Af: Benway | Udgivet: 2009-06-16

Mens computerskabte animationsfilm for alvor var ved at gøre deres indtog, var Disney stadig tilbageholdende med at tage skridtet bort fra de traditionelle tegnefilm. Med DreamWorks og ikke mindst samarbejdspartneren Pixars succes var det dog kun et spørgsmål om tid, før tegnefilmsgiganten tog springet. Ikke desto mindre havde det aldrende firma svært ved at finde fodfæste, men med den nye animationsfilm “Bolt” om hundestjernen, der tror, dens superkræfter er ægte, har Disney for alvor produceret en rigtig vellykket animationsfilm.

Filmz har talt på telefonen med Doug Bennett, der var animation superviser på “Bolt”, og som tidligere har arbejdet på film som “Lille kylling”, “Skatteplaneten” og “Tarzan”.

Kan du fortælle lidt om, hvad jobbet som animation superviser indebærer, og hvilket arbejde du udførte på “Bolt”?

“Jeg arbejdede sammen med instruktørerne om at vælge den animationsstil, vi skulle bruge i filmen, og afgøre, om den skulle være en tegneserieagtig eller realistisk stil. Jeg stod for at samle og styre animationsafdelingen, sørge for at uddelegere arbejdet til alle animationsfolkene og give dem feedback samt at få de forskellige afdelinger til at arbejde sammen. Det er jo et stort projekt.”

Hvilke udfordringer gav filmen?

“Det var første gang, vi havde en CGI-hund. John Lasseter [som var en af filmens producenter, red.] vil gerne have, at figurerne har et element af realisme, så vi kiggede på rigtige hunde og talte med eksperter om hundefysiologi. De hjalp os med at forstå, hvordan hunde er stykket sammen, og lærte os om deres typiske adfærd, således at vi kunne få Bolt til at bevæge sig rigtigt på lærredet. Hvis han ligner en mand i et hundekostume, bliver han en mindre troværdig karakter. Hvis det var en håndtegnet figur såsom f.eks. Pluto, kan man slippe af sted med mindre realisme og snyde mere, men i en animationsfilm, hvor hunden har fotorealistisk pels og realistiske øjne, skal bevægelsen være rigtig.”

Filmen var også lavet, så den kunne vises i 3D. På hvilken måde ændrer det arbejdsprocessen?

“Det ændrede faktisk ikke processen så meget. Vi havde nogle dygtige folk, der skabte 3D-omgivelserne. I CGI-animation er verden på sin vis allerede i 3D. Geometrien er det allerede. Det er ikke et fladt miljø.”

Følte I et pres for at leve op til den standard, som Pixar-filmene har sat?

“Det gjorde vi nok, og det, mener jeg, er en god ting. Vi samarbejdede med nogle af Pixars folk bl.a. om at skabe tøj. Jeg tror, vi ville lave noget, der levede op til det niveau, som firmaet er på nu. Det synes jeg også lykkedes for os. Jeg synes, den er langt den bedste af vores CGI-film. De bliver bedre hele tiden. Hver film, vi laver, er en smule bedre end den sidste. Vi må bare blive ved med at dygtiggøre og udfordre os selv.”

Er der nogen bestemte bedrifter på “Bolt”, som du er særlig stolt af?

“Jeg synes, kvaliteten af animationen var lidt højre end i vore andre film. Vi havde et ret presset skema, men det er der selvfølgelig ingen, der tænker på, når de ser filmen. Den bliver vurderet efter, om man bliver ført overbevisende ind i verden, og det, synes jeg, lykkedes rimeligt godt, og det er nok det, vi er mest stolte over.”

I optager skuespillernes stemmer først og animerer så figurerne bagefter. Betyder det, at den måde, figurerne opfører sig på, ændrer sig alt efter, hvordan stemmerne er?

“På en måde. Instruktøren beder som regel skuespillerne om at sige de samme replikker på en masse forskellige måder og vælger så mellem dem. Når vi endelig får stemmeoptagelserne udleveret, så er de forhåbentlig fastlagt. Kropssproget er imidlertid også afgørende for, hvordan karakteren virker, og det er sjovt, hvor meget man kan ændre indtrykket ved at ændre på, hvad figuren gør i modsætning til, hvad han siger.”

Har du en favorit blandt figurerne? En, du føler ganske særlig for?

“Rhino er helt sikkert en af mine favoritter. Agenten er også alle tiders. Han er så gusten. Det var virkelig skægt at se ham blive skabt. Jeg hælder nok mest til de to, men jeg holder af dem alle. De føles som om, vi har været så meget igennem sammen. De virker helt ægte under arbejdet. De bliver en del af holdet, og man føler, at man kender dem, som var de rigtige mennesker.”

Hvor meget ændrer historien sig, når selve animationsprocessen går i gang?

“Vi håber altid, at filmen er helt fastlagt og ikke ændrer sig, når vi komme til selve animationen, men det er næsten aldrig tilfældet. Når vi først ser filmen animeret, begynder vi at kunne se, hvordan filmen kommer til at virke. Der er altid forandringer. Det bliver tydeligt, at der ikke er brugt tid nok på den og den scene, eller at den er for langsom et andet sted. Så begynder man at skære scener fra eller at forkorte dem. Den slags sker hele tiden, og det er en del af jobbet. Hver af animationsfolkene ved, at deres scener kan blive skåret ud af filmen, og det er sket for alle. Det er bare en del af filmprocessen.”

Finder animatorerne på nye vittigheder eller indfald undervejs?

“Ja, helt sikkert. Animatorer er berygtede for at sætte små vittigheder ind og foreslå nye og bedre måder at gøre tingene på. Der er en masse af den slags ting, der bliver lagt ind i filmen.”

Hvad er det næste, du skal i gang med?

“Den næste film er “Rapunzel”. Den kommer i julesæsonen 2010. Instruktøren er Byron Howard, der var medinstruktør på ‘Bolt’, og Nathan Greno, der var Head of Story. De to skal instruere ‘Rapunzel’. De er i sving med historien lige nu, og vi begynder at animere den til efteråret. Det glæder vi os til, for det bliver en stor udfordring – ikke mindst at animere hendes lange, lange hår. Det bliver alle tiders at lave en fabel igen.”

Det bliver vel så med mennesker i hovedrollerne? Er det vanskeligere?

“Absolut. Det bliver en stor udfordring at lave overbevisende mennesker. Alle ved, hvordan et menneske ser ud og bør opføre sig. Det er næsten som at lede efter den hellige gral at lave et overbevisende menneske. Samtidig skal det heller ikke være en kopi. Den bør være appellerende og sjov at se på. Det er udfordringen, og det er, hvad vi er i gang med lige nu.”

”Bolt” er netop udkommet på dvd og Blu-ray. Læs dvd-anmeldelsen her.

Gravatar

#1 Ericmase 14 år siden

Filmz bliver bedre og BEDRE!
The Movie Nerd is here...
Gravatar

#2 Morpheus 14 år siden

Rigtig, rigtig godt interview og rigtig fedt at i får sådan nogle exclusive interviews.

Nu står der til sidst noget om Rapunzel. Sådan som jeg har forstået det, bliver den comuter animation, men det ville de da gå fra igen? Eller har jeg forstået det helt forkert?

Ved da hvertfald at Prinsessen og Frøen bliver i den gamle tegne-stil.
Gravatar

#3 Benway 14 år siden

#2 "Rapunzel" bliver computeranimeret, mens "The Princess and the Frog" bliver håndtegnet efter den gamle tradition. Så de er ikke gået fuldstændig bort fra nogen af delene.

Og mange tak for de pæne ord. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Gravatar

#4 elwood 14 år siden

Hva med Mr. Danse Orkestret forsanger, roder han stadigvæk med animation egentlig? blev satme overrasket første gang jeg fandt ud af hans tilknytning til Pixar 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#5 Benway 14 år siden

#4 Det gjorde jeg mildes talt også. På Imdb er hans sidst krediteret for at lave storyboards til "Cars" og "Curious George" samt at have arbejdet på manus til "Cars". Begge var i 2006.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."

Skriv ny kommentar: