Howdy-do fellow kids

Det er heldigvis allerede tre år siden, Miley Cyrus lavede “LOL”, men ungdommelige forkortelser for alle slags mærkelige begreber kan stadig være omdrejningspunktet for en film. Det giver en snert af afsløring, teenagernes subtile koder og umulige omgangstone blæst op og afmystificeret på én gang. “The DUFF” er ikke så revolutionerende, som den gerne vil lege, men solidt håndværk gør skuffelsen til at bære. Med mindre man tror, at Homers yndlingsøl har fået sin egen film.

Med en helt rutinepræget voice-over (heltinden er den skarpeste skriver på skolebladet og skal lave endnu en genial artikel om det) skitserer Bianca hierarkiet på en HELT almindelig amerikansk high-school. Altså en fantasi, der måske henter lidt i virkeligheden, men ellers skruer på alle overdrevsknapperne i de faste klichéer. De populære elever behandles som rockstjerner og kan kun gå ned af gangen i slow-motion. De lidt sære unger er indlægningsmodne. Dem midt i mellem, fuldstændigt usynlige.

Det er Biancas postulat, at alt er vendt på hovedet i disse tider, at sportsidioterne spiller computer og nørderne ejer verden. “The DUFF” følger det bare ikke til dørs. For selv om Bianca prøver at bryde ud af rollen som ‘Designated Ugly Fat Friend’ til superstudinerne Jess og Casey, er hendes rejse set så mange gange før. Det handler stadig om endelig at føle sig veltilpas i en kjole, om endelig at få talt med ham den søde. Er man ikke pæn, er man i det mindste unikt klog/sjov/musikalsk – og ok så lidt pæn alligevel, når bare tøjet er personligt og makeuppen lagt af et filmhold.

Skræller man forestillingen om en skarp ny vinkel væk, står man dog tilbage med en sjov komedie. Mae Whitman er med i hver eneste scene, og det er klogt, for selv når hun rammer skævt, er hun charmerende. “The DUFF” leger ikke virkelighed og skal som sådan ikke overbevise nogen. Det er en overdrevet fantasi om, hvordan det føles at være 15 og så hyper, at man drikker Red Bull for at komme lidt ned på jorden. Så glemmer vi bare, at alle medvirkende tydeligvis er alt for meget inde i tyverne til at nærme sig en gymnasiefest uden at få forældregruppen på nakken.

Whitman og hunken Robbie Amell, der indvier hende (og os) i DUFF’ens hemmelige verden, har en ret god kemi og den uundgåelige, skemalagte tiltrækning (14:30, efter fysiktimen) er rørende. Allison Janney pisser lidt på sig selv som en karrierekvinde med overfladiske skilsmisseråd, og Ken Jeong kører sit sædvanlige show af som redaktør af skolebladet. Det er et godt show, og Janney må altid gerne være min reservemor.