Af: MMB | Udgivet: 2014-04-15

Efter to minutter i Palads er alle mine fordomme blevet opfyldt. ”Hold kæft nogle flabede møgunger,” hører jeg en forbipasserende sige, inden jeg et øjeblik efter ser en flok skuffede knægte brokke sig: ”Vi skulle bare have set Captain America i stedet,”” siger den ene opgivende. Med et positivt ord kan man vel sige, at Palads er den brede befolknings biograf. Og hvis man, ligesom mig, har befundet sig i Grand Teatret og Empires dunkle indgangshaller i en håndfuld dage, så føles farverige Palads nærmest som en tur i slagmarken til sammenligning.

Men Palads kan også andet end de hæsblæsende actionbrag og omfavnende familiefilm. Ja, det kan vel nærmest ikke blive mere obskurt end “Waltz with Bashir”-instruktørens “The Congress”. En film med en billedside omtrent lige så farverig og speciel som Palads’ facade. I filmen bliver en fiktiv version af “House of Cards”-stjernen Robin Wright scannet til en fil, så man alene ved hjælp af computerteknologi kan benytte hende i film. “The Congress” består ambitiøst af både live action og animation. Det høje ambitionsniveau forløses desværre ikke helt, og selv hvis man følger ekstra godt med, når karaktererne pludselig rammer animationsland halvejs inde i filmen, så er det svært ikke at forlade filmen med et noget rodet indtryk. En ny “Waltz with Bashir” har Ari Folman desværre ikke lavet.

Efter hvad jeg kunne høre på vej ud fra biografen, så var det – til denne forestilling – lidt alternative Palads-publikum heller ikke helt uenige med min konklusion. Ikke desto mindre skal Palads have ros for en anderledes forestilling, der minsandten var mere eller mindre udsolgt. Selv i det “Far til fire”-elskende Palads er CPH PIX åbenbart et hit. Imponerende.

Også på Østerbro er PIX et hit. I bydelens eneste biograf, Park Bio, stod dagens PIX-program på “Omar”. En filmtitel, der vel næppe får folk til at styrte i biografen. Men det har filmens Oscar-nominering til gengæld gjort. Og forståeligt nok. Hvis man forventer at blive klogere på den israelsk-palæstinensiske konflikt, bliver man nok skuffet, men som konventionel thriller krydret med en kærlighedshistorie fungerer “Omar” upåklageligt.

Upåklageligt er også et ord, der perfekt beskriver min oplevelse af årets CPH PIX. Jeg har fået set alt lige fra japanske tegnefilm til film med stumme, italienske lejemordere. Hvis jeg skal give to anbefalinger med på vejen, så vil jeg anbefale dig at se Dostojevskij-filmatiseringen “The Double” med Jesse Eisenberg i hovedrollen. Filmen, der byder på et Terry Gilliam-agtigt kulsort univers, rammer de danske biografer den 5. juni. “The Raid 2” får desværre ikke dansk biografdistribution, så her må du nøjes med en Blu-ray eller et stream. Men den innovative kampsportsfilm er bestemt værd at investere i til hjemmebiografen.

CPH PIX fortsætter til og med onsdag med ekstravisninger af festivalens mest populære film. Men for mit vedkommende ender festivalen her. Until we meet again!

Gravatar

#1 the_paki_don 10 år siden

Hvordan fanden nåede du i Park Bio fra Congress visningen??

De åndsamøber kørte reklamer til 19:24! Hvad fanden er det for noget møg...

Så har du nået det på ti minutter?! Så kunne det være "heldigt", hvis Omar også startede sent...

Skriv ny kommentar: