Luskede lommetyve og bedrageriske bondefangere

“Focus” gør ikke særligt meget nyt. Til gengæld har den en god forståelse for sin genre og bruger sine virkemidler effektivt og velovervejet. Vi har at gøre med en subgenre af heist-filmen, hvor det er bondefangere og tricktyve, der er hovedpersonerne. Det utrolige er, at det lykkes at få os til at fatte sympati for de i grunden usympatiske hovedpersoner, der ofte har almindelige mennesker som deres mål i stedet for de rige og magtfulde.

Til at udføre den tryllekunst er der næsten altid en karismatisk, charmerende og inderst inde psykologisk ødelagt hovedrolle. Her er det Will Smith, der giver den som den berygtede grifter med øgenavnet Mellow. Han kan stjæle dit ur, din tegnebog og din telefon i løbet af et par sekunder, mens han flasher dig et smil og så forsvinder. Og han forsvinder altid. Mellow er ikke en mand, der lader sig binde af nogen eller noget. Ingen får lov til at komme for tæt på. Men så er der bare lige hende der den unge, uerfarne lommetyv, Jess, som prøver at stjæle fra ham, og som han selvfølgelig indvilliger i at træne og som vist nok kommer lidt for tæt på lidt for hurtigt. Som nævnt er det ikke en film, der gør revolutionerende ting med plottet.

Will Smith er i hovedrollen til gengæld behageligt afdæmpet til en afveksling. Han passer til sit øgenavn. Han har tidligere snuset til genren i “En ukendt ven” fra 1993, der desværre stadig er hans bedste film. Man kan håbe, at han efter sine seneste flops prøver at gå nye veje. Hans naturlige charme tjener ham i hvert fald godt i rollen, og publikum bliver lige så nemt forført af ham som Jess. Der er god kemi mellem hende og Smith, men det kommer primært til udtryk i scenerne, hvor de to skændes eller driller hinanden, hvilket “Focus” uforståeligt vælger at være meget nøjsom med. Flere af de scener kunne have gjort forholdet mellem dem meget mere dynamisk.

“Focus” foregår i et sikkert og højspændt tempo, hvilket gør det endnu mere synd, når kærlighedsscenerne til tider bliver lidt langtrukne og sentimentale. Specielt scenerne fra gaden, hvor hold af lommetyve behændigt snører stakkels, uvidende turister er virkelig fedt klippet og afviklet. Fotograden har effektivt fanget flowet; fra lokkeduen, der distraherer målet, til lommetyven, der snupper tegnebogen op af baglommen til ‘postkassen’, som opsamler alle tyvekosterne til udsigtsmanden, der fra en balkon holder øje med det hele. Man sidder tilbage med en blanding af respekt for håndværket og frygt for at bevæge sig rundt i byen bagefter.

I sidste del af introduceres en plan om at franarre en stenrig argentinsk Formel 1-sponsor sine penge. Det kan være, jeg har set alt for mange af denne slags film, men jeg havde de centrale plottwists regnet ud et par minutter inde i den del af historien. Man skal ikke forvente sig voldsomt originale tanker, men det er veludført og genrebevidst. Det, der fungerer, er, at den på ingen måde benægter eller bortforklarer, at dens personer er mere eller mindre psykologisk belastede og moralsk forhærdede forbrydere. Vi forskånes heldigvis for en sidste øjebliks omvendelse. De er, som de er.