Nu må den snart komme. Filmen. Dén film, der bliver for årets festival, hvad den grundvoldsrystende folkemordsdokumentar “The Act of Killing” var for CPH:DOX version 2012. Dén film, der insisterende siger: ”Jeg vinder, jeg er årets bedste film på DOX”. Den film har jeg til gode. Min fornemmelse siger mig, at den lille, tjekkiske natteravnsfilm “The Great Night” ikke bliver den film. Jeg får ret. Udmærket til at vågne på, men gør ikke min dag ekstraordinært great.
Min fornemmelse er anderledes med dagens midtpunkt, den svenske “The Reunion”, der med sin kontroversielle debutinstruktør, konceptkunstneren Anna Odell, har fået festivalens jungletrommer til at lyde lidt ekstra højt. Jeg krydser fingre. Yes!. Trommerne havde ret, filmen er genial og dufter spontant af en vinder.
Anna Odell er hovedperson i sin egen film. Hun blev mobbet i skolen som barn, men konfronterer nu sin klasse ved genforeningsfesten 20 år senere. Hun har bare aldrig været med til den fest. Hun blev aldrig inviteret. Så filmen er Annas fantasi med skuespillere, der spiller klassens gamle elever, som Anna forestiller sig dem. Det lyder ikke dokumentarisk? Njaaa, men det bliver det i den grad, da Anna viser sin film til de faktiske gamle klassekammerater. Denne anden del er så igen blevet rekonstrueret, helt som DOX-trenden tilsiger det i år.
Intelligent konstrueret, men ikke mindst skamløst underholdende og uudholdeligt på én og samme herlige tid. Grand Teatrets fyldte, røde veloursæder skutter sig også, som jeg ikke har oplevet på festivalen hidtil i år. Det skal være ufatteligt godt, hvis en af de sidste tre film skal fravriste den her sadistiske genforeningsfilm favoritværdigheden. Det er “My Love Awaits Me by the Sea” ikke. Den nøjes med at være en fin Palæstina-film, som min hukommelse har parkeret længere væk end Gazastriben, da jeg kommer ud af biografen. “The Reunion” er filmen i mine tanker.
Endelig. Guldklumpen var der blandt Dox Award-filmene. “The Reunion” skreg til mig: ”Jeg vinder!” Det vil vise sig om juryen er enig med Anna Odell & co. Eller måske den bliver trumfet af en af de sidste to film? Enden er nær.
Se også: CPH:DOX: Regn og digte i november
Du kan følge mine løbende opdateringer på Twitter via @vejlgaardjust.
CPH:DOX 2013: 7. til 17. november i København. Se det komplette program på www.cphdox.dk
#1 Outbound Sith 11 år siden
Fox Mulder