer som Ali G og Bruno har Cohen udsat intetanende for sine grove løjer. Med “Borat” har Cohen dog opnået nye højder, for filmen er nærmest en komisk håndgranat, gennemført respektløs, anarkistisk og usmagelig, men også afsindigt skæg.

Borat er en tv-reporter fra Kasakhstan, et land, der bærer på stolte traditioner – ikke mindst det årlige jødeløb, hvor børnene samles for at smadre jødeæggene inden de klækker. Han præsenterer stolt sin søster som den fjerde bedste prostitueret i landet, og viser sit værelse frem som han deler med familiens ko. Borat sendes til Amerika for at lære landet at kende, og med i bagagen har han nogle fordomme om jøder, homoseksuelle og kvinder, der er så groteske, at det burde være umuligt at tage ham alvorligt. Cohen selv er i virkeligheden en høflig Cambridge-uddannet gentleman fra en jødisk familie, et faktum, der er svært at tro på, når man ser Borat i aktion på lærredet.

Med sig bringer Borat den svært overvægtige producer Bagatov, og sammen skal de foretage interviews af forskellige amerikanere. Borat ser dog en genudsendelse af “Baywatch” i fjernsynet og forelsker sig omgående i Pamela Anderson, og inden længe er Borat og Bagatov på vej til Californien, så Borat kan gifte sig med sin store kærlighed. Turen i filmen udgør dog først og fremmest en rammefortælling. Hvad der driver “Borat” er turen og mødet med amerikanerne. Heri udviser Cohen en sådan timing og ufattelig evne til at sætte absurde situationer op, at man gang på gang overvældes af latter. Selvom Borat figuren er fuld af fordomme, så grunder de ikke i ondskab, men derimod hans overvældende naivitet og uvidenhed, som f.eks. i en surrealistisk scene, hvori han tror, at et ældre jødisk ægtepar har forvandlet sig til insekter, og forsøger at få dem væk ved at kaste penge til dem.