Nicolai H
Den søde fortælling om de to robotter startede fra et ret modbydeligt udgangspunkt.
Animationsstudiet Pixar har i årtier leveret hjertevarme fortællinger, hvor alt fra monstre til klovnefisk kan få tårerne frem i øjnene på publikum.
Virkeligheden bag kameraerne byder dog ofte på en række ekstremt mørke og syrede idéer, som bliver sorteret fra undervejs for ikke at skræmme livet af det yngre publikum.
Instruktøren bag en af filmhistoriens mest elskede robotfortællinger har nu løftet sløret for nogle af de oprindelige, vilde tankeeksperimenter fra tegnebordet. Forhistorien bag det endelige resultat afslører, at vores rumeventyr på jorden var utrolig tæt på at ende som en decideret gyserhistorie, hvor menneskeheden var muteret til noget, der mest af alt mindede om levende dessertgelé.
Hele det elskede eventyr om skralderobotten WALL-E fra 2008 udspiller sig som bekendt på en fuldstændig smadret og efterladt jordklode, som er oversvømmet med bjerge af affald. Mennesker har for længst forladt planeten, og den lille, semisentiente maskine passer trofast sit arbejde, indtil han forelsker sig i sonden EVE og rejser med ud i rummet til et gigantisk koloniskib.
Instruktøren Andrew Stanton indrømmede over for mediet Newsarama, at de oprindelige skitser til rumskibets overlevende passagerer var direkte inspireret af den virkelige NASA-forsker John Hicks. Videnskabsmanden undersøgte konsekvenserne af vægtløshed under lange rumrejser, hvor manglen på tyngdekraft simpelthen får skelettet til at sygne fuldstændig hen.
“Han fortalte mig, at de stadig diskuterede, hvordan man præcist indretter det korrekt, så når et menneske rejser hele vejen til Mars og tilbage igen, begynder de ikke at miste deres knogler. Fordi inaktivitetsatrofi sætter ind, hvis du ikke simulerer tyngdekraften helt rigtigt hele tiden. Det er vel en form for knogleskørhed, og det får du ikke tilbage. De sagde faktisk, at de har haft diskussioner, hvor de tænker: ‘Hvis vi ikke gør det her rigtigt, bliver de bare til en stor klump.’ Og jeg sagde: ‘Åh Gud, det er perfekt! Det er perfekt!’,” forklarer Stanton i interviewet.
Geleagtige rumvæsner og inspiration fra sci-fi klassiker
Tanken om de knogleløse mennesker fangede lynhurtigt filminstruktørens makabre humor, hvilket førte manuskriptet ud på en yderst bizar afvej. Menneskeheden var i de første versioner muteret så voldsomt, at personerne lignede geléklumper, der blot lå og vrikkede rundt på skibet uden overhovedet at ane, at de oprindeligt var mennesker. Pointen var tænkt som en stor reference til science fiction-klassikeren Abernes Planet fra 1968, hvor sandheden først går op for karaktererne til allersidst i et gigantisk plottwist.
“For at være ærlig, så gik jeg så langt ud i det mærkelige spor i en meget tidlig version; jeg lavede dem til store klumper af gelé fordi jeg syntes, gelé var sjovt, og de ville bare nærmest vrikke frem og tilbage. Der var en slags ‘Planet of the Apes’-idé, hvor de ikke engang vidste, at de var mennesker længere, og så fandt de ud af det. Men det var så bizart, at jeg blev nødt til at trække det tilbage.”
Ideen om gelé-mennesker har faktisk rødder i den helt tunge og dystopiske del af science fiction-litteraturen, såsom Harlan Ellisons berømte novelle I Have No Mouth and I Must Scream, hvor en computer forvandler fortælleren til en blød gelémasse. Pixar-chefen indtså dog hurtigt, at det morbide twist slet ikke passede ind i filmens overordnede tone, hvorefter han valgte at skrotte gyser-konceptet.
Løsningen på det kreative problem kom fra en yderst uventet kant, da den britiske rockstjerne Peter Gabriel pludselig kom på banen under udviklingen af soundtracket. Musikeren introducerede instruktøren for det videnskabelige fænomen neoteni, som dækker over en evolutionær teori om, at naturen skærer de kropsdele væk, som arten ikke længere skal bruge for at overleve.
“Jeg tænkte, okay, jeg gør dem til store babyer. Der er faktisk et videnskabeligt udtryk, som Peter Gabriel faktisk fortalte mig om. I neoteni tror man på, at naturen ligesom finder ud af, at du ikke behøver at bruge visse dele af dig selv længere for at overleve, så hvorfor give dig det? Hvorfor lade dig vokse yderligere? Og jeg tænkte, det er perfekt. Det var næsten igen en slags metafor for ‘Det er på tide at rejse sig og blive voksen!'”
Resultatet blev de store, tykke baby-mennesker, som vi kender fra den færdige udgave af WALL-E, hvor voksne suser rundt i svævende stole i et gigantisk indkøbscenter. Animatiorerne beholdt desuden en sjov lille detalje i den færdige film; de overlevende i rummet var oprindeligt vist som rigtige, fotorealistiske mennesker i gamle videooptagelser, men muterede over århundreder til de rundbuede, tegneserieagtige figurer med store øjne som konsekvens af deres dovne livsstil i rummet.
