En svensk surrealist sad på en…

Roy Andersson kommer aldrig til at vinde mange priser for fotografering og klip. Én stillestående indstilling pr. scene er dagens kost hos den filmnærige svensker, der nu er klar med sin kun femte film siden debuten tilbage i 1970. Fornemmelse for scenografi og iscenesættelse derimod, det kan han som få. Ja, faktisk som ingen anden. Med 37 sirligt opstillede tableauer afslutter den morbide humorist nu sin levende-trilogi ”om det at være menneske,” som introteksten sarkastisk driller.

Stilen fortsættes fra forløberne, “Sange fra anden sal” og “Du levende”, hvor pessimistiske, aldrende og opgivende eksemplarer af menneskeracen snor sig ind og ud af de mange sorthumoristiske enkeltscener uden et forenende plot eller mål. De ligner walking dead med deres grimme, lighvide ansigter. Det begynder med møder med døden. Rummet mødes med Anderssons karakteristiske 45 graders vinkel. I baggrunden er konen i småborgerlejlighedens køkken, manden er ved at åbne rødvinen i forgrundens stue, rummet, hvor der er dækket op til to med servietter og fint bestik. De skal rigtigt hygge. Men så dør han af sine proptrækkende anstrengelser. Svært at grine. Svært at lade være. Videre til næste tableau.

Her er vi på en færgerestaurant, der er iscenesat i halvtreds nuancer af grå. Inden vi kommer ind i scenen, har en mand bestilt en rejemad og en stor fadøl. Nu ligger han død på gulvet. Men det største problem for servitricen er, hvem der nu skal overtage rejer og øl. Man kan jo ikke tage penge for det samme to gange. Her er ingen sentimentalitet, kun bittersøde humorbid. Det kan virke løsrevet, men der er en rød tråd. Af en slags. For færgekaptajnen optræder i et senere tableaukapitel, hvor han agerer vikar i en frisørsalon. Han måtte stoppe som kaptajn på grund af søsyge. Her er næste klippekunde en sammenbidt spøg og skæmt-sælger, der igen optræder i et andet tableau. Sådan væves de løsrevne øjebliksscener ind og ud af hinanden.

Der, hvor Roy Andersson er bedst, er, når han går full surrealisme. Når det bliver så ‘konstigt’, som svenskerne siger, at en titel som “En due sad på en gren og funderede over tilværelsen” bare virker helt rigtig. Som i “Sange fra anden sal” hvor kirken og politikerne ofrer ungdommen ved at smide dem ud fra en klippesats. Den galskab matches her med besøg fra Karl d. 12., der var svensk konge i 1700-tallet. Han er på vej i krig imod russerne, men hos Roy Andersson er det ingen hindring for, at han inden da kan besøge en nutidsbodega. Til hest! Det er så sort, at jeg begyndte i det stille at fundere over tilværelsen.

Den surrealistiske tradition på film er beskeden og næsten uddød. Som de fleste af Anderssons karakterer. De ville føle sig bedre hjemme i en film af Luis Buñuel og Salvador Dali, der for længe, længe siden lavede film, hvor myrer kom ud af hænderne på folk. Hos Andersson må de nøjes med at forsøge at indkræve pengene for deres salg af vampyrgebis med ekstra lange tænder, hvilket er lettere sagt end gjort, skulle de to spøg og skæmt-sælgere hilse at sige.