Af: christian_jacobsen | Udgivet: 2014-04-15

Den skotske instruktør Paul Wrights første kortfilm, der blev produceret mens han stadig studerede film i Glasgow tilbage i 2007, fik den mundrette titel “Hikikomori”, der er en japansk betegnelse for mennesker, som søger isolation og adskillelse fra omverdenen. Filmen omhandler en skotsk dreng, der søger tilflugt fra livet ved at låse sig selv inde på sit værelse. Det blev startskuddet på en karriere, der har holdt en klar rød tråd op til spillefilms-debuten, “For Those In Peril”, der udover at modtage en BAFTA for bedste debut også er aktuel i hovedkonkurrencen på CPH PIX – New Talent Grand Pix.

Filmen handler om den 18-årige outsider Aaron, der som den eneste overlever et mystisk skibsforlis og samtidig mister enhver erindring om hændelsen. Blandt de forsvundne er Aarons egen bror samt en håndfuld lokale unge mænd. Det er blevet til en fortælling om overlevelses-skyld og sorg. Men det er ikke nødvendigvis noget, fortæller Paul Wright til Filmz.

”Det er ofte først, når man ser tilbage på sit færdige værk, at man begynder at lægge mærke til det. Det er sjældent noget, jeg er bevidst om. Af en eller anden årsag har jeg dog altid følt en form for forbindelse med outsiderne; de typer, der lever i udkanten af samfundet af den ene eller anden grund.

I forhold til emner som sorg og tab så mistede jeg selv min far meget tidligt, og jeg tror det spiller en stor rolle. Men derudover, så føler jeg, også at lige netop de emner er gode udgangspunkter for en undersøgelse af livet. Når døden lurer, og der er meget på spil, bliver ting ofte mere klare,” forklarer Paul Wright.



Fra fortællingen om den unge drengs isolation i “Hikikomori” har Paul Wright vendt disse emner flere gange. I 2009 fokuserede han i kortfilmen “Believe” på en ægtemands svære kamp med at acceptere sin kones død, og han har gjort en dyd ud af at søge hen mod de historier, der er svære for os som mennesker, og man fornemmer i filmene en nøgtern og systematisk kamp for at komme nærmere en konklusion.

”Jeg håber, at jeg udvikler mig igennem mine film. Jeg er interesseret i at arbejde med emner og historier, hvor der ikke er nogle åbenlyse svar. Det er det, jeg synes, er mest spændende. Af en eller anden årsag føler jeg, at det er i den gråzone,det bliver mest interessant. Og jeg tror publikum har det på samme måde. Det handler ikke om at give nemme svar, det handler om at stille de rigtige spørgsmål,” siger Paul Wright, der fra flere kanter er nævnt som en ny Terrence Malick med sin fragmenterede, smukke stil.

I “For Those In Peril” blandes den forkærlighed for de ambivalente og svære fortællinger med en følelse af magisk realisme, hvor kampen med overlevelses-skyld og lokalsamfundets bebrejdelser langsomt påvirker filmens hovedkarakter i en sådan grad, at han glider længere og længere væk fra samfundet og ind i en besættelse omkring en gammel myte om havet, han og broderen fik fortalt som børn.

”Jeg voksede selv op i en lille by på Skotlands østkyst, der er meget lig den, man ser i filmen. Og da jeg voksede op, var der altid mange forskellige historier om havet; historier, der gik flere hundrede år tilbage. Og jeg tror, det var et af udgangspunkterne for den her film. Den her ide om at lade den fokusere på en karakter, der ikke helt er et barn mere, men befinder sig på stadiet imellem at være barn og voksen. På den ene side er han gammel nok til at burde vide bedre, men på den anden side er der noget barnligt i ham. Og det virkede bare utroligt interessant at skabe nogle omstændigheder, hvor han ender med at klynge sig fast til de her historier som en løsning på de problemer, han står overfor,” slutter Paul Wright.

Gravatar

#1 T. Nielsen 9 år siden

Fra 1 til 4 stjerner giver mig lyst til at se den.
Baby, it's cold outside
Gravatar

#2 Buck Rogers 9 år siden

Øh?
Ekkos anmelder har givet den 4 stjerner?
http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/those-peril/
"Now, what can a man do with his clothes off for twenty minutes?"
Gravatar

#3 MMB 9 år siden

Buck Rogers (2) skrev:
Øh?
Ekkos anmelder har givet den 4 stjerner?
http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/those-peril/


Ekko har haft to forskellige anmeldere til at dække filmen. Jeppe Mørch, der ligesom Filmz' Morten Vejlgaard Just dækkede filmen i forbindelse med Ekkos stjernebarometer, gav filmen 1 ud af 4 stjerner: http://www.ekkofilm.dk/stjernebarometer/cph-pix-20...

Skriv ny kommentar: