Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 656

Bedste præstation af Jennifer Lawrence?

  • Silver Linings Playbook
    36%
  • Winter's Bone
    21%
  • The Hunger Games
    13%
  • X-Men: Days of Future Past
    10%
  • American Hustle
    9%
  • X-Men: First Class
    8%
  • The Hunger Games: Mockingjay - del 1
    3%
  • En anden film
    2%

De sidste nye artikler på Filmz

Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen - vores PIXperter

Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen - vores PIXperter


CPH PIX anno 2012 er i fuld gang, og til og med den 29. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.

Filmz har hyret to yderst dedikerede PIX-fans, Thomas Borgstrup og Johnny Vinther Jensen, til at skrive om deres oplevelser under hele festivalen, hvor de tilsammen satser på at se godt 130 film alt i alt. Tjek vores Filmz TV-udsendelse fra marts, hvor d'herrer udtaler sig om årets program og deres forkærlighed for festivalen.


Rapport fra CPH PIX dag #12 – 22. april 2012


Johnny: Jeg synes godt, jeg kan mærke, at det begynder at blive hårdere at komme op om morgenen. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at jeg har haft to dage i træk med fem film. Det bliver helt rart at slappe af i morgen med kun tre. Jeg er i øvrigt kommet til den erkendelse, at plastikposer til slik bør forbydes. Ved døren til salen vil du i fremtiden få udleveret en lille stofpose, som du kan sidde med uden at forstyrre alle andre mennesker derinde. Her er et gratis lille råd: Hvis du nu absolut ikke kan undvære slikket, men godt vil minimere støjen, så lad for Guds skyld være med at gøre det ekstra langsomt! Det trækker bare forstyrrelsen ud i langdrag! Måske er det trætheden, der begynder at gøre sig gældende, eller måske er jeg bare en bitter, gammel mand, men min tolerance for larmende mennesker (specielt under meget stille og minimalistisk film) er efterhånden reduceret til nul. Now I swear the next one of you primates even whispers near me...

Thomas: Så er der kun én uge tilbage af festivalen. Jeg kan begynde at se enden på det her eventyr, men heldigvis er der stadig et par potentielle guldklumper tilbage i programmet, som jeg glæder mig til at se. Baseret på erfaring fra tidligere år er jeg dog sikker på, at det bliver lidt af en kamp at komme helt frem til søndag aften. Derfor skal jeg på forhånd beklage, hvis det i denne uge begynder at knibe med restvaningen, eller hvis strømmen af ord bliver lidt usammenhængende og indforstået. And hello to Jason Isaacs!


"Monsieur Lazhar". Foto: CPH PIX, micro_scope


- Monsieur Lazhar, Canada

Thomas: Jeg troede, at denne film, som var det fransk-canadiske bud på en Oscar i år, var en film om en folkeskolelærer fra Algeriet (titlens Monsieur Lazhar) og hans kvaler i et fremmed skolesystem. Det er den på en måde også, men det er primært en film om, hvordan børnene i den algeriske lærers klasse håndterer situationen, efter at deres tidligere lærer begår selvmord – i klasseværelset. Og det er der kommet en fabelagtig film ud af!

Filmen er en af den slags, der ligesom f.eks. "Døde poeters klub" hylder lærergerningen og samtidigt bevarer en bittersød tone hele vejen igennem. Dialogen er både underfundig og skarpt alvorlig på de rigtige steder. Skuespillet er i top – særligt fra de to mest fremtrædende børn. Man føler, at det er virkelige, afrundede personer, der folder sig ud på lærredet, og det var ikke kun mig, der sad og snøftede lidt, da den sidste scene klingede ud.

5/6

Johnny: Philippe Falardeau beviser endnu en gang, at Canada er et vildt fedt filmland. Nogle husker måske hans vidunderlige "C'est pas moi, je le jure!" fra en tidligere festival. Denne gang har vi med en ganske anden genre og stil at gøre, men kvaliteten er stadig høj.

Jeg er efterhånden løbet på en del film under festivalen, der har været ganske gode, men som har haft enkelte mangler eller skønhedsfejl. Derfor var det virkelig behageligt at se en gennemført helstøbt film som denne, hvor alt går op i en højere enhed. Mohamed Fellag bærer hovedrollen godt og formår både at formidle Hr. Lazhars autoritære, men faderlige undervisningsstil og hans personlige kvaler. Selvom Alice og Simon er de to børn, vi kommer tættest på, formår filmen at give de fleste af deres klassekammerater personlighed. Gennem deres bemærkninger og små, observerende scener i skolegården får vi et overordnet indtryk af dem, som tit mangler i film af denne art. Stilen er til tider næsten dokumentarisk i dens fokus på det observerende. Man kunne frygte, at det ville fjerne fokus fra dramaet, men her lykkes det netop at føje facetter til dramaet gennem disse person- og miljøstudier. En fremragende og sublimt anbefalelsesværdig film, som nok bør formå at åbne tårekanalerne hos selv de mere hårdkogte biografgængere.

5/6

"Monsieur Lazhar" vises også den 25. april kl. 16.30 i Øst for Paradis.


"Rust". Foto: CPH PIX, Fandango, Zaroff Film S.r.l., Rai Cinema


- Rust (Ruggine), Italien

Thomas: Filmen er meget klart delt op i to spor: I det ene bliver to piger fra en lille by ofre for en pædofil morder. I det andet følger vi tre af byens nu voksne børn kæmpe med deres fælles traume. Det er et effektivt setup, som tidligere har dannet grobund for gode film, og derfor er det også ekstra trist, at filmens første del er jævnt kedelig og lang i spyttet. Sidste halvdel er heldigvis mere medrivende – både i handlingen og følelsesmæssigt.

Den noget ujævne struktur skyldes måske, at historien er baseret på en roman, og at strukturen fra romanen er beholdt i filmen. Det er sjældent en god idé. Bortset fra dét er filmen ret stemningsfuld, der bliver leget lidt med gule og blå filtre for først at skelne mellem og senere sammenblande de to spor i historien, og skuespillet er generelt godt – dog falder enkelte af børnene lidt igennem, hvilket nok er instruktørens skyld. Facit er, at den samme historie tidligere er blevet fortalt i bedre film.

3/6

"Rust" vises ikke igen under årets CPH PIX.


"The Deep Blue Sea". Foto: CPH PIX, Camberwell, Fly Films


- The Deep Blue Sea, Storbritannien

Johnny: Mange mener, at Terence Davies er et af de mest miskendte talenter i engelsk film, og jeg havde derfor glædet mig til endelig at stifte bekendtskab med ham. Uheldigvis var der ikke tale om noget godt førstehåndsindtryk.

Filmen er en filmatisering af et skuespil af Terence Rattigan fra midten af forrige århundrede. Den foregår umiddelbart efter krigen, hvor Hester, der er gift med en respekteret dommer, er flygtet fra sit ægteskab og nu bor i en lille lejlighed sammen med Freddie. I filmens åbningsscene ser vi hende forsøge selvmord, og gennem flashbacks og samtaler med personerne omkring hende opdager vi langsomt, hvad der har drevet hende dertil.

Filmen lider af nogle alvorlige problemer. Størst af dem er, at den stilistisk er så manieret, at det næsten bliver direkte komisk. Filmen foregår næsten udelukkende i tre-fire interiører, der er filmet i gyldne, overeksponerede toner, der passer grotesk dårligt til tiden og fortællingen. Første halvdel af filmen præsterer noget af det mest grinagtige og klichéprægede periodeengelsk, jeg nogensinde har hørt. Her er "Pip-pip", "Old bean" og "Jolly good" nok til at fylde mindst tre P.G. Wodehouse-romaner.

Jeg er klar over, at da skuespillet er skrevet i 1952, er det muligt, at dialogen sådan set er tidstypisk og korrekt, hvilket desværre placerer hovedparten af skylden på skuespillernes levering. Tom Hiddleston, som jeg ellers havde forventet mig meget af, og Rachel Weisz, som jeg er stor fan af, skiftevis overspiller fælt og leverer deres replikker uden nogen form for indlevelse. Mange replikker falder bare fuldstændigt til jorden. Jeg har ikke læst nogen af forfatterens skuespil, men jeg kan ikke forstå, at de skulle være så dårlige. Det overordnede indtryk, man sidder tilbage med, er af en vrængende pastiche på "Brief Encounter" og Merchant/Ivory-filmene. Det eneste lyspunkt er Simon Russell Beale som dommeren. Han spiller fantastisk, men uheldigvis virker det, som om han er med i en anden film.

2/6

"The Deep Blue Sea" vises ikke igen under årets CPH PIX.


"Terri". Foto: CPH PIX, Verisimilitude, Silverwood Films, KnowMore Productions


- Terri, USA

Thomas: Amerikanske indie-film egner sig ikke kun godt til langsomme "tilstandsfilm" såsom "Magic Valley" fra forleden. Også på dramedy-fronten plejer de at være helt fremme i skoene. Se bare på "Juno" (som dog var pseudo-indie). "Terri" er ikke helt så quirky som "Juno", men stemningen er langt hen ad vejen den samme. Dog er filmens billedside noget mere rå i det. Det er ikke her, pengene er blevet brugt. De er til gengæld brugt rigtig godt på at gøre dialogen og persontegningerne helt skarpe.

Den gennemført utjekkede Terri mobbes i skolen, men både vi og skolens viceinspektør (spillet af John C. Reilly) kan se, at Terri har en stærk karakter. Og gennem en lidt usandsynlig kæde af begivenheder får en af skolens mest populære piger også øjnene op for hans gode sider. Det her er en rigtig hyggelig film med en række spøjse bipersoner, som den slags film nu skal have. Den har en lang række morsomme optrin, men den bliver lidt forudsigelig og skabelonagtig i længden.

4/6

"Terri" vises også den 26. april kl. 20.00 i Empire Bio.


"Land of Oblivion". Foto: CPH PIX, Les Films du Poisson, Vandertastic Films, Apple Films


- Land of Oblivion (La terre outragée), Polen, Frankrig, Rusland og Ukraine

Johnny: Filmen begynder den 26. april 1986 i den sovjetiske by Prypiat i det nuværende Ukraine. Piotr og Anya skal giftes, og de tilbringer ventetiden med en fælles ven, Dmitri. Alexei og hans søn Valery er taget til floden for at plante et æbletræ. Alt ånder tilsyneladende fred og fordragelighed, men midt under brylluppet dukker Piotrs kolleger i brandvæsenet dog op og fortæller ham, at han er nødt til at komme på arbejde. Anya protesterer, men han tager af sted. Da Alexei vender hjem til sin lejlighed, får han en telefonopringning. Der er sket et uheld i atomkraftværket, hvor han arbejder: Tjernobyl. Efter denne introduktion skifter filmen tid til 10 år efter. Anya er efter Piotrs død blevet guide for franske turister. Hun er kæreste med franskmanden Alain og vil flytte til Paris med ham. Samtidigt har hun dog et forhold til Dmitri og drages hele tiden af "Zonen" omkring Tjernobyl. Valery er overbevist om, at hans far stadig er i live, og under et besøg i zonen stikker han af fra sin mor og vandrer rundt i ruinerne af Prypiat og leder efter ham.

Filmen starter stærkt ud. Under det meste af optakten sidder man på kanten af sædet. Filmen klarer ganske fortrinligt at forene publikums forventninger til og viden om uheldet med uventede detaljer og personlige historier. Uheldigvis løber den tør for benzin i dens anden halvdel. Valerys historie, der egentlig er den mest interessante, forsvinder næsten i periferien til fordel for Anyas forholdsproblemer og krampagtige forsøg på at fastholde en forbindelse til sin afdøde mand. Pointerne i denne del leveres uden subtilitet og mere end et par gange. Jeg sad ærlig talt og kedede mig bravt i mange af filmens 110 minutter. Visuelt er filmen dog fascinerende. Så vidt jeg kan bedømme, er store dele af den filmet i Prypiat, og de tilgroede og nedslidte ruiner giver et unikt og grænseløst fascinerende billedunivers. Desværre endnu en film med stort potentiale, der aldrig bliver opfyldt.

3/6

"Land of Oblivion" vises også den 25. april kl. 16.45 i Cinemateket.


"Take This Waltz". Foto: CPH PIX, Joe's Daughter


- Take This Waltz, USA

Thomas: Endnu en amerikansk indie-film! Men denne gang er der tale om en "indie chick flick", og det, tror jeg ikke, at jeg tidligere har set. Det betyder for filmen, at sproget er mere frigjort, og at der er ret mange nøgenscener – sjovt nok primært med nøgne kvinder!

Men det er ikke en film fra Gay & Lesbian Film Festival, der er gået forkert! Michelle Williams er gift på femte år med Seth Rogen, men så møder hun en mand, der skubber til hendes nysgerrighed og libido. Men hun er absolut ikke den utro type, så der udsigt til sublimt dramatisk skuespil fra en af mine favorit-skuespillerinder, og Michelle skuffer ikke! Det er heldigvis ikke en nedtrykt film - den er derimod fyldt med humor og decideret komik. Der er også en del rørende scener, men den kom altså ikke helt ind under huden på mig.

4/6

"Take This Waltz" vises ikke igen under årets CPH PIX.


"Carré Blanc". Foto: CPH PIX, Solair Films, Tarantula Luxembourg


- Carré blanc, Frankrig

Johnny: I en dystopisk fremtid, hvor befolkningstallet er hastigt dalende, og folk opfordres til at få børn af de konstante højtalerbeskeder, følger vi en kvinde, som arbejder på et slagterhus. Efter at hun opdager, at "Soylent Green is people", fortæller hun sandheden om dette brutale samfund til sin søn, Philippe, hvorefter hun begår selvmord. Sønnen ryger på en statslig opdragelsesanstalt med en slags socialdarwinistisk metodik. Adskillige år senere følger vi den voksne Philippe, der nu er gift med en af pigerne fra anstalten og arbejder for, hvad vi må formode, er magtcentret i samfundet. Her afholder han vanvittige og undertiden fatale evalueringsmøder med de ansatte. Hans kone har det svært ved at tolerere status quo og begynder i stigende grad at gøre oprør.

Det er en ualmindelig brutal verden, vi introduceres for i denne film. Det begynder allerede i det visuelle. Filmens lokationer er henholdsvis kold og klinisk moderne arkitektur i stål og glas samt øde højhusbyggerier i værste 70'er-funktionalisme. Lyssætningen bruger skyggeeffekter og undereksponerede billeder til at give et meget koldt og mørk indtryk. Selv scenerne i dagslys virker drænede for liv.

Filmens scenografi er ikke så meget mennesketom, som den er decideret menneskefjendsk. Plottet er løst sat sammen med mange flashbacks og spring i tid og sted, hvilket uheldigvis har en fremmedgørende effekt. Denne effekt forøges kraftigt af en lang række absurde og groteske scener, såsom da fire mænd i jakkesæt tæver en tjener ihjel ved en reception, uden at nogen reagerer, eller sekvenserne med portvagten på Philippes arbejde, som bruger det meste af sin tid på at øve sit smil, eller de surrealistiske prøvelser, som Philippe udsætter de ansatte for. Jeg synes personligt, at filmen taber lidt i slutningen, hvor den insisterer på en følelsesmæssig forløsning. Jeg mener, at den havde gjort sig bedre ved at holde fast i sin absurde og nådesløse kerne. Ikke desto mindre en film, der gør indtryk.

4/6

"Carré blanc" vises også den 26. april kl. 22.30 i Empire Bio.


"Choked". Foto: CPH PIX, KAFA Films


- Choked (Ga-si), Sydkorea

Johnny: Her er tale om en ensemblefilm, der primært følger tre karakterer: En moder, der konstant prøver at skaffe sig penge ved hurtige (og nyttesløse) koncepter, hendes søn, der arbejder for et byggefirma, som tilsyneladende snyder en masse mennesker ved at købe deres lejligheder billigt, og endelig moderens veninde, som har lånt hende en masse penge, som hun nu skal bruge for at betale sin egen gæld. De tre prøver hver især at kravle ud af de huller, som de sandsynligvis selv har gravet. Moderen stikker af for at undgå dem, hun skylder penge, veninden anlægger sag mod hende og prøver desperat at skabe kontakt til sin eksmand og datter, mens sønnen prøver at skabe et nyt liv sammen med sin kæreste.

Det, der efterlod mig ret kold ved denne film, er dens basalt usympatiske karakterer. Man er som tilskuer ikke i tvivl om, at de fleste af deres problemer er selvforskyldte. De søger alle tre den hurtige og nemme løsning, hvilket ikke rigtig lykkes for nogen af dem. Jeg oplevede dem alle som ekstremt egoistiske og havde derfor utroligt svært ved at have nogen som helst medfølelse med dem. Da sønnen overfaldes af sønnen til en mand, som han har fysisk tvunget til at skrive under på sin salgskontrakt, og som efterfølgende er død af et hjerteanfald, sidder man som tilskuer og synes, at det er yderst retfærdigt.

Filmen er sådan set flot filmet med megen fokus på efterårsbilleder af den koreanske forstad, filmen foregår i. Det er dog ikke nogen ekstravagant stil, så man kan ikke finde trøst i filmens billedside. Den er også lidt langsom til at starte op og kunne nok med fordel være klippet lidt strammere her og der. Jeg skal på ingen måde afvise, at denne film kan røre andre mennesker, men mig efterlod den aldeles ligeglad.

3/6

"Choked" vises også den 29. april kl. 14.00 i Cinemateket.