Nicolai H
Først i 1993 kunne det britiske publikum se, hvad al snakken drejede sig om.
Italienske filmproducenter havde i 1960’erne en fabelagtig evne til at stjæle de bedste ideer fra udlandet og skrue op for blodtørsten.
Instruktører fra Rom kiggede nøje mod øst for at finde inspiration til nye actionbrag. Japanske samuraidramaer blev forvandlet til støvede westerns med tavse helte og eksplosive skyderier. Bølgen skabte nogle af filmhistoriens mest ikoniske klassikere, men udløste i samme omgang rasende søgsmål og historiske forbud fra chokerede censorer.
Samuraier i støvet og den nådesløse genbrugsmaskine
Akira Kurosawa lagde hurtigt sag an mod Sergio Leone, da A Fistful of Dollars ramte lærredet i 1964.
Instruktøren bag Yojimbo fra 1961 kunne let se, at den italienske western var et direkte remake uden kreditering til hverken ham selv eller studiet Toho. Kurosawa vandt sagen i retten, men det stoppede på ingen måde genbrugsfesten i Rom.
Sergio Corbucci sendte i 1966 Franco Nero på banen i cult-braget Django, som både huggede fra Yojimbo og snuppede de bedste elementer fra Leones succes.
Handlingens grundstruktur genbrugte to rivaliserende bander i en hærget grænseby, men Corbucci skruede dramatisk op for volden. Hovedpersonen redder den tidligere sexarbejder María, spillet af Loredana Nusciak, og mejer stribevis af gangstere ned med et maskingevær, får sine hænder knust i hævn og tvinger en modstander til at spise sit eget afskårne øre under pistoltvang.
Succesen skabte et væld af uofficielle efterfølgere som Django Kill… If You Live, Shoot! og One Damned Day at Dawn… Django Meets Sartana!, mens kun Django Strikes Again fra 1987 havde Franco Nero med igen. Quentin Tarantino hentede senere både titel og et hav af detaljer til sin Django Unchained fra 2012.
Britiske censorer kastede op af skræk
Britiske filmcensorer hos British Board of Film Classification var så chokerede i 1967, at de nedlagde et totalt forbud mod filmen.
John Trevelyan fra det britiske censurnævn mente slet ikke, at værket kunne klippes ned til en X-mærkning, da filmen indeholdt “overdreven og kvalmende vold.”
Distributører prøvede forgæves at få filmen godkendt i både 1972 og 1974. Nævnet afviste enhver godkendelse med den begrundelse, at værket “elskede at svælge i vold”, og at denne brutalitet var filmens “eneste raison d’etre.”
Briterne måtte væbne sig med tålmodighed i årtier og støtte sig til ulovlige piratkopier. VHS-bølgen og et ændret alderssystem gjorde endelig op med forbuddet, hvormed filmen modtog en 18-mærkning til hjemmevideo i 1993.
