Ny benzin på et bål på en atombombe

Der var engang, hvor Luc Besson var et frisk fransk pust i filmverdenen. En visuel begavelse, der proppede sine film med gudeskønne billeder af lige så gudeskønne og dobbelt så dødsensfarlige kvinder. Men den hyperproduktive producent har efterhånden udliciteret sit navn til så mange tvivlsomme projekter, at det ikke længere signalerer gallisk actionfinesse. Snarere overdrevet peugeot-postyr. Hvorfor det ikke er en entydigt dårlig ting for “The Transporter Refueled” vender vi tilbage til.

I hænderne på Besson bliver Godards mantra om, at en pistol og en pige er de eneste rekvisitter, en film behøver, skruet op til 11. Pigen er stadig sensuel og fatal, men der er fem af hende, og pistolen er blevet til 100 uzier affyret balancerende på sidespejlet af en brændende Renault Clio. “Transporter”-seriens Frank Martin er derfor langt fra udløbsdato, driftsikker som han er, når far skal finde på nye, sindssyge stunts.

Jason Statham er skiftet ud med Ed Skrein. Væk er også de simple, men tossede præmisser om at køre fra A til B med en eller anden sur passager. Motorvejsentusiaster og langturschauffører kan stadig kigge med, men de skal først tage afkørslen om en bande lesbiske prostituerede i de mest klodsede dialogscener længe set. At kalde Camille Delamarre for en stor personinstruktør ville nok være at stramme den, men han arbejder også med et persongalleri, som Besson ikke har udviklet meget på siden “Nikita”. Eller “Léon”. Eller “Taxi”.

Frank Martin er lige så strømlinet som sine elskede Audier og lige så overfladisk unik som Grey Goose-vodka. Ed Skrein har uendeligt lidt tid til at forsøge på figurtegning midt i al den skamløse product placement. De smukke kvinder kan ikke spille skuespil, om de så blev betalt i bunker af schweizerfranc eller kokain, eller hvad det lyssky Centraleuropa ellers ligger og roder med. Men alle holder tungen lige i munden og affyrer oneliner efter oneliner, der ikke er sjove, men efterlader dig måbende af vantro grin. Og pludselig er der gået halvanden time.

Der klovnes afsted i nødsporet, men “TheTransporter Refueled” er så overbevist om sin egen fortræffelighed, at jeg følger lamslået med. Det er hele er så dumt. Men også ret sødt. Det er sødt at se supersoldat Martin med far køre rundt i Monaco og hygge sig med rødvin, indtil senior bliver kidnappet. Det er sødt det der med, at actionscenerne minder om James Bond, da han var allermest Roger Moore-fjollet. Det er sødt, at plottet tror, at det tvister helt vildt og også lige får trafficking-problematik med i den lave fart. Jeg smiler stadig.