Af: kasperfmn | Udgivet: 2013-04-18

Den 11. april blev årets CPH PIX-filmfestival kickstartet. Sidste år dækkede Filmz CPH PIX mere grundigt end noget andet dansk medie, og vi satser på at give den mindst lige så meget gas på PIX-fronten i år!

I 2012 havde vi to PIXperter – Johnny Vinther Jensen og Thomas Borgstrup – til at anmelde festivalens film. Duoen nåede at diske op med over 500.000 anslag fordelt på i alt 19 artikler, og i år suppleres PIXpert-veteranen Johnny af de faste Filmz-anmeldere Andreas Holck Høeg-Petersen og Nadia Parbo. Husk at tjekke vores Filmz TV-udsendelse om den filmglade trio, hvori PIXperterne diskuterer PIX, deres filmsmag og årets festivalprogram.

CPH PIX anno 2013 er altså i fuld gang, og til og med den 24. april kan danske filmentusiaster nyde et væld af forskellige film i hovedstadens biografer. På www.cphpix.dk kan du se det fulde program, som også kan findes i papirform i de fleste biografer.


Rapport fra CPH PIX dag #5 – 15. april 2013


Johnny: Vel udhvilet efter weekendens strabadser tilbragte jeg en hel dag i Empire. De erfarne festivalgængere er smerteligt bevidste om, at forestillinger i denne biograf kræver lidt planlægning og plads i programmet, da det er svært at komme dertil og -fra på mindre end en halv time. Og guderne forbyde, at man skulle gå glip af film.. Så kan man heldigvis gøre som jeg og lægge hele dagens program dér. Lad os kalde det et ProTip.

Dem er der i øvrigt mange af. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af de begynderfejl, jeg ser unge uprøvede filmnørder gøre. En klassisk fejl er f.eks. at forlade sig på junk food under festivalen. Det kan måske gå en lille uges tid, men over fjorten dage eller mere begynder det at have ubehagelige konsekvenser for éns fordøjelsessystem. Husk i øvrigt altid at medbringe et miniapotek med hovedpinepiller, antacider til at dulme mavesyre og halsbrand, koffeinpiller, C-vitamin, hostetabletter og hvis du kan få det smuglet ind i landet via lyssky kontakter; amerikansk influenzamedicin. Vigtigst af alt: tal ALDRIG i biografen, hvis jeg sidder i salen. ”You wouldn’t like me when I’m angry..”

Nadia: Mest af alt kan denne filmfestival karakterises som hyggelig og helt igennem velsmurt. Jeg har ingen belastninger haft på hverken nervesystem eller krop. Og det er selvom jeg nu også har gennemlevet en visning med den berygtede dame med den røde jakke, som især Johnny har været udsat for. Heldigvis opførte hun sig roligt denne gang, men jeg nyder nu at høre historierne om hendes seneste teatralske optræden hver gang jeg render ind i PIXperten, der skal udsættes for så meget. Ydermere har jeg ikke haft behov for miniapoteker i min taske eller løbehjul for at komme hurtigt af sted fra biograf til biograf, måske fordi mit program er mere afslappet (og nybegynderagtigt, ville nogle nok sige), så man på den måde kan nyde alle de inkluderede film.

Andreas: Dagen er langt om længe oprandt, hvor den af mig mest ventede film på dette års PIX endelig blev vist – det vanvittige monster, der er “John Dies at the End”! Og kunne den så leve op til forventningerne? Det var egentlig det, det meste af min dag gik med at overveje. Måske derfor klokkede jeg i, hvilket andre visninger, jeg havde på programmet, og missede dermed “Inch’Allah” i Grand 16.40, da jeg troede, jeg skulle ind og se “Gimme the Loot” i Gloria klokken 17.00. Ups. Men den lille fejl er næsten glemt – for “John Dies at the End” overgik alle forventninger, jeg turde have haft!



- The Fourth Dimension / Polen, Rusland

Nadia: I 1997 blev mit syn på film ændret for evigt af en instruktør ved navn Harmony Korine, da jeg så hans debutfilm “Gummo”. Siden da har jeg været massiv fan af manden, der altid er ligeglad med god smag, men aldrig med det endelige produkt. Dette var da også grunden til, at jeg så “The Fourth Dimension”, som er den anden film på programmet, der involverer hr. Korine (den første er den ligeså anbefalelsesværdige “Spring Breakers”).

“The Fourth Dimension” er opdelt i tre forskellige kortfilm, der alle har fået et sæt dogmer at følge af manden bag det både berygtede og eftertragtede Vice Magazine. Disse dogmer inkluderer at fortælle dårlige jokes – der samtidig skal være gode – at have en hovedperson, der er besat af hvad som helst, og endelig skal vores hovedpersoner opleve den fjerde dimension. Problemet med at sætte disse dogmer ned over de tre film er desværre, at de kun bliver overholdt af Korines overraskende varme og morsomme første film, der handler om Val Kilmer (i rollen som Val Kilmer), som nu er blevet en selvfed selvhjælpsguru, der kører på BMX-cykler og spiller PlayStation i sin fritid.

Den anden film, der er den absolut svageste af de tre, handler om en gammel mand, som prøver at se ind i fremtiden, mens den sidste film er en intens sag om fire unge, der er ladt alene i en landsby, mens de venter på en apokalyptisk oversvømmelse.
Som kortfilm fungerer to af de tre film godt. Som del af en helhed, endda med dogmer som den anden og tredje ikke overholder, er deres kvalitet mere tvivlsom, for ingen af disse tre film minder om hinanden og gør “The Fourth Dimension” til en skizofren og ujævn oplevelse.

3/6

Andreas: Med Harmony Korine som det altafgørende trækplaster bevægede jeg mig med Nadia ind for at se den tredobbelte film “The Fourth Dimension”. Tre instruktører havde fået et sæt dogmer, inden for hvis rammer de skulle skabe en film hver, som kunne bidrage til vores opfattelse af den fjerde dimension. F.eks. skulle helten fortælle dårlige jokes… Som er gode!

Og det skal jeg da lige love for, at Val Kilmer også gør i Harmony Korines film, der er den første af de tre. Filmen viser os skiftevis Kilmer i færd med at agere selvfed New Age-agtig selvhjælpsguru foran en mere eller mindre hjernevasket tilskuerskare, og så selvsamme Kilmer som stenet eks-hippie ingen kan have noget imod, men som virker kørt død i sit eget liv. Der er masser af Korine over denne lille film (der i øvrigt hedder noget så typisk Korine som “The Lotus Community Workshop”), og man er stensikker på at have ordene ‘cotton candy’ på hjernen, når den er slut.

Men hvis man håbede, at niveauet nu var lagt for “The Fourth Dimension”, så tager man fejl. Den russiske “Chronoeye” forsøger med tidsforskydning at lave en pointe, men den fejler hårdt og kedeligt, selvom den i det mindste prøver. ‘Prøver’ er til gengæld så meget sagt om den sidste film, “Fawns”. Hvis tanken er, at tid er den fjerde dimension, så har instruktør Jan Kwiecinski måske bevidst forsøgt at gøre sit bidrag så kedeligt, at tiden går i står, så den er lettere at filme? Nok ikke, men hold da op, det var en test af de større at holde fokus.

Jeg ville ønske, at jeg kunne have citeret Meat Loaf og sagt two out of three ain’t bad. Det kan jeg bare ikke, da det kun er Korines film, der reelt var seværdig – og overholdt reglerne. Og 1 ud af 3 er bare ikke godt nok.

3/6

”The Fourth Dimension” vises også den 19. april kl. 21.30 i Aarhus Øst for Paradis, den 21. april kl. 21.45 i Cinemateket og den 23. april kl. 19.00 i Cinemateket.



- John Dies at the End / USA

Johnny: Nogle gange kan word of mouth dræbe en film. Min oplevelse af “De andres liv” er uigenkaldeligt ødelagt af at have set den halvandet år efter alle andre og hørt alle rose den til skyerne, og med dette i tankerne var mine forventninger til “John Dies at the End” nok skruet lidt for højt op. Plottet er ellers vidunderligt sært: John og Dave er monsterjægere, der takket være et stof kaldet ‘soy sauce’ er i stand til at se ting, andre mennesker ikke kan se. I starten af filmen prøver Dave at fortælle sin historie til journalisten Arnie (endnu en fænomenal rolle for Paul Giamatti), der mildt sagt er skeptisk. Efter at have overbevist ham med imponerende clairvoyance-evner begynder han at fortælle historien om, hvordan han og John blev en del af dette mærkelige univers. Historien involverer menneskeædende lysfluer, en alternativ dimension med organiske computere som taget ud af Lovecrafts sygeste fantasier samt en hund, der kan køre bil.

Filmen er udmærket underholdning, selv om det til tider virker som om, den er lidt for forelsket i sin egen fandenivoldskhed. Scener, som hvor Dave for at undslippe en politistation må kæmpe mod først en betjent, så hans flyvende overskæg og derefter hans afrevne arm, er måske crowdpleasers, men kan ikke just betegnes som essentielle for hverken plot, udformning af karaktererne eller stemning/spænding. Der er dog samtidig sublime scener, som hvor John og Dave rejser til en anden dimension og bringes til en kirke, der er udsmykket med stiliserede afbildninger af dem og trakteres med en vidunderligt absurd øvelse i kontrafaktisk historieskrivning, eller stort set alle scener med Giamattis karakter. Han stjæler selvfølgelig hver eneste scene, han er med i, men skuespillet er derudover også generelt godt. Rob Mayes i titelrollen som John er herligt ustabil og kæphøj, og han ser også mindeværdigt godt ud i wifebeater og denimjakke med afskårne ærmer.

4/6

Nadia: Og hvad har vi så her? Jo, her har vi intet mindre end festivalens mest besynderlige film, der kan ses en bagstiv søndag formiddag, men også tillader filosofisk granskning af mere intelligent grad. “John Dies at the End” er en intet mindre end fremragende film, der ikke kan beskrives – ikke tilhører en genre – men er fuldkommen anarkistisk og fandenivoldsk.

John og Dave jager efter spøgelser, rumvæsener og andet godtfolk, og en dag beslutter Dave sig for at sætte sig ned og fortælle sin historie til en journalist, der ikke har megen respekt for den ubarberede stener foran sig. Men Dave er ligeglad, han vil bare have sandheden ud, og her begynder en historie, der ikke stopper, inden lyset er tændt i biografen, og man forvirret tumler ud af salen, mens det hoved, man før troede var helt og holdent sit eget, nu hidsigt skriger ordene ‘hvad fanden var det?’ med store neonlysende bogstaver. For sådan en film er “John Dies at the End”, som ikke kan forklares, men udelukkende skal ses.

Det smukke i Don Coscarellis film, der også stod bag den ligeså vanvittige “Bubba Ho-Tep”, er, at den ikke følger regler, men alligevel har en helt klar dagsorden. Det er nemt at indfinde sig i det sindssyge univers, hvor en bratwurst og mobiltelefon er det samme, for meget kød i fryseren hurtigt kan blive til et gnavent spøgelse, og en umulig gåde i filmens start serverer dette vanvittige univers på et sølvfad. “John Dies at the End” er som en feberdrøm, der opfordrer til utallige gensyn, hvor rusmidler ikke bør udelukkes, og søvnig tilstand ikke er en helt ueffen måde at opleve dette ultimative syretrip på.

6/6

Andreas: Ved at løse følgende gåde kan du afsløre universets grusomme hemmelighed, såfremt du da ikke bliver sindssyg i forsøget: Du bruger en økse til at hugge hovedet af en mand, men øksen går i stykker, så du stikker ekspedienten en hvid løgn og bytter den. Skaftet knækker imidlertid på den nye økse, og igen henvender du dig i butikken. Men nu går selve øksehovedet i stykker, og den åbenbart noget godtroende ekspedient i din lokale økse-butik hjælper dig endnu engang med at vende hjem med en brugbar økse. Nu kommer manden, hvis hoved du huggede af, tilbage og spørger, om det er den økse, du brugte til at dræbe ham. Er det det?

Sådan åbner “John Dies at the End”, og det bliver ikke mindre vanvittigt herfra. At referere plottet kunne man nok godt, men det ville være meningsløst og overflødigt, for filmen er knap gået i gang, før man må give kast på alle tøjler og blot forlade sig på ens egen hjernes evne til at følge med i det utal af mulige og umulige sidespor, denne perfekte film er bygget op af. Den er lavet til og af folk på det ene eller det andet euforiserende stof og centrerer sig da også om netop sådan et. Dette stof har dog bare den bivirkning, at man kan se frem og tilbage i tiden og tilmed passere mellem dimensioner.

“John Dies at the End” er et must see. Den er unik i alle henseender, men ligner på mange måder alligevel et sammenkog af “Donnie Darko” og “Re-Animator” tilsat lidt stoner-komedie. Alle aspekter af filmen er så alligevel spækket med filosofiske krumspring, vanvid af den ekstreme slags og en uovertruffen opfindsomhed. Hvis alle typer film potentielt skal kunne score topkarakter, så er der ingen tvivl om, at “John Dies at the End” ikke kan få andet end seks stjerner – den er perfekt.

6/6

”John Dies at the End” vises også den 20. april kl. 19.00 i Palads.



- Sightseers / Storbritannien

Johnny: Det er nok ikke nogen hemmelighed, at horror-genren ikke just appellerer til mig. Når det så er sagt, skal jeg indrømme, at jeg har et ømt punkt for horror-komedier, og “Sightseers” er et pænt morsomt eksemplar af arten. Den lidt kluntede Tina er på vej på ferie med sin nye kæreste, Chris. De skal i campingvogn gennem Midlands med spændende stop undervejs – bl.a. hos et blyantsmuseum. Det er dog lige ved at gå galt på turens første dag, da Chris støder på en meget ubehøvlet mand, der nægter at lytte til ham. Det findes der dog en løsning på. Der er rigtigt mange ting på undersiden af en campingvogn, der kan slå dig ihjel, som Chris tørt bemærker bagefter. Snart efterlader de to sig det ene lig efter det andet. I starten aner Tina intet, men da hun opdager, hvad Chris har gang i, begynder hun med barnlig entusiasme at gøre ham kunsten efter. Chris er dog ikke videre imponeret af hendes metode eller omhu, hvilket giver knas i parforholdet.

Filmen forlader sig på en specielt tør, engelsk afart af situationskomik, hvilket rammer lige ind i min mærkelige sans for humor. Jeg var flad af grin over scener som den, hvor Tina efter et skænderi kører af sted med campingvognen, mens Chris stadig sover i den. Da han vågner og beordrer hende til at holde ind til siden, reagerer hun bare med et tørt ‘okay’ og drejer resolut ind i en jogger. Stilistisk ligner filmen langt hen ad vejen klassisk engelsk socialrealisme, og det er kun i voldsscenerne, at en mere traditionel horror-æstetik slår igennem. Jeg kunne nok godt have undværet sidstnævnte, men det kan i det mindste betragtes som genrebevidst ironi. Engelsk humor med amerikansk flair for det groteske – ikke nogen dårlig blanding.

4/6

”Sightseers” vises også den 20. april kl. 19.00 i Grand og den 22. april kl. 21.30 i Palads.



- No / Chile, USA, Mexico

Johnny: Filmiske opgør med en ubehagelig fortid er efterhånden en veldefineret genre, og det er derfor rart at se nogen gøre nye ting med den. Filmens fokus er på den folkeafstemning for eller imod Augusto Pinochet som præsident, som et stigende internationalt pres i 1988 tvang Chiles militærjunta til at gennemføre. Oppositionen havde fået 15 minutters sendetid om dagen til at argumentere for deres sag, og vi følger tilblivelsen af den kampagne.

Det første interessante greb, instruktør Pablo Larraín gør, er at optage hele filmen med U-matic-videokameraer, så alt ligner en gammel musikvideo fra 80’erne. Det tager et par minutter at vænne sig til, men giver ultimativt en periodeautenticitet, som kostumer og scenografi aldrig kunne opnå. Filmen gør hyppig brug af autentiske klip fra kampagnen og fra chilensk TV fra perioden, og hvor de normalt ville have stået ud, integreres de på grund af formatet forbilledligt her. Derudover har man tilsyneladende valgt at bruge de aktuelle personer fra kampagnen i filmen frem for at caste folk, der ligner dem. I en del scener oplever vi, at der sættes op til en indspilning med nogle personer, hvorefter vi ser et klip med yngre udgaver af dem. Det højner på den ene side autenticiteten, mens det på den anden side fungerer som Brecht’sk verfremdungs-effekt, der minder os om, at vi ser en film.

Denne dobbelthed går igen i andre dele af filmen. Gael Garcia Bernal i hovedrollen som reklamemanden René er på den ene side en helt, der kommer ind fra højre og vender en vred, anklagende og skinger kampagne til et udtryk for håb. På den anden side er han agent for en moderne tilgang til politisk propaganda, der er aldeles blottet for indhold eller argumenter, men kun fokuserer på image og følelser. Filmen balancerer flot disse dikotomier, hvilket hæver den over mange lignende film. Filmens ærinde er ikke alene at oplyse os om fortiden, men lige så meget at kommentere på nutiden. Den eneste svaghed er et sidespor i handlingen, hvor René prøver at etablere sin kontrol over kampagnen. Det virker underligt løsrevet fra resten af plottet og ikke tro mod karakteren, som den er blevet udfoldet for os. Det er dog et mindre kritikpunkt i en ellers fremragende film.

6/6

”No” vises ikke igen under årets CPH PIX.

Gravatar

#1 Highland Park 11 år siden

Andreas skrev:
Nu kommer manden, hvis hoved du huggede af, tilbage og spørger, om det er den økse, du brugte til at dræbe ham.
Arh, det er nu en konstatering: That's the axe that slayed me...
Efterfulgt af Johns spørgsmål: Is he right?
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#2 Outbound Sith 11 år siden

FANTASTISK start på "John Dies At The End". Jeg var kongeligt underholdt de første 30 minutter. Derefter bliver den desværre alt for fjollet, og der følges kun meget lidt op på de geniale setups, starten diskede op med. :(
"Let's just say I wanna believe."
Fox Mulder

Skriv ny kommentar: