Nicolai H
Da Patrick Stewart døde onsdag, mistede filmverdenen en helt. Men hans mest overraskende rolle var ren ondskab.
Patrick Stewart gik bort onsdag den 28. oktober i sit hjem i Los Angeles, 86 år gammel. Dødsårsagen var Alzheimers og Lewy body-demens, og den britiske skuespiller døde ifølge Playbill i armene på sin hustru Sunny Ozell.
De fleste runder kondolencerne af med de to roller, der for altid definerer ham i den brede bevidsthed: den sindige kaptajn Jean-Luc Picard i Star Trek og den telepatiske Charles Xavier i X-Men. Hvælvet skaldede hoved, den baryton-ro der kunne overbevise både et rumskib og en mutantskole om det umulige.
Men der findes en Patrick Stewart-rolle, de færreste nævner i mindeordene. En hvor den samme stemme og det samme beherskede nærvær ikke bar håb, men lammende ondskab.
En nynazistisk klubejer i Oregons bagland
Rollen hedder Darcy Banker, og den ligger gemt i den amerikanske thriller Green Room fra 2015. Instruktør og manuskriptforfatter Jeremy Saulnier placerer et ungt punkrockband i et afsides spillested i Oregon, hvor publikum er skinheads, og hvor Darcy ejer stedet. Da bandet bliver vidne til et mord backstage, forvandler aftenen sig til en belejring med Stewart som den koldblodige general.
Figuren er lederen af en voldelig gruppe hvide racister, men Stewart spiller ham uden fnysen eller hadtaler. Han er stille, høflig, nærmest trøstende, mens han planlægger henrettelser i det tilstødende rum. Det er den ro, der sidder fast, den samme ro, Picard brugte til at tale sig ud af krige.
“En skurk, en rigtig slem skurk”
Stewart har selv beskrevet, hvad der trak ham mod rollen. Han sagde til Far Out Magazine, at det netop var ondskaben, der forførte ham:
“Han er en skurk, en rigtig slem skurk, og jeg bliver nødt til ærligt at sige, at jeg tror, det var netop den side, der forførte mig.”
Far Out-skribenten kalder rollen hans største, fordi Stewart ikke blot spillede imod sin rollehistorik, men brugte den som våben: Han vendte de egenskaber, der i årtier havde fået publikum til at stole på ham, mod publikum. Når Darcy taler, lytter man. Og det er præcis det, der gør rollen uhyggelig.
En film mange har overset
Green Room havde verdenspremiere i Directors’ Fortnight ved Cannes i maj 2015 og nåede amerikanske biografer året efter. Den blev aldrig en stor publikumsfilm, men blev hyldet af anmelderne for sin stramme genre-præcision og for Stewarts spil mod type.
Filmen er desuden en af de sidste, Anton Yelchin, der spiller punkbandets bassist, nåede at få ud, før han døde året efter. Sammen med Stewart leverer han en af filmens stærkeste modpoler: den unge, bange musiker over for den rolige, metodiske morder.
Green Room er tilgængelig på flere video on demand-tjenester. Du kan se traileren her:
Klik for at vise eksternt indhold fra youtube,
- Du kan altid aktivere og deaktivere tredjepartsindhold.
