Nicolai H
Selvom den ikke gik anmeldernes næser forbi, så blev den vidunderlige animationsfilm fuldstændig forbigået af seerne
Animationsverdenen holder ofte vejret, når folkene bag Studio Ponoc rører på sig.
Som de spirituelle arvinger til Studio Ghibli er forventningerne altid tårnhøje, og da de i 2024 sendte Den Imaginære (med den engelske titel The Imaginary) ud på Netflix til hele verden, lignede det ved første øjekast en nyklassiker.
Filmen landede med et visuelt brag og blev båret frem af kritikernes kærlighed, men her to år efter den globale lancering på Netflix, er det som om, fortællingen er fordampet fra den kollektive hukommelse.
Det er et mærkeligt paradoks for en film, der netop handler om frygten for at blive glemt.
En rejse ind i barnets vildeste fantasi
Historien tager sit udgangspunkt i venskabet mellem pigen Amanda og hendes fantasiven, Rudger. Rudger er ikke bare en usynlig følgesvend; han er skabt af Amandas dybeste fantasi og eksisterer kun, så længe hun tror på ham.
Problemerne starter for alvor, da de to bliver skilt ad, og Rudger pludselig står alene i en verden, hvor fantasivæsner risikerer at forsvinde ud i intetheden, hvis de ikke har et barn til at holde fast i dem.
Han ender i en hemmelig by for glemte fantasivenner, mens en dyster og ret uhyggelig skurk ved navn Mr. Bunting jagter ham for at fortære hans magiske essens.
Men hvor vi almene mennesker ser fantasi som en uendelig sandkasse af kreativitet, bliver den pludselig til en arbejdsplads for fantasivennerne, hvor der skal skemalægges, regler skal følges, og deadlines skal overholdes.
Fortællingen er faktisk ikke grebet ud af den blå luft, men er baseret på den populære børnebog af samme navn, skrevet af britiske A.F. Harrold.
Filmen formår at løfte bogens univers med en animationsstil, der er så detaljeret og smuk, at man indimellem glemmer at trække vejret.
Anmelderne faldt på stribe
Da lyset blev tændt i biografmørket (og hjemme i stuerne), var dommen fra de professionelle seere nærmest enstemmig: Det her var animation i verdensklasse.
Kritikerne over hele verden roste filmen for dens tekniske overskud og evnen til at blande det sukkersøde med det decideret uhyggelige. Det hårde arbejde fra Studio Ponoc blev belønnet med hele 91% på Rotten Tomatoes af anmeldere, med lidt mindre jubel fra seere, der samlet har givet den 79%.
Instruktør Yoshiyuki Momose, der har en fortid som nøgleanimator på Ghibli-klassikere som Chihiro og heksene, fik stor ros for at skabe et univers, der føltes både friskt og nostalgisk på samme tid. Mange udråbte den til at være den bedste film fra Studio Ponoc til dato, og det så længe ud til, at Rudger og Amanda skulle indtage deres plads ved siden af de helt store ikoner.
Stilheden efter stormen
Trods de flotte ord og den massive opbakning fra anmelderne, er der i dag mærkværdigt stille omkring Den Imaginære.
Hvor film som Min nabo Totoro eller Chihiro og heksene bliver ved med at leve i popkulturen årti efter årti, er Rudger nærmest blevet til en af de glemte fantasivæsner, filmen portrætterer.
Stort set ingen snakker om den i dag, og den har ikke formået at skabe den samme varige hype, som man ellers ser hos film af den kaliber. Måske forsvandt den lidt i mængden af indhold på streamingtjenesterne, eller også var den bare for svær at kategorisere i en tid, hvor alt skal have en efterfølger eller et univers tilknyttet.
Det er en skam, for filmen har alt det, man leder efter i et godt eventyr. Den minder os om, at fantasien er det vigtigste, vi har – også selvom vi indimellem har det med at glemme de ting, der betyder mest.
Den Imaginære kan stadig ses på Netflix i dag. Du kan se traileren her:
Klik for at vise eksternt indhold fra youtube,
- Du kan altid aktivere og deaktivere tredjepartsindhold.
