Ustandselig underholdning

Et af Alfred Hitchcocks mange mundheld lyder: ”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen.” Det er et citat, jeg ofte gentager, for den afdøde legende har fuldstændig ret. Hvor god havde “Die Hard” mon været uden Hans Gruber? Eller hvad med “Ondskabens øjne” uden Hannibal? Og var det tilfældigt, at “Jedi-ridderen vender tilbage” ikke kunne matche “Imperiet slår igen”, eller havde det noget at gøre med, at Darth Vader var blevet mere blødsøden? Ud fra Hitchcocks ræsonnement burde “Unstoppable” i alt fald være en frygtelig film, for her er skurken et løbsk lokomotiv og helt ærligt… hvor spændende kan en film være, når heltenes modstander er en kæmpe klump metal uden hjerte, hjerne eller talløse pragtfulde punchlines i ærmet?

”Ulideligt spændende!” lyder det uventede svar. Offentlig transport har faktisk ikke været så spændende på film siden “Speed”, og ligesom Jan de Bonts klassiske actionbrag om bussen med bomben kommer “Unstoppable” lynhurtigt op i gear, og den fumler næsten aldrig med koblingen. Ja, filmens titel er meget rammende. Det skal naturligvis ikke afsløres her, om det lykkes at få det løsslupne tog tvunget af sporet, men det behøver ikke være nogen hemmelighed, at “Unstoppable” bliver ved med at køre på skinner.

Som sagt spilder “Unstoppable” ikke meget tid på at komme i gang, og vi er ikke engang ti minutter inde i filmen, før vi allerede har fået etableret, at den unge togfører Will har problemer med ægteskabet, at hans aldrende mentor, Frank, har et anstrengt forhold til sine døtre, og at d’herrer har et anspændt forhold til hinanden, og, nå ja, et tog læsset med giftige kemikalier er på kollisionskurs med en amerikansk metropol, og Will og Frank er de eneste, som kan stoppe det.

Tony Scott er simpelthen en ekspert i sparsommelighed. Han kan formidle et hav af følelser eller essensen af et livslangt venskab via bare en håndfuld ord og klip, og han kan på få minutter få os til at falde pladask for sine karakterer – noget som Michael Bay ikke engang kan præstere med de 150 minutter, han normalt får af filmselskaberne. Scott er også heldig at have skuespillere som Denzel Washington og Chris Pine i hovedrollerne, som er så allerhelvedes charmerende (især i fællesskab), at man tiljubler dem fra start til slut. Washington er samtidig en af de få skuespillere, som kan formidle en hel livshistorie med et enkelt blik. Vi behøver ikke en lang svada om hans døde hustru eller svindende appetit på livet. Washingtons øjne fortæller os alt, vi behøver at vide.

Med sine blot 99 minutter er “Unstoppable” et perleeksempel på, hvordan man skruer en actionfilm sammen, som er blottet for fedt, men alligevel mætter. Her er ingen overflødige handlingsforløb, unødvendige sidekicks eller uønsket pruttehumor – kun karismatiske karakterer og sindsoprivende spændingsmomenter, som sammen slår gnister og får filmen til at bevare sit momentum. Det endelige klimaks savner desværre pondus, men når man når dertil, er man bare taknemmelig for at kunne få vejret igen.

Computereffekter er en sjældenhed – i stedet benytter filmholdet ægte jernbanetog og garvede stuntmænd, og det gør kun filmen endnu mere medrivende, men filmens Oscar-nominerede lydfolk fortjener de største klapsalver. Ved at blande toglyde med intimiderende løvebrøl forvandler lyddesignerne toget til en selvstændig, skræmmende karakter, som føles levende. Hvis bare DSB’s evigt forsinkede skinnebusser havde lige så meget fart over feltet… Tony Scotts CV har aldrig glitret lige så meget som storebror Ridleys, men i “Unstoppable” skinner det igennem, at lillebroderen er den af de glorværdige Scott-brødre, som er bedst til at producere rendyrket underholdning. Hold godt fast.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Nogle vil måske mene, at diskens transfer er lidt grumset og snavset, men sådan så “Unstoppable” også ud i biografen, og filmens upolerede look er et af dens klare styrker – det gør kun filmen mere troværdig. Hverken edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer, og transferet har en attraktiv, celluloidagtig tekstur, som aldrig ødelægges af digital støjreduktion. Scott har altid været glad for grønne og blå nuancer, og de generelt kølige farver gengives fornemt, og hudfarverne er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige. Kontrasten er solid som cement, billedet er knivskarpt, og detaljerigdommen er enorm – alle svedperlerne på personernes paniske ansigter fremstår tydelige.

Audio

Det kommer ikke som den store overraskelse – eftersom der er tale om et hæsblæsende actionbrag af Tony Scott – at diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er ekstremt aggressivt. “Unstoppable” byder på nogle af de bedste panoreringer, jeg mindes at have hørt. Når toget kører forbi kameraet, føles det, som om hjemmebiografen har forvandlet sig til hovedbanegården. Subwooferen bliver gang på gang sat på en alvorlig mandomsprøve, men de høje toner kommer også klokkeklart igennem. Replikkernes rumklang er indimellem en kende spinkel, men det er altså virkelig sjældent. Musikken folder sig godt ud i samtlige kanaler, og støj forekommer aldrig. Lydsporets få minusser ændrer ikke på, at dette er et af årets hidtil bedste lydspor.

Ekstramateriale

Tony Scott har indtalt et lidt tørt, men informativt kommentarspor til filmen. Derudover er her omtrent 69 minutters dokumentarer, hvori skuespillerne og filmmagerne diskuterer filmens tilblivelse. De medvirkende bruger en hel del tid på at klappe hinanden på ryggen, men de bruger heldigvis endnu mere tid på spændende anekdoter. Filmens trailer er her også. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen samt en digital kopi. Jeg kunne i øvrigt ikke få adgang til det ekstramateriale, som disken linker til på nettet – ifølge menuen må man ikke se det, når man er bosat i Danmark. Mærkværdigt.

Tog på afveje

På det store biograflærred er det tit de mest enkle ideer, der fungerer bedst, og “Unstoppable” har et så enkelt koncept bag sig, at man næsten tror, det er løgn.

Hele filmens handling roterer om et løbsk tog, der uden passagerer og lastet med eksplosive kemikalier er på vej direkte med fuld fart mod den uundgåelige katastrofe. En menneskelig fejl – eller mere specifikt i dette tilfælde en komisk tyk klodrian – er årsag til, at toget kommer af sted uden togfører, og nu drøner det af sted og truer alt, hvad der kommer i nærheden. Eller for at bruge formuleringen fra filmen: Det er et højeksplosivt mange tons tungt missil direkte på vej ind i et beboeligt område.

Situationen er kaotisk. En anspændt togleder, spillet af Rosario Dawson, forsøger på at få toget afsporet, men højere kræfter i firmaet ønsker ikke at ofre deres dyre materiel, og den ledelsesmæssige handlingslammelse gør den foreliggende katastrofe meget aktuel. Med på skinnerne i en anden vogn er imidlertid også to togarbejdere i skikkelse af Denzel Washington og Chris Pine, og det bliver hurtigt deres opgave at standse det løbske tog. Der er kort sagt lagt brænde i ilden til et vaskeægte blue collar-helteepos, hvor de to lavt rangerende folk heroisk må rette op på den brøler, som filmens inkompetente talende jakkesæt ikke kan magte.

Derved er der lagt op til en række af de klassiske klicheer, som vi efterhånden kan til hudløshed, men alligevel er filmen fyldt til bristepunktet med drama og adrenalinsus, mens den knaldrøde kolos drøner gennem landskabet og vor helte febrilsk kæmper for at standse det. Filmen er instrueret af Tony Scott, som sidst stod bag remaket “Kapring af Metro 1 2 3”, og som åbenbart må synes ret godt om at lege med toge. Scott er måske ikke just den mest subtile instruktør, men han er uden tvivl den rette mand til en film som denne. Han har tidligere vist sin begejstring for de larmende fly i “Top Gun” og har her bragt den videre til de olieindsmurte maskiner. Der er noget rent og effektivt over at have en skurk i form af et vildfarent tog. Helvedesmaskinen er hverken ondsindet eller til at forhandle med. Den kværner blot ned ad skinnerne ganske indifferent over for ens anstrengelser og bønner.

At filme et tog, der kører i den samme retning i halvanden time, kunne hurtigt blive en noget dræbende oplevelse, men Scott formår at skabe dynamik i billedsiden og holder næsten konstant kameraet i bevægelse, hvilket giver tilskueren en fornemmelse af selv at være i fart. Ligesom en film som “Speed” er vi konstant fokuseret på opgaven foran os uden nogen svinkeærinder, og filmen fremstår derfor som en tætskåret plotdrevet genrefilm, der kender sine begrænsninger og ikke forsøger at bide over mere, end den kan gabe. Samtidig er det en lettelse at se en så begrænset brug af computereffekter, og filmens brug af ægte vogne og toge giver den en fysisk følelse, som man ellers så ofte mangler i moderne actionthrillere.