Af: Ikari | Udgivet: 2009-03-01

Efter forgæves at have forsøgt sig med projekter som “Superman V”, “Superman: The New Movie”, “Superman Reborn” og “Superman Lives” lod det til, at filmselskaberne stod overfor en noget uoverkommelig opgave med at løfte den cinematiske arv til det verdenskendte superhelteikon – ikke at det på nogen måde standsede dem i at forsøge sig igen og igen med det mål, at projektet på et eller andet tidspunkt ville bære frugt og blive en realitet. Dette er den fortsatte historie om før, Superman kunne vende tilbage – og om hans mulige tilbagekomst på toppen af biografverden…

Superman vs. Batman

Efter det nedskudte “Superman Lives”-projekt blev der atter sat gang i at få Manden af Stål ud og flyve igen, da Warner Bros. fem år efter, i 2002, kunne annoncere crossover-projektet “Superman vs. Batman”, som efter planen skulle genoplive både “Superman”- og “Batman”-franchisen.

Filmen havde fået grønt lys og skulle påbegynde optagelser i 2003 med Wolfgang Petersen som instruktør efter et manuskript af Andrew Kevin Walker og Akiva Goldsman. Historien skulle udspille sig i en nær fremtid, hvor Batman har lagt sine selvtægtsdage bag sig og lagt kappen endegyldigt på hylden efter Robins død. Filmen skulle følge Supermans forsøg på at forhindre en tilbagevenden hævnbesat Batman i at blive morder, efter en genoplivet Joker tager livet af Bruce Waynes nye kone. De to helte ville til sidst slutte sig sammen for at besejre en fælles fjende.

Projektet faldt fra hinanden, da Peterson forlod produktionen for at instruere “Troja”. Da den vice-administrerende direktør for Warner Bros., Lorenzo di Bonaventura, derpå også gik af, blev filmen skrinlagt. I stedet besluttede filmselskabet så at fokusere på individuelle film for hver af de to heltefigurer, hvor der allerede var en mulig historie i støbeskeen: “Superman: Flyby”.
Akiva Goldsman, som senere skrev manuskriptet til “I Am Legend”, lod som en joke et stort reklameskilt for den potentielle “Superman vs. Batman” figurere i startsekvensen af den dystopiske Will Smith-film.

Superman: Flyby – Brett Ratner

Warner Bros. forsøgte sig atter med en ny indgangsvinkel. J. J. Abrams, der senere skulle blive skaberen bag “Alias” og “Lost”, skrev et nyt filmmanuskript, der fungerede som en skabelseshistorie for Superman, og Brett Ratner blev derpå hyret til at skulle stå bag kameraet på filmen, der gik under titlen “Superman: Flyby”.

Ratner havde selv udset en række kandidater til den famøse hovedrolle, og både Josh Hartnett og Jude Law fik tilbudt at påtage sig kappen. Disse takkede dog nej, da de ikke ville indgå kontrakt på de obligatoriske fortsættelser. Siden fulgte en lang række auditions, hvor bl.a. Paul Walker, Ashton Kutcher, David Boreanaz og Brendan Fraser forsøgte sig med rollen.

Filmens budget var sat til mere end 200 mio. dollars, hvilket ikke var medregnet de penge, som filmselskabet allerede havde brugt på forberedelserne til “Superman Reborn”, “Superman Lives” og “Superman vs. Batman”. Efter flere casting-problemer og uenigheder med produceren Jon Peters forlod Ratner projektet i 2003.

Ratner kunne senere fortælle om filmen: ”Den originale film, som jeg skulle være en del af, udspillede sig på Krypton næsten halvdelen af filmen. Så den var meget mere verdensfjern og meget mørkere, fordi der var borgerkrig på Krypton. Man ville få mere at vide om planetens historie.”


Superman: Flyby – McG

Derpå blev det instruktøren McG’s opgave at bringe Kal-El tilbage på det store lærred. Sammen med J. J. Abrams fik han videreudviklet det allerede eksisterende manuskript til en ny udgave af Superman-myten, der var både mere dyster og actionpræget end den endelige Bryan Singer-version, men også mere excentrisk.

Historien var i bund og grund en nyfortolkning af Superman-skabelsen, hvor heltens hjemverden, Krypton, er omsluttet i borgerkrig mellem Jor-El (Supermans far) og hans ondsindede bror Kata-Zor. Kal-El sendes til Jorden, hvor han vokser op hos familien Kent og bliver til den kappeklædte frelser Superman. Han flirter og indleder en romance med Lois Lane, som har en torn i siden på Lex Luthor, der er en UFO-efterforskende regeringsagent. Da Clark afslører for verden, at han er Superman, sendes Kata-Zors søn sammen med tre andre kryptonianere til Jorden for at dræbe ham – og det lykkes! Han vækkes dog tilbage til livet efter at have besøgt sin nu afdøde far i Kryptons himmerige, hvorefter han besejrer de invaderende fjender. Filmen skulle afsluttes med at lægge op til en fortsættelse, hvor Superman i den afsluttende scene sætter kursen mod Krypton.

McG var angiveligt ret fokuseret på, at den britiske skuespiller Henry Cavill skulle optræde i den ikoniske rolle, men overvejede også at bruge et mere kendt ansigt – som f.eks. Josh Hartnett og Brendan Fraser. Sidstnævnte var til slut kun en underskrift fra at skulle overtage rollen som Superman, og for nylig kunne Fraser i et interview fortælle, hvorfor han synes, at McG og J. J. Abrams’ film ville være langt bedre end den endelige “Superman Returns”:

”Som jeg ser det – og dette siger jeg med respekt – er den Bryan Singers version langt overlegen. J. J. havde en version, der var meget større. Den strækte sig over galakser. Det var ligesom ‘Ringenes herre’. Det var så stort. Det var ligesom tredje verdenskrig på Jorden, der omfattede forskellige planeter og universer og broderskaber – søskenderivalisering og sammenstødet mellem enorme kræfter. Helt ærlig, den slog ikke publikum i hovedet med en symbolsk hammer, til man ikke orkede mere. Så god er J. J.”

Blandt de mange andre casting-ønsker til filmen var bl.a. Johnny Depp kandidat til at påtage sig rollen som Lex Luthor, og McG kontaktede også Shia LaBoeuf, som han arbejdede sammen med på “Charlie’s Angels: Uden hæmninger”, til rollen som Jimmy Olsen. Men hvorfor besluttede McG til slut at forlade produktionen, nu da en “Superman”-film endelig stod til at påbegynde optagelser? Ironisk nok brød instruktøren sig ikke særligt meget om at flyve, og eftersom Warner Bros. havde udset filmens lokaliteter i Australien, måtte han annoncere sin fratræden.

McG , der nu er tilbage hos Warner Bros. med sin “Terminator Salvation”, kunne til Io9 afsløre, at han stadig tænker på, om han kan komme til at lave sin udgave af “Superman”-myten en dag.

”Jeg taler meget med J. J. om det,” beretter han. ”Vi gennemgik virkelig meget på projektet, så jeg ved ikke… Jeg taler også med fyrene fra DC Comics. Det giver stof til eftertanke. Jeg synes, det er en fantastisk karakter, og jeg ville gøre figuren uendeligt mere dyster og kompliceret og gå væk fra det store blå spejderdrengs-image og dykke mere ned i den fremmede iblandt os – og hvordan det kunne være ensomt og interessant. Ikke at jeg ville gøre filmen deprimerende, jeg ville bare gøre den lidt hårdere – hvilket jeg forventer, folk ville reagere på. Vi har den gloværdige ‘Batman Begins’ og ‘The Dark Knight’, som for mig er formidable eksempler.”

Da McG droppede filmen i 2004, forsøgte J. J. Abrams sig derpå uden held at få lov til at overtage instruktørtjansen, og i stedet blev Bryan Singer hyret, hvilket resulterede i “Superman Returns”.

Superman Returns

Ved muligheden for at være personen, der skulle bringe verdens mest berømte superhelt tilbage på det store lærred, sprang Singer straks på projektet og droppede derved en anden tegneseriefilmatisering, “X-Men: The Last Stand”, som ellers allerede var i præproduktion under instruktørens ledelse. Singer, der var selvudnævnt barndomsfan af Richard Donners originale “Superman”-film, bragte hele sit mandskab ind fra “X-Men 2” til at arbejde på den nye film, der fik nyt manuskript og var klar til optagelser allerede året efter under den falske arbejdstitel “Red Sun” og med den dengang ukendte Brandon Routh i titelrollen.

Filmen fik premiere i sommeren 2006, og trods gode anmeldelser blev “Superman Returns” ikke den store økonomiske succes, som Warner Bros. og Legendary Pictures havde håbet på. Singers planer om at have endnu en “Superman”-film klar tre år efter, i 2009, blev hurtigt droppet, og allerede to måneder efter filmens premiere forlød det, at “Superman Returns” med sit tårnhøje budget muligvis ville blive det første og sidste afsnit i den nye Superman-filmserie.

Superman vender tilbage – igen

Selvom Warner Bros. ikke viste den store iver i at fortsætte Superman-franchisen ovenpå “Superman Returns”, kunne de dog sagtens bringe den kappeklædte superhelt tilbage på det store lærred i en anden form. I februar 2007 annoncerede filmselskabet superhelteensemblefilmen “Justice League of America”, hvori Superman figurerer sammen med en håndfuld andre helte fra DC Comics, deriblandt Batman og Wonder Woman. Keiran og Michele Mulroney blev hyret til at udarbejde filmens manuskript.

Filmen, der var et uafhængigt projekt fra de allerede etablerede “Superman”- og “Batman”-filmserier, skulle have nye skuespillere i rollerne som de kendte helte. Filmselskabet hyrede George Miller som instruktør, og i 2008 gik filmen i præproduktion i Australien. Miller havde hyret forholdsvist unge skuespillere til helterollerne, hvor D. J. Cotrona skulle være Manden af Stål. Supermans tilbagevenden i en ny skikkelse blev dog ikke en realitet, for i april 2008 besluttede filmselskabet at sætte projektet på pause for at fokusere på andre filmprojekter. Filmen, der siden har skiftet navn til “Justice League: Mortal” er dog stadig sat til at få premiere i 2011.

Man of Steel

Hverken Singer eller Warner Bros. har dog opgivet “Superman”-franchisen med Brandon Routh og har længe annonceret en fortsættelse til “Superman Returns” – et projekt, der også er blevet forsinket og problematiseret flere gange. Fortsættelsen, der i november 2006 fik titlen “Man of Steel”, fik sat en produktionsstart til foråret i 2007, men da Singer i stedet besluttede at lave filmen “Operation Valkyrie”, blev projektet udskudt til at påbegynde optagelser i løbet af sommeren 2008. I mellemtiden forlod manuskriptforfatterne Michael Dougherty og Dan Harris projektet, og den planlagte premieredato blev derfor udskudt til 2010.

Superman Unleashed

“Superman Returns”-opfølgeren har de sidste par år fået så mange udskydelser, at der naturligvis er opstået en hel del rygter i kølvandet. Bl.a. forlød det, at Singer ikke ville være involveret i den nye film, og at skaberne bag “The Matrix”, Larry og Andy Wachowski, skulle være udset af Warner Bros. til at stå bag en ny reboot af franchisen. For nylig kunne Legendary Pictures, der finansierer filmen, dog offentliggøre, at den kommende film rent faktisk er undervejs og vil være en fortsættelse til historien i “Superman Returns”. Opfølgeren til Kal-Els seneste biografeventyr skulle desuden nu bære arbejdstitlen “Superman Unleashed”. Det er endnu ikke annonceret, hvornår filmen vil påbegynde optagelser, men projektet vil øjensynligt få et mere beskedent budget i forhold til dens forgænger, hvis omkostninger løb op i $270 mio.

Muligt scenarium: Ny dyster Superman-trilogi

I juni 2008 kunne tegneserieskaberen og -forfatteren Mark Millar i et interview med Empire Online fortælle om sine planer for et nyt episk “Superman”-filmprojekt, som han gerne ville lave, hvis Bryan Singer besluttede at droppe sin “Superman Returns”-fortsættelse.

Millar kunne røbe, at han havde arbejdet tæt sammen med en af Hollywoods store actioninstruktører på en manuskriptidé til en otte timer lang saga opdelt i tre film, der skulle udgives med et års mellemrum i stil med “Ringenes herre”-trilogien. Denne lange filmfortælling skulle følge hele Supermans livshistorie – fra den spæde Kal-El fødes på planeten Krypton, til han efter tusind år er det sidste levende væsen på Jorden.

Mark Millar udtalte om projektet: ”Det bliver ligesom Michael Corleone i ‘Godfather’-filmene – hele historien fra begyndelsen til slutningen. Man ser, hvor han starter, hvordan han bliver den, han er, og hvor det tager ham hen. ‘The Dark Knight’ viste os, at man kan tage en tegneseriefranchise og lave en alvorlig film, og jeg tror, filmselskaberne er klar til at lytte til større idéer nu. Jeg vil begynde på Krypton for tusind år siden og så slutte med Superman helt alene på Jorden, det sidste levende væsen på planeten, mens den gule sol bliver rød og begynder at blive en supernova, og han mister sine kræfter.”

Ét er dog sikkert: En ny Superman-film er på vej, og trods projektets udskydelser vil ventetiden til det næste kapitel i serien om Supermans bedrifter dog aldrig komme til at føles lige så lang som de næsten to årtiers frustrationer, der skulle til, før Kal-El, Kryptons sidste søn og menneskehedens frelser, atter kunne flyve henover det store lærred…

Før Superman vendte tilbage – Del I.

Gravatar

#1 Innocens 15 år siden

Rigtig spændende læsning. Har aldrig været den store fan af Manden af Stål, men hilser da gerne en ny film velkommen, så længe den gør skaden god fra Singers swing and a miss.
En interessant vinkel på franchisen kunne være Superman Trilogien eller den version McG og J.J havde udtænkt.
Supra Societatem Nemo
Gravatar

#2 database 15 år siden

Jeg ville klart foretrække, at Mark Millers version blev en realitet. Det lyder som et lovende projekt.
Gravatar

#3 ducktorwho 15 år siden

#2: Der er da ingen grund til at det ikke skulle ske, selvom vi får Singers efterfølger? Hvis han håber at lave en trilogi (aner ikke om han gør, men det kunne man da godt forestille sig) og kommer til det, så kan Millar stadig lave hans bagefter - jo flere film jo bedre =)
Gravatar

#4 tiany 15 år siden

Synes det kunne være interessant at se Mark Millars udgave - det ville i hvert fald være alternativt :)
Valar morghulis
Gravatar

#5 elwood 15 år siden

Bruce timm, Bruce timm, Bruce timm...
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#6 Highland Park 15 år siden

Bruce Dern, Bruce Campbell, Bruce Willis...
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#7 BN 15 år siden

#6:

Hov, du glemte [url= X Bruce[/url]!
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#8 Highland Park 15 år siden

#7: Hehe, nej jeg glemte dem ikke. Jeg har bare linket til dem før og vil jo nødigt gå hen og blive alt for forudsigelig. :)
Men en australsk Monty Python-inspireret udgave af Superman ville bestemt ikke være at kimse ad!
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#9 BN 15 år siden

#8:

Ja, og faktisk HAR Monty Python jo givet et interessant bud på en Superman-historie: 'Bicycle Repair's Man'. ;-)
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#10 Highland Park 15 år siden

#9: Nemlig. En sand klassiker. :)
... as surely as there's a mouse behind your ear.

Skriv ny kommentar: