Af: maniac | Udgivet: 2006-12-31


[h2]Året er slut…[/h2]
Og det er tiden, hvor der holdes status over det forgangne år. Således opgør filmselskaberne for tiden succesen for de film, de har haft ude til bedømmelse hos alverdens publikum i år, på hvor meget filmene har, eller ikke har, givet igen.

Skruer vi tiden et år tilbage, har forventningerne til filmåret 2006 stort set levet op til virkeligheden, med visse overraskelser undervejs. Det var forventet, at Steven Spielberg ville starte året ud med kontroverser i “München”, men han blev senere næsten overgået af den politisk ukorrekte Kasak “Borat”, der næsten ud af det blå indtog alverdens biografer.

Også tegneseriefilmatiseringerne var spået stor succes, med “Superman Returns” og “X-Men 3”, mens fortsættelserne “Mission: Impossible III” og “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste” så ud til at være de sikre succeser. Der var desuden spænding om, hvorvidt Daniel Craig overbevisende kunne overtage James Bond-rollen, mens forventningerne var skyhøje til “Da Vinci mysteriet”.

I denne Moviola ser Filmz på hvilke film, der er kommet i løbet af året, som har været kommercielle succeser, og hvilke, der kun var en succes hos kritikerne.


[h2]Årets store eventyrfilm[/h2]
Hvis man skal pege på én film, der om nogen tegner 2006, kommer man rent omsætningsmæssigt ikke udenom “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste”, der på verdensplan har omsat for over $1 mia. i biograferne. Om det så er filmen, 2006 vil blive husket for, er en helt anden sag. Under alle omstændigheder er der lagt i ovnen til endnu en publikumsmagnet, når den tredje film om Karibiens pirater border alverdens biografer igen i 2007.

På samme måde som “Pirates” var en publikumssucces mere end en decideret anmelderfavorit, blev også filmatiseringen af Dan Browns populære roman “Da Vinci mysteriet” nedsablet af kritikerne, mens publikum viste stor interesse for filmen, der på det tidspunkt var udråbt til en af tidernes mest kontroversielle.


[h2]Årets mange animerede film[/h2]
2006 blev også året, hvor der blev sendt rekordmange 3D-animerede film ud i biografen, og formatet, der tidligere har været en sikker satsning for filmselskaberne, viste i år de første tegn på at have mættet hvad der ellers virkede som et umætteligt marked.

DreamWorks Animation og Pixar har i mange år haft frit spil på markedet for 3D animeret underholdning med Fox Animation som outsider med deres succes med “Ice Age”. I år fik de to giganter dog kamp til stregen, men henholdsvis “Biler” og “Over hækken” fra de to studier klarede sig dog bedre end gennemsnittet af animerede film, og kan således begge bryste sig af at være blandt de ti film, der i år har solgt flest biografbilletter i verdenen. Men skal man kåre en vinder blandt årets brogede felt af animerede film, må det være fortsættelsen til “Ice Age”, der verdensomspændende i år har solgt bedst.


[h2]Årets agenter[/h2]
2006 blev også året hvor Bond-franchisen blev genstartet. “Casino Royale” blev et af årets store hits, ikke mindst i Danmark grundet Mads Mikkelsen-effekten, og har solidt reetableret serien med en ny stjerne som tidernes mest kendte hemmelige agent. Således nåede filmen for nyligt op på så massiv en omsætning, at den er den bedst omsættende film i seriens historie.

En anden agent, der i år vendte tilbage til det store lærred, var Ethan Hunt, i Tom Cruises skikkelse, som endnu engang skulle redde verden. “Mission: Impossible III” viste i år desuden en ny tendens: Film, der omsætter for over $100 mio., er ikke længere hits, der klarer sig over forventningerne. Budgetterne for de største amerikanske film bliver efterhånden større og større, men i år ser det ud til, at der er nået et punkt, hvor en film ikke vil kunne tjene budgetterne ind, medmindre de omsætter urealistisk højt.


[h2]Årets tegneseriefilm[/h2]
En film, der viser dette, er en af årets tegneseriefilmatiseringer, “Superman Returns”. Filmen har omsat for $200 mio. i USA alene, og $391 mio. i alt. Under normale omstændigheder ville dette være en meget flot omsætning for næsten alle film. Men når filmens rekordbudget i dette tilfælde har været på $270 mio., falmer omsætningen pludselig, da det betyder, at filmen på ingen måde har givet studiet de penge tilbage, den har kostet. “Superman Returns” skulle dog få en fortsættelse alligevel, hvor Bryan Singer vender tilbage som instruktør. Budgettet skulle dog være skruet lidt ned i denne omgang.

Året bød også på den tredje mutantfilm “X-Men: The Last Stand”, der til gengæld gav pengene bedre igen. Filmens budget var også meget højt, men blev punget ud på fine effekter til filmen, hvor den mest prangende bro-sekvens dog af de fleste blev anset for overflødig. “X-Men 3” fik ikke en særlig god modtagelse, hverken blandt anmeldere eller fans af Bryan Singers to første film. Alligevel har den formået at blive årets 5. mest omsættende film, og har fået studiet bag til at tænke sig om en ekstra gang, inden de udelukker, at der evt. kunne komme en 4’er i serien.

Et lille kuriosum når disse to film nævnes er, at da Bryan Singer stadig skulle instruere “X-Men 3” var Brett Ratner tilknyttet den nye kommende “Superman” film. Det ville have været spændende at se, hvordan filmene var endt, hvis de to instruktører ikke havde byttet.

Overordnet set står superheltefilmene i dag med de største budgetter i branchen, da de har vist sig at være meget populære blandt biografgængerne. Da Sam Raimi lavede den første “Spider-Man” film var forventningerne fra branchen, at genren ikke ville kunne bære særligt høje budgetter – men næste år ser det ud til, at “Spider-Man 3” slår “Superman Returns” af pinden som filmen med verdenshistoriens største budget. Om de eskalerende budgetter får en ende vil tiden vise…


[h2]Årets uventede hits[/h2]
En film, der ikke havde et astronomisk budget, men stadig omsatte lige så godt som mange af årets store film, var “Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan”, der næsten ud fra ingenting indtog alverdens biografer og eftertrykkeligt beviste, at et stort budget intet betyder, når blot idéerne er gode og underholdende. “Borat” er, meget berettiget, udpeget til årets sjoveste film fra mange sider.

I år fik Martin Scorsese også sit største hit nogensinde i “The Departed”. Filmen er samtidig udset til endelig at blive Martin Scorseses Oscar-vinder, efter, at den gyldne statuette igennem mange år er gået hans næse forbi.


[h2]Årets remakes[/h2]
“The Departed” er et remake af den kantonesiske gangsterthriller “Infernal Affairs”, og netop remakes er de seneste år blevet en fast bestanddel af den strøm af film, vi får fra USA, og 2006 har ikke været en undtagelse. Og det går tilsyneladende godt med at genindspille ældre eller udenlandske film, da det ikke lader til, at tilstrømningen af remakes slutter lige foreløbig.

Således gik Steve Martin i år afdøde Peter Sellers i bedene og genindspillede “The Pink Panther” med Martin som den klassiske karakter inspektør Clouseau. Selvom kritikerne ikke havde meget tilovers for Steve Martins forsøg, fik filmen stadig hevet publikum i biografen. Så meget, at der pt. angiveligt skulle være en fortsættelse til filmen på vej.

Det er efterhånden standard, at de amerikanske studier hvert år udgiver et remake af en asiatisk gyser, men i år blev det også til remakes af ældre amerikanske gysere. Det blev til en ny version af John Carpenters “Tågen”, mens også Richard Donners “Tegnet” kom i en nyere udgave, der var presset hurtigt igennem for at ramme den smarte udgivelsesdag 06-06-06.

Endelig kan man også nævne “Infamous” som et slags remake – dog et utilsigtet et af slagsen. Filmen havde næsten samme historie som en af sidste års store film, “Capote”, og det var derfor et meget uheldigt tidspunkt filmens bagmænd valgte at starte indspilningen op, da de ikke vidste, at der kom endnu en film med samme tema.


[h2]Årets 11. september film[/h2]
To andre film, der udkom i år med det samme tema, var “World Trade Center” og “United 93”, som begge efter 5 år turde tage den katastrofale terroraktion 11. september 2001 op. Modsat “Capote”/”Infamous” valgte disse to film dog at anskue begivenhederne fra hver sin vinkel, hvorfor de ikke kom til at virke overflødige på grund af hinanden.

“United 93” fortalte historien om passagererne ombord på det eneste fly, der ikke nåede at blive anvendt som levende missil, og gav et uhyggeligt indblik i hvor stor forvirring, der var blandt de myndigheder, hvis opgave det var at forhindre at denne katastrofe fik overhånd. Filmen blev en stor succes blandt kritikerne, men blev i biograferne en mere smal film.

Anderledes storslået var “World Trade Center” slået op. Filmen viste katastrofen set med øjnene af de redningsfolk, der blev fanget under murbrokkerne fra de nedstyrtede tårne. “World Trade Center” blev en publikumssucces, og viste, at verden var klar til at blive underholdt af en af de største katastrofer i nyere tid.


[h2]Årets katastrofe… film[/h2]
Der var endvidere andre katastrofefilm i biografen i år. Nogle viste reelle katastrofer; andre var bare en stor katastrofe i sig selv.

En af årets stort anlagte katastrofefilm, “Poseidon”, var et remake af en tilsvarende film fra 1972. Wolfgang Peterson instruerede den synkende skude, der havde kostet Warner Bros. $160 mio., men ikke helt formåede at få nok folk i biografen til, at det rigtig kunne løbe rundt.

En anden katastrofe, der ramte biograferne i år, var den 14 år forsinkede opfølger til “Iskoldt begær”. Filmen fik en hård medfart af en samlet kritikerskare, og publikum vendte den ligeledes ryggen, selvom den var blevet aggressivt markedsført på, at Sharon Stone viste noget hud… Om det måske netop er dette, der har skræmt folk væk, melder historien intet om.

DreamWorks Animation fik i år sammen med Aardman studierne også deres første reelle katastrofe. “Skyllet væk” kostede $150 mio. og formåede ikke at holde sig i biografpublikummets bevidsthed længe nok til at kunne undgå at blive – undskyld udtrykket – ‘skyllet væk’. Filmen floppede sandsynligvis fordi, at den kom ud i biograferne mens der var et hav af andre familie- og animationsfilm i forvejen, og fordi, at den havde premiere samtidig med “Borat”.


[h2]Årets smalle film[/h2]
Brad Pitt og Kate Blanchett kunne opleves i en af årets mere smalle film, “Babel”, der viste fire forskellige handlingstråde, som på sin vis vævede sig mesterligt sammen til en fortælling. Filmen har fået flotte anmeldelser, og har haft en vis tiltrækning på publikum, men intet, der tegner til at blive et kæmpe økonomisk hit.

Af årets smalle film, der har stukket næsen frem, kan bl.a. nævnes “Little Miss Sunshine”, der sammen med “Illusionisten” lavede en omvendt omsætningskurve over flere uger, hvor de i USA begge startede med en meget smal distribution, og løbende fik tilføjet biografer. Begge film fik glimrende anmeldelser og god omtale, der gjorde, at filmene i løbet af et par uger forøgede ugeomsætningen for hver weekend. Begge film har også fået fine anmeldelser til deres respektive premierer herhjemme.

En anden af årets smalle film var “The Squid and the Whale”, der fik flotte anmeldelser stort set over hele linien, men generelt blev overset af publikum.

Endelig var der også “The Queen”, der tegnede et mere menneskeligt portræt af dronning Elizabeth, end det mekaniske billede hun i mange år havde i den offentlige bevidsthed. Filmen er en af de få engelsksprogede, der samtidig foregår i Europa frem for USA.


[h2]Årets “udenlandske” film[/h2]
Det er ingen hemmelighed, at der i de danske biografer primært vises to slags film – de danske og de amerikanske/engelsksprogede. Film med andre end disse tungemål får sjældent en chance i Danmark grundet det massive udbud fra USA og vore egne film. I år var der dog et par stykker, der alligevel skabte opmærksomhed.

Florian Henckel von Donnersmarck fik stor succes med sin tyske film “De andres liv”, der handler om en mand, ansat hos det østtyske efterretningsvæsen STASI, som udspionerer en lokal instruktør og hans samlever, men langsomt erfarer, at der er noget galt med systemet, han arbejder for. Filmen blev tildelt prisen ‘Bedste europæiske film 2006’ ved European Film Awards, og i filmens eget hjemland har den vundet hele syv Lolas, der er Tysklands svar på Oscaren, samt publikumsprisen på Copenhagen International Film Festival herhjemme.

Endelig var der i år også premiere på den franske film “Skjult”, dog med et års forsinkelse. Filmen fik herhjemme flotte anmeldelser, men som det så ofte går, var det ikke en film, som det almindelige brede publikum fandt en interesse for.

Skal man pege på en film, der for alvor kom til Danmark med stor forsinkelse, må det dog være “Oldboy – Hævnen”, der med tre års forsinkelse endelig var at finde i de danske biografer, med flotte tilhørende anmeldelser, men igen en film, der mere tiltalte det smalle publikum. Filmen er dog på vej i en version, som flere formentlig kommer til at se – nemlig når det amerikanske remake kommer indenfor et par år.


[h2]Årets danske film[/h2]
Igen i år har dansk film kunnet fejre, at danskerne valfarter i biograferne for at se vore egne film. Og det blev med Niels Arden Oplevs film om tyranni og mod, “Drømmen”, der blev årets mest sete danske film.

Susanne Bier har dog også medvirket til, at danskerne har fået smidt nogle penge i billetlugerne, med filmen “Efter brylluppet”, der kom foran Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensens “Sprængfarlig bombe”.

Endelig beviste Anders Østergaard også, at danske dokumentarfilm kan hamle op med almindelige spillefilm i Danmark, godt hjulpet på vej af, at filmen omhandlede nationalklenodiet “Gasolin'”.

Ifølge Det danske filminstitut ser årets liste over bedst sælgende danske film ud som følger:
1. “Drømmen”
2. “Efter brylluppet”
3. “Sprængfarlig bombe”
4. “Tempelriddernes skat”
5. “Gasolin'”
6. “Der var engang en dreng”
7. “Lotto”
8. “Fidibus”
9. “Prag”
10. “Krummerne – Så er det jul igen”


[h2]Dvd-udgivelser i år[/h2]
En tendens, der har gjort sig gældende i mange år, er, at film i biografen ikke sælger lige så mange billetter, som de gjorde engang. Den tendens er blandt andet blevet skyldt på pirater, men der skal nok også tages det voksende hjemmemarked i betragtning.

Der er efterhånden mange, som foretrækker at se filmen hjemme i stuen uden støjende biografgæster, hvorfor dvd-markedet er vokset eksplosivt næsten siden formatets introduktion.

Således har instruktøren Kevin Smith udtalt, at i dag skal filmenes tur i biografen mest ses som en reklame for den kommende dvd. Tjener filmen godt, udkommer de forkromede luksusversioner, mens andre film på samme baggrund kun får en ren udgivelse uden ekstra sager.

Kevin Smiths egen “Clerks II”, der kom i år, klarede sig således pænt i de amerikanske biografer, og fik efterfølgende en af instruktørens sædvanlige specialbehandlinger da den kom på dvd. Filmen fik dog aldrig en reel biografpremiere herhjemme, hvorfor den kom direkte på dvd på de danske breddegrader.

En anden film, der kun kom direkte til dvd, var “Superman II – The Richard Donner Cut”, som efter 26 år endelig viste, hvad publikum gik glip af, da Donner blev fyret fra at færdiggøre filmen i sin tid. Den nye udgave viser, at man med ganske få midler kan få en meget anderledes oplevelse ud af den samme film.
[h2]Filmåret 2006[/h2]
2006 har på mange punkter været et meget afrundet filmår. Der er kommet mange forskellige typer film, og film, der har brudt med konventionerne indenfor branchen. “Borat” var der ingen i den almene befolkning, der havde hørt om før 2006, men med en form for film, som var uendelig morsom og brød grænsen mellem filmens verden og virkelighedens verden, fandt skaberne frem til et unikt værk, der tiltalte mange.

Også på den danske front har der været plads til nyskabelser indenfor mediet, der herhjemme domineres af de lette komedier. Således udkom i år Anders Morgenthalers “Princess”, og også Christoffer Boe og Nicolas Bros eksperiment “Offscreen” brød med standarden for, hvad man laver på film, med et interessant resultat. Ingen af filmene var dog noget for det danske publikum, der straffede dem med ikke at møde op i biograferne. Filmene har dog høstet anerkendelse i udlandet for deres innovative facon, og har dermed åbnet døren for fremtidige eksperimenterende danske film.

Hvilken film 2006 vil blive husket for er dog ikke til at sige endnu. Om et par måneder bliver filmbranchens fornemste pris, Oscar, uddelt, men hvad der bliver årets film der, behøver heller ikke nødvendigvis blive den man husker 2006 for, hvilket tidligere års uddelinger viser. En film som “Pirates of the Caribbean: Død mands kiste” har rent økonomisk sat sig på tronen i år, men det betyder ikke nødvendigvis, at den bliver den film man skuer tilbage på om 20 år, når 2006 skal vurderes.
[h2]Kilder[/h2]
Det danske filminstitut
Omsætningstal for 2006 i hele verden
Omsætningstal for 2006 i USA
Hollywood diagnosis

Gravatar

#1 jesperhp 17 år siden

Jamen i lige måde da:)
Gravatar

#2 filmz-gofferoffer 17 år siden

Yeah, godt nytår, people!
Men at some time are masters of their fates: The fault, dear Brutus, is not in our stars, but in ourselves, that we are the underlings.
Gravatar

#3 Yoda 17 år siden

Ja, godt nytår til alle her på Filmz.
Steven Spielberg: "Every time I go to a movie, it's magic, no matter what the movie's about."
Gravatar

#4 inflector 17 år siden

jamen lige over :)
selfimprovement is masturbation
Gravatar

#5 ImpulzE 17 år siden

Yesh, godt nytår og god aften til jer alle.. Pas på fingerne i aften.. Vi ses i 2007 :)
"You shoot me in a dream, you'd better wake up and apologize"
Gravatar

#6 Bates 17 år siden

Godt nytår! :)
Gravatar

#7 lagoni 17 år siden

Kom frisk, hvem ønsker godt nytår her kl 24? :)
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.
Gravatar

#8 PredatorX 17 år siden

Godt nytår alle sammen! Vi ses til flere filmske skænderier næste år;-)
thecleansing.net : you call we kill
Gravatar

#9 Michael Andersen 17 år siden

#7 Jeg gør ihvertfald ikke, så godt nytår allesammen :)
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#10 lagoni 17 år siden

Intet galt med afhængighed :) Men jeg gør nok heller ikke, så godt nytår.
- Women remember, Steve. It's like they've got minds of their own.

Skriv ny kommentar: