Om en uge er vi klogere. Ud på den danske nat til mandag får én film Oscar-prisen for årets bedste film. Prisen betyder, at vinderfilmen vil blive set af mange flere mennesker end ellers, hvilket betyder flere penge og flere nye filmforsøg til folkene bag. Nogle gange har det været gode film, som har fået prisen, andre gange ikke så gode film, der har fået den. Nogle huskes, andre er glemt. Her er vores bud på de fem bedste vindere.

5. “Casablanca”

Den er blevet kaldt ‘verdens bedste B-film’. Den ulykkelige kærlighed imellem Humphrey Bogarts Rick og Ingrid Bergmans Ilsa er tyk som cigarrøgen i Rick’s Café. Filmen er guilty pleasure med sine underholdende oneliners, men også en modig film, der blev Oscar-belønnet for at sige nazismen imod på et tidspunkt, hvor verden stadig ikke vidste, hvem der ville vinde 2. Verdenskrig. Og så var den altså Bogart, når han var bedst. I introen sidder han kynisk og spiller skak imod sig selv – han er en splittet mand altid med en oneliner klar: ”Of all the gin joints, in all the towns, in all the world, she walks into mine.”

4. “No Country for Old Men”

En atypisk Oscar-vinder af et par atypiske brødre. Coen-brødrenes Cormac McCarthy-filmatisering er deres mørkeste film, der gav Javier Bardem et definitivt gennembrud som stjernepsykopaten Anton Chigurh, der lader sin lykkemønt bestemme, om der skal dræbes eller ej. At spille så ond med den mærkelige hårhjelm af en frisure er en præstation i sig selv. Han og filmen giver et uafrysteligt portræt af ondskabens uforståelige natur, som er og virker så meningsløs, hvilket Josh Brolins pengegriske antihelt får at mærke på egen krop. En simpel thriller om jagten på en kuffert med penge? Hmm, tag lige og se den igen.

3. “All About Eve”

En rigtig Hollywood-om-Hollywood-film. Bette Davis spiller skuespillerstjernen på toppen, der falder, og op stiger den unge Eve, der udenpå er lige så sød, som hun er en kold, kynisk bitch indeni. Hun vil gøre det, der skal til for at nå stjernehimlen i en film, der er blandt de bedste inden for klassisk film noir, hvor moral er lig med Sotji (en by i Rusland), og kvinderne er fanden selv. Særligt er filmens mange twists en fornøjelse at blive røvrendt af, og husk så (Eve): filmanmelderen ler altid sidst og bedst.

2. “The Godfather II”

Som at vælge imellem to sønner. Den første udfolder episk, hvordan en ny mafiaboss tager over for den gamle. Den anden er en dobbeltfortælling om, hvordan den gamle steg til tops, og hvordan den nye begynder at falde fra toppen. Begge blandt de bedste gangsterfilm til dato. Her er valgt den lidt mere dynamiske anden film, der både er forud- og efterfølger til den første film om Corleone-familien. Vi følger Robert De Niros unge Vito og hans emigrant-historie fra Sicilien til den nye verden i New York. Tilbage til fremtiden trænger den cubanske revolutions trængsler sig på for sønnen Michaels gangsterforretninger. Den store Amerika-fortælling samt historien om en dysfunktionel familie gør denne til en af de helt store.

1. “Lawrence of Arabia”

Ironisk nok er det en brite, der indtager pladsen for bedste Oscar-film i historien. David Leans episke 1. verdenskrigs-fortælling om den utilpassede løjtnant T. E. Lawrence, der kæmpede på arabernes side under krigen, er bare stor på alle måder. Med sine fire timer, dekadent store ørkenscenerier, Maurice Jarres overdådige musik og Peter O’Tooles legendariske, glasblå øjne er filmen ikke bare en storfilm, men en stor storfilm, som de ikke bliver lavet mere. Måske er fire timer meget, men når du får forklaret problemerne i Mellemøsten og kolonialismen krydret med et forfængeligt menneskes farlige flirt med krigens ondskab og ørkenens farlige galskab på den tid, så er de godt givet ud.