For lidt tid siden bragte vi en topliste over de bedste af den tyske instruktør, producer og manuskriptforfatter Uwe Bolls film. Og nu til den rigtigt sjove liste. For Boll er ikke ligefrem kendt for de gode film, men derimod de ekstremt ringe af slagsen. Hans største talent er muligvis at få ret kendte skuespillere til at medvirke i hans makværker – og gerne flere gange. Her de fem absolut værste.

5. “Attack on Darfur”

Antydningens kunst har aldrig været Uwe Bolls stærke side, så en film fra hans hånd om etnisk udrensning i Darfur lægger naturligvis ikke fingre imellem. En gruppe journalister, heriblandt de gamle Boll-kendinge Billy Zane og Kristanna Loken, tager på en slags ‘guidet rundtur’ til Darfur. Her fortæller beboerne i en landsby i en halv time nærmest dokumentarisk om deres forfærdelige forhold. Det burde være hjerteskærende, men det bliver hurtigt kedeligt. Da landsbyen dernæst bliver angrebet, overtaler nogle af journalisterne – stik mod ordrer og al fornuft – deres militær-guide til at blive og tage kampen op. Samtidig går filmen i splatter-gear og viser nedslagtningen af landsbyens mænd, kvinder og børn. Men igen er det mere kedeligt end medrivende.

4. “BloodRayne: The Vampire Chronicles”

Den første “BloodRayne”-film er en af Bolls mest underholdende film, men efterfølgeren lever slet ikke op til det. Handlingen er nu flyttet til 1880’ernes vilde vesten i USA, og Rayne jager stadig vampyrer, men hun skulle nok være blevet hjemme. Boll viser her en evne til at få handlingen i sine film til at gå fuldstændig i stå, samtidig med at de lidt mere sadistiske tendenser, som passede fint ind i de senere “Tunnel Rats” og “Rampage”, her virker helt malplacerede. Ikke mindst fordi det gerne går ud over børn. Endelig er filmen fyldt med karakterer, som man aldrig bliver klar over, hvem er. Og heller ikke på det punkt er dialogen til megen hjælp.

3. “The Final Storm”

Luke Perry (ja, Dylan fra “Beverly Hills 90210”) spiller en mystisk fremmed, der ankommer til en afsides liggende gård, hvor han inviterer sig selv inden for hos beboerne, en lille familie, og begynder at opremse ildevarslende bibel-vers og knytte sig til familiens søn. Mens fruen i huset, spillet af Lauren Holly, har travlt med at invitere sin mand til kinky sex, bliver den mystiske fremmede endnu mere mystisk. Er han til at stole på? Er han i virkeligheden meget ældre, end han ser ud? Og hvad betyder slutningen, hvor det antydes at hele universet kollapser? Tja…

2. “Alone in the Dark”

Den her film er så dårlig, at den giver hovedpine! Filmen, der naturligvis er baseret på et computerspil, starter med en Star Wars-inspireret opening crawl, som er mere indviklet end den tilsvarende tekst i “Star Wars: Episode I”. Dertil kommer, at den varer 1½ minut og bliver læst op, MENS den kører over skærmen. Den næste halvanden times film handler så om det, der netop er blevet forklaret! Absurditeterne i plottet står i kø, og de kulminerer i den store kærlighedsscene, hvor der dyrkes hed sex fuldt påklædt til tonerne af en sang, der handler om nyfødte børns uskyldighed. Filmen er i øvrigt nummer 78 på “Bottom 100”-listen på IMDb.

1. “In The Name Of The King: A Dungeon Siege Tale”

Denne film er en af de sidste, Uwe Boll lavede, inden den tyske skattelovgivning blev lavet om. Det lykkedes ham at samle et budget på hele 60 mio. dollars, og for dem hyrede han folk som Jason Statham, John Rhys Davies, Ray Liotta, Ben Kingsley, Burt Reynolds og Ron Perlman. Sammen lavede de en kæmpe “Ringenes Herre”-inspireret filmbæ. Igen er plottet uforståeligt, der bliver overspillet fra samtlige medvirkende, og replikkerne er helt til hest. ‘Højdepunktet’ er en episk sværdkamp mellem to troldmænd, som ikke selv svinger sværdene. I stedet kontrollerer de dem med tankens kraft! Filmens 127 minutter føles uendeligt lange, og det er et af universets helt store mysterier, hvorfor der findes et Director’s Cut, som er en halv time længere.

Bonus

”BloodRayne: The Third Reich”/”Blubberella”

Den tredje “BloodRayne”-film er ikke meget bedre end nummer to i rækken, men den er langt mere underholdende, fordi den er så dårlig, at den næsten er god. Det er ikke mindst takket være Clint Howards (Ron Howards lillebror) groteske overspil i rollen som gal nazi-doktor – en præstation, som det forhåbentlig er meningen, man skal grine af. Helt grotesk bliver det så, hvis man bagefter ser “Blubberella”, der er indspillet på samme tid, med de samme kulisser og med stort set samme plot som den anden film. Men nu spilles hovedrollen af en stærkt overvægtig standup-komiker! At kalde det en syret oplevelse vil være årets underdrivelse.