Nicolai H
Det er langt fra alle film Disney har smidt i biografen der har været hits – faktisk havde 2010 hele fire fejlskud alene.
Disney mangler ikke ligefrem værdifulde navne at skrive på plakaterne i dag.
Pixar kom under Disney-paraplyen i 2006, Marvel fulgte i 2009, og købet af Lucasfilm i 2012 gav selskabet adgang til Star Wars og Indiana Jones. Siden fulgte også 21st Century Fox.
Resultatet er et katalog af franchises, som har været med til at sende mere end 30 Disney-film over en milliard dollar i globale billetindtægter.
Situationen så noget anderledes ud i 2010.
Disney brugte det år enorme summer på fire live-action-film, der på papiret havde potentiale til at blive enten nye franchises eller store publikumsmagneter. Tilsammen kostede de omkring 750 millioner dollar alene i oplyste produktionsbudgetter.
Ingen af dem kunne dog kombinere kritikersucces med den slags økonomiske resultat, Disney havde håbet på. Tre endte med blandede eller decideret dårlige anmeldelser, mens flere fik svært ved at retfærdiggøre deres enorme prisskilte.
Ironisk nok var årets største økonomiske succes samtidig blandt de dårligst anmeldte.
Alice tjente milliarden – men kritikerne blev ikke fortryllet
Tim Burton lignede umiddelbart et temmelig oplagt valg til Alice in Wonderland.
Johnny Depp spillede Den Gale Hattemager, Mia Wasikowska havde titelrollen, mens Helena Bonham Carter og Anne Hathaway tog sig af henholdsvis Den Røde og Den Hvide Dronning.
Publikum købte billetten.
Filmen kostede omkring 200 millioner dollar og endte med svimlende 1,025 milliarder dollar på verdensplan. Alene i USA og Canada kom 334 millioner dollar i kassen.
Økonomisk var der derfor intet flop over Burtons eventyr.
Anmelderne var langt mindre begejstrede. Rotten Tomatoes står i dag på 51 procent positive anmeldelser, hvor den kritiske konsensus især fremhæver det imponerende visuelle arbejde, men mener, at noget af hjertet fra Lewis Carrolls fortælling gik tabt undervejs.
Disney fik altså sin milliardforretning. Kritikerfavoritten fulgte bare ikke med.
Prince of Persia skulle være den næste store eventyrfranchise
Jerry Bruckheimer havde allerede hjulpet Disney med at gøre Pirates of the Caribbean til en gigantisk forretning. Prince of Persia: The Sands of Time lignede et forsøg på at finde endnu en eventyrserie med samme potentiale.
Jake Gyllenhaal fik rollen som prins Dastan, Gemma Arterton spillede prinsesse Tamina, og spilseriens tidsmanipulerende dolk leverede den centrale gimmick.
Regningen var enorm.
Box Office Mojo angiver produktionsbudgettet til 200 millioner dollar. Filmen indtjente 336 millioner på verdensplan, men kun omkring 91 millioner kom fra USA og Canada.
336 millioner lyder umiddelbart glimrende, men biografomsætning går ikke ubeskåret tilbage til studiet, mens markedsføring og distribution kommer oveni produktionsbudgettet. Resultatet var ikke stærkt nok til at skabe den nye storfranchise, som projektet havde potentiale til at blive.
Kritikerne gav heller ikke Disney meget hjælp. Kun 37 procent af anmeldelserne registreret hos Rotten Tomatoes er positive.
Planerne om en større filmserie forsvandt efterfølgende.
Nicolas Cage kunne heller ikke trylle et hit frem
Sommeren bød på endnu et forsøg på at starte noget stort.
The Sorcerer’s Apprentice tog titlen og grundidéen fra det berømte segment i Disneys Fantasia, men byggede en moderne fantasyfilm omkring Nicolas Cage som troldmanden Balthazar Blake og Jay Baruchel som hans noget modvillige lærling.
Jerry Bruckheimer producerede også her, mens National Treasure-instruktør Jon Turteltaub stod bag kameraet.
Disney havde med andre ord samlet folk, som allerede vidste, hvordan et stort familieeventyr skulle skrues sammen.
Magien udeblev ved billetlugerne.
Filmen kostede omkring 150 millioner dollar og tjente blot 215 millioner globalt. Hjemme i Nordamerika stoppede den ved 63 millioner dollar efter en åbningsweekend på kun 17,6 millioner.
Anmelderne var heller ikke fortryllede. Rotten Tomatoes registrerer 40 procent positive anmeldelser.
Muligheden for endnu en stor Disney-franchise forsvandt dermed næsten lige så hurtigt, som Nicolas Cage kunne kaste en CGI-besværgelse.
Tron fik masser af neon, men ingen sikker blockbuster
December gav Disney årets sidste store satsning.
Hele 28 år efter Tron kom Tron: Legacy, hvor Joseph Kosinski debuterede som spillefilmsinstruktør. Jeff Bridges vendte tilbage som Kevin Flynn, mens Garrett Hedlund og Olivia Wilde stod blandt de nye hovednavne.
Visuelt var ambitionerne svære at overse. Daft Punk leverede soundtracket, The Grid fik en kostbar digital overhaling, og Disney satsede stort på 3D og IMAX.
Prisen fulgte med.
Kilder placerer produktionsbudgettet mellem cirka 170 og 200 millioner dollar. Globalt nåede filmen omkring 400 millioner dollar, hvoraf 172 millioner kom fra det amerikanske marked.
Katastrofe er derfor for stærkt et ord. Blockbuster i den størrelsesorden, som kunne gøre Tron til Disneys næste sikre guldkalv, var den heller ikke.
Rotten Tomatoes landede igen på de efterhånden næsten komisk velkendte 51 procent. Kritikerne roste generelt filmens visuelle univers, mens historie og figurer fik en mere lunken modtagelse.
2010 står derfor som et fascinerende mellemkapitel i Disneys moderne historie.
Året var dog langt fra katastrofalt for Disney som helhed. Toy Story 3 rundede selv en milliard dollar globalt og modtog sågar en “Bedste Film” Oscar-nominering, mens Tangled også blev en betydelig succes.
Problemet lå snarere i den anden ende af maskinrummet: Disney brugte 2010 på at lede efter flere store live-action-franchises, og fire af årets dyreste bud fandt hver især en måde at komme hjem med ridser i lakken.
Få år senere behøvede selskabet ikke lede helt så desperat længere. Marvel var allerede købt, og Lucasfilm – med Star Wars og Indiana Jones i bagagen – stod som næste gigantiske tilføjelse til samlingen.
