Run All Night

InstruktionJaume Collet-Serra

MedvirkendeLiam Neeson, Ed Harris, Joel Kinnaman, Common, Vincent D'Onofrio

Længde114 min

GenreAction, Drama, Krimi

IMDbVis på IMDb

I biografen16/04/2015

Anmeldelse

Run All Night

3 6
Old Boys Die Hard

Det lader til, at Liam Neeson har forelsket sig i rollen som aldrende actionman. I “Run All Night” griber “Taken”-stjernen igen til gevær for at beskytte sit afkom imod en farlig gangstertype. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til at dele røvspark ud i en middelmådig actionfilm. I hvert fald ikke, hvis man kan følge øretæverne op med lidt irsk accent og et par bedrøvede hundeøjne.

Neeson spiller Jimmy ‘The Gravedigger’ Conlon. Ligesom Bryan Mills fra “Taken” er Jimmy en mand med ’a very particular set of skills'. Han kan blandt andet stjæle en bil ved hjælp af et snørebånd (ja, et fucking snørebånd!), så selv MacGyver ville være imponeret. Det har jeg sgu ikke set før. De fleste af hans evner er dog af den mere velkendte og dødbringende slags. Han har nemlig en fortid som lejemorder for sin bedste ven, mafiabossen Shaun Maguire, spillet med vanlig skræmmende kølighed af Ed Harris. Takket være en række uheldige tilfælde ender Jimmy i en situation, hvor han bliver nødt til at skyde sin gamle kammerats søn for at redde sin egen. Det bliver startskuddet til en vild nats far-og-søn-flugt igennem New Yorks glimtende nattelandskab. Samtidig giver det Jimmy chancen for at sone nogen af de synder, der plager ham.

“Run All Night” lever mest af alt på sin hektiske energi. Der er slagsmål, biljagter og skudvekslinger ad libitum. Det tætteste, den kommer på en original idé, er en række sekvenser, hvor billedet fryser, og kameraret spøgelsesagtigt bevæger sig tættere på handlingen. Flot, men ligegyldig lir. Det er også skuffende, at New York aldrig bliver mere end en flashy kulisse. Blank og skinnende i mørket, men fuldstændig sjælløs. Sjældent har Det Store Æble virket mere stemningsforladt.

Instruktør Jaume Collet-Serra har haft den fine ambition at fortælle en historie med en masse komplekse personlige forhold og give actionbraget en dybde til at forstærke dets buldren. Der er mafiabossen og sønnen, der kommer galt af sted, da han forsøger at imponere farmand. Der er det gamle venskab mellem Jimmy og mafiabossen. Og selvfølgelig det svære forhold mellem Jimmy og hans søn, der ikke vil kendes ved sin kriminelle far. Plus det løse. Meget for meget.

Her mister den hektiske fortælling pusten. Det bliver overlæsset, og vi når aldrig rigtig tæt på nogen af konflikterne. Selv om der er linet alle disse personlige konflikter op på kryds og tværs, bliver plottet skubbet det sidste stykke over målstregen af en karakter, der pludselig dukker op ud af ingenting. Lejemorderen Andrew, spillet af rapperen Common. Han minder mere om en superboss, der skal besejres, som i slutningen af et gammelt Nintendospil, end om et rigtigt menneske. Det er mærkeligt, at det skal ende sådan, når Collet-Serra tydeligvis har gjort sig store anstrengelser for at give mange af de andre slagsmål en personlig klangbund hos karaktererne.

Jeg kan egentlig gode lide Liam Neeson som actionman. Når han iklæder sig sine bedrøvede ansigtstræk og taler med sin tunge irske accent, har han mere pondus og alvor end de mere hårdtpumpede gutter i branchen. Men ikke engang med verdens sejeste snørebåndstrick på repertoiret kan Neeson løfte “Run All Night” ud af middelmådigheden.

Trailer

Kort om filmen

Brooklyn-gangsteren og lejemorderen Jimmy Conlon (Liam Neeson), tidligere kendt som “The Gravedigger” har set bedre tider. Hans bedste ven gennem mange år er mafiabossen Shawn Maguire (Ed Harris). Jimmy, nu 55 år, hjemsøges af sin fortid – såvel som af en stædig politidetektiv, der i 30 år altid har været et skridt efter Jimmy. På det seneste finder Jimmy sin eneste trøst i bunden af et whiskeyglas,
Men da Jimmys søn, Mike (Joel Kinnaman), bliver et offer må Jimmy tage et valg. Mafiafamilien, som han dengang valgte eller hans rigtige familie, som han forlod for længe siden. Den eneste måde, Jimmy måske kan gøre op med fortidens fejltagelser, er ved at holde sin søn væk fra samme skæbne, som Jimmy selv ved han kommer til at stå ansigt til ansigt med – nemlig den gale ende af pistolen. Nu har Jimmy kun én nat til at finde ud af, hvor hans loyalitet ligger, og om han endelig kan råde bod på fortiden.