Tale of Two Sisters, A

InstruktionJi-woon Kim

MedvirkendeKap-su Kim, Jung-ah Yum, Su-jeong Lim, Geun-yeong Mun, Seung-bi Lee

Længde115 min

GenreGyser, Gyser

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Tale of Two Sisters, A

4 6
Hvad er det med asiatiske gyserfilm og frygtindgydende piger med langt, sort hår? I alt fra “Ring” og “The Grudge” til “One Missed Call” og “A Tale of Two Sisters” tyranniseres almene mennesker af netop førnævnte persontype. Måske har filmenes mandlige ophavsmænd oplevet traumatiske begivenheder som børn i skolen, der involverede jævnaldrende tøser? Måske blev de frarøvet lommepengene og tildelt buksevand af deres feminine klassekammerater? Uanset, hvad årsagen end er til deres udbredte fascination af mørkhårede pigebørn, kan man ikke komme udenom, at de oftest får de skrækindjagende, små individer til at skræmme publikum fra vid og sans – helt efter hensigten.
Netop “A Tale of Two Sisters” har dog langt mere at byde på end blot diminutive, grufulde ånder og er derudover langt bedre end næsten alle de andre gysere, der kommer fra de asiatiske breddegrader. En af de mest forfriskende ting ved den sydkoreanske film er, at den ikke er fyldt til bristepunktet med snørklet sniksnak og usammenhængende, ligegyldige sidehistorier – to ting, der har ødelagt mangen en lovende gyser. Der er ingen langstrakte samtaler om åndssvage forbandelser eller unødvendige eskapader i selskab med ligegyldige bifigurer. Og selvom der er lige lovlig mange flashbacks i filmens sidste, lettere kringlede akt, frustreres man aldrig over historiens adskillige gåder, men man forbliver derimod interesseret i at løse dem.

Filmens manuskriptforfatter/instruktør Ji-woon Kim har heldigvis langt vigtigere ting at tage sig til end at gå flere af kollegaerne i bedene og blødgøre helhedsindtrykket med en kaskade af unaturlige drejninger og forcerede overraskelsesmomenter. Når fortællingens obligatoriske twist endelig indtræffer, synes den at komme fuldstændig ud af det blå, men ved nærmere eftertanke giver den god mening og stiller alt, der hændte forinden, i et helt nyt lys – hvilket gør filmen en fornøjelse at gense. Det lykkes også Kim at gøre andet end blot forfærde og afskrække. Der er flere intime, følelsesladede øjeblikke, der direkte bevæger. Vi interesserer os for karaktererne. Vi begræder vitterligt deres pinsler og tiljubler deres små, personlige sejre.

Den lille skuespillerbesætnings kollektive indsats er desuden upåklagelig. Der er simpelthen ikke én eneste tilnærmelsesvis middelmådig eller distraherende præstation. Det er næsten ufatteligt, at Su-jeong Lim og Geun-yeong Mun blot spiller et ungdommeligt søskendepar og altså ikke har kendt hinanden siden fødslen. Især Lim er brillant som den mest resolutte og selvsikre af de to piger. Hun forsøger forgæves at overbevise sin sørgmodige far om, at søstrenes stedmor er en nederdrægtig kælling, som står bag de mange mystiske, uforklarlige hændelser i familiens store, men alligevel klaustrofobiske hjem. Det er 35-årige Jung-ah Yum, der har fået æren af at spille den ucharmerende plejemor, og hendes nuancerige toppræstation er endnu en af filmens mange fornemme kvaliteter.

Man må jo heller ikke glemme at nævne det allerbedste ved “A Tale of Two Sisters”: Hvor satans uhyggelig, filmen egentlig er. Der er to-tre sekvenser, der snildt rangerer blandt genrens mest skræmmende til dato. Specifikke beskrivelser af disse scener skal naturligvis ikke mønstres, men uanset hvor forberedt, man end er på forhånd, vil ens nerver blive sat på en ofte ulidelig prøve. De veldesignede kulisser, der blander moderne og gammeldags arkitektur, er også forunderligt og vidunderligt tidløse, hvilket blot gør seeren endnu mere utilpas.

Stemningsmæssigt minder filmen mere om Stanley Kubricks klassiske “Ondskabens hotel” end nogen anden asiatisk gyser – faren lurer konstant i baggrunden, og hvert eneste dunkle hjørne, nøglehul og sprække i væggen er en tikkende bombe. Der leges med konventioner og klicheer, man får aldrig lov til at slappe af, og der er ingen billige chokeffekter. Selv om undertegnede ikke har voldsomt meget imod genindspilningsbølgen, så er “A Tale of Two Sisters” en så usædvanlig og usædvanligt imponerende bedrift, at det er umuligt at forestille sig, at det kommende amerikanske remake vil kunne bevirke halvt så mange spjæt. Jeg udfordrer dig til at komme helskindet igennem filmen uden ét eneste tryk på pauseknappen.
VideoSkivens transfer er acceptabelt, men også en smule skuffende. Flere af de mørke scener og ensfarvede baggrunde byder på en smule udtværing, mens edge-enhancement til tider også dukker op (primært i de lyseste scener). Men kontrasten er ganske solid, og filmens bevidst drænede og kolde look gengives fint takket være en nydelig farvegengivelse. Hudfarver virker eksempelvis virkelighedstro, og pigernes grønne omgivelser er dejlig indbydende. Der optræder sjældent gryn og snavs, og billedet står skarpt.
AudioDet er hovedsageligt på grund af filmens fornemme lydside, at “A Tale of Two Sisters” ofte chokerer og forskrækker. Der er altid et tikkende ur, et brummende klimaanlæg eller noget helt tredje, der kører i baggrunden og holder nerverne på kogepunktet. Lydeffekterne er både velplacerede og veltimede. Dialogen er krystalklar, og der er flere fine panoreringer, som virker fuldstændig naturlige. Subwooferen er ikke voldsomt aktiv, men det bør den heller ikke være – den disker op med en masse lavfrekvent brummen, der skaber en trykkende atmosfære, som selvsagt gavner filmen. Musikken præsenteres også nydeligt, og der er talløse subtile auditive detaljer, som kryber direkte ind under huden. Kort sagt: Et sublimt lydspor.
EkstramaterialeEkstramaterialet består udelukkende af filmens trailer og en liste over de film, instruktøren og de medvirkendes har arbejdet på.

For en gangs skyld lever en asiatisk gyser op til al den positive omtale. Den koreanske “A Tale of Two Sisters” er simpelthen en af de mest uhyggelige film, der nogensinde er lavet. Men filmen fungerer både som gyser og et intimt familiedrama, der tegner et unikt billede af en familie i opløsning. Skuespillerne gør det i øvrigt fremragende, og filmens æstetik er overvældende. Transferet er ikke just blændende, men lydsporet er fremagende. På trods af manglen på ekstramateriale er udgivelsen anbefalet.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

To søstre vender efter et ophold på et sindssygehospital hjem til deres far og hans nye hustru. Det burde være en lykkelig genforening, men der er noget, som ikke stemmer – snart begynder der at ske uforklarlige ting i det klaustrofobiske hus. Men har det noget med den hemmelighedsfulde stedmor at gøre, eller er det kun en psykisk syg piges hallucinationer? Eller er det overnaturlige kræfter i det skjulte – noget ondskabsfuldt, der truer familien og bliver stærkere og stærkere for hver grufuld nat?