Når Indiana Jones vender tilbage på det store lærred, er det mere end 25 år siden, han første gang svingede pisken i “Jagten på den forsvundne skat”. Samtidig er det med en tilsyneladende uopslidelig popularitet, der fortsat trækker fans i hobetal til biograferne og dvd-hylderne. Men hvori ligger egentlig den appeal, der i så høj grad tryllebinder publikum?

Ved første øjekast synes der ikke at være så meget, der adskiller den gæve Indy fra læssevis af lignende helte fra de cliffhanger-serier, som George Lucas oprindeligt var inspireret af. Ligesom han havde en ide om at opdatere “Jens Lyn”-historierne til moderne brug – som han så gjorde med kolossal succes med “Star Wars”-eventyrene – havde han også fået det indfald at bruge formularen til at lave en mere direkte action/eventyr-film. Han fik Steven Spielberg med på ideen, en ting fulgte efter den anden, og snart var Lawrence Kasdan hyret til at lave manuskriptet.

Ambitionen var at lave en film som en rutchebanetur. Den skulle være fuldstændig uimodståeligt underholdende og indeholde så mange øjeblikke af spænding som overhovedet muligt. De tre fandt på så mange vanvittige ideer, som de kunne. Blandt andet at Indy skulle jages af en gigantisk rullende stenkugle, et faldskærmsudspring med en gummibåd og en jagt i mineskaktsvogne. Ideer, der alle efterhånden blev anvendt i de kommende film. Tom Selleck blev prøvefilmet som en mulig Indiana Jones, men var optaget af at lave “Magnum, P.I.”-serien, og valget faldt i stedet på Harrison Ford. Spielberg havde set ham i “Imperiet slår igen”, hvor hans Han Solo-rolle var blevet ændret fra amoralsk pirat til romantisk anti-helt, og var med et blevet klar over, at han ville være den perfekte til rollen.

Selve Indy-figuren gennemgik mange forskellige udformninger. Fra James Bondsk playboy til noget nærmere den endelige udformning, hvor Indy som en anden superhelt er en lidt nørdet arkæologiprofessor om dagen, men en viljestærk eventyrer om natten. En anden indflydelse var Humphrey Bogarts alkoholiske lykkejæger Fred C. Dobbs i “Tre mand søger guld”, en inspirationskilde, der dog faldt mere og mere væk efterhånden, men som stadig glimtvis anes bl.a. i barscenen i “Jagten på den forsvundne skat”, hvor Indy slukker sin sorg efter, han tror, at Marion er blevet dræbt.

Trods hans betydelige evner er det dog mere Indys svagheder, der vækker sympatien. Han synes aldrig helt at kunne leve op til det, der forventes af et helteideal. I modsætning til hans mere endimensionale modstykker, så udviser han frygt i pressede situationer, og han er aldrig situationens overmand i mere end et kort glimt, før noget uforudset igen tager kontrollen. Han agerer til tider kynisk, men hans kynisme synes ikke at stikke dybere, end at den forsvinder under det første modpres. Til gengæld bryder han ubekymret flere gange den klassiske helteadfærds æreskodeks. Hvorfor slås med den sværdjonglerende modstander, når det er betydeligt nemmere simpelthen at plaffe ham ned?

En stor del af Indys appeal må uundgåeligt tilskrives Harrison Ford. Det er blevet en kliche at sige, at han slet og ret er Indy, men det er ikke desto mindre meget svært at komme udenom netop den konklusion. Betragt hans reaktion i en af “Jagten på den forsvundne skat”s nøglescener: Indy har netop opsøgt Marion igen, men da han uforsigtigt kigger væk et øjeblik, slår hun ham i ansigtet. I stedet for at ignorere slaget, tager han sig temmelig uheroisk til kæben med et udtryk af smerte, overraskelse og slet skjult såret stolthed. Deri ligger måske også en del af det, der appellerer til os: Vi holder ikke af ham, fordi han er larger than life, men fordi, at han kun er en anelse larger than life.

“Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” har premiere 22. maj.