2012

InstruktionRoland Emmerich

MedvirkendeJohn Cusack, Amanda Peet, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Thomas McCarthy, Woody Harrelson, Danny Glover, Liam James, Morgan Lily, Zlatko Buric, Beatrice Rosen, Alexandre Haussmann, Philippe Haussmann, Johann Urb

Længde158 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen13/11/2009


Anmeldelse

2012

3 6
Dødssyg dommedag

Kald mig bare skør, men jeg har en nagende følelse af, at Roland Emmerich hader Moder Jord. Måske har den tyske filmmager snublet over lidt for mange kantsten eller misset bussen én gang for meget gennem årerne… Et eller andet har vores planet i hvert fald gjort for at fortjene mandens foragt. Til dato har instruktøren forsøgt at komme sine frustrationer til livs i tre blockbusters. Først fik han rumvæsner til at invadere Jorden og udradere dens storstæder i “Independence Day”. Senere lod han verden blive kogt af global opvarmning i “The Day After Tomorrow”. Og nu er han tilbage for tilsyneladende at smadre vores himmellegeme én gang for alle i “2012”.

Ovenpå den rærlige “10,000 B.C.” trængte instruktøren til et boost i form af et hæderligt hit. Men selvom “2012” måske nok har marginalt bedre skuespil end “10,000 B.C.”, så er den også hele 50 ulidelige minutter længere, og derfor kan Emmerichs seneste film sagtens klassificeres som hans værste, for hvert eneste sekund i selskab med “2012”s tykpandede karakterer er en tålmodighedsprøve af format.

Emmerich har længe kørt lidt i selvsving i en kreativ forstand, og “2012” følger nøjagtig den samme opskrift som hans andre katastrofefilm. Alle de kendte ingredienser er her: Et enormt sortiment af personer, der undertiden støder på hinanden… En overvejende seriøs historie spækket med komiske sidespor… Og ikke mindst utallige kendte bygningsværker, der bliver lagt i ruiner. Det er en succesrig recept, som har fået Emmerichs bankkonti til at gløde, men instruktøren er blevet værre med årene til at tilberede ingredienserne.

Der optræder først og fremmest alt for mange karakterer. Følgende figurer (i vilkårlig rækkefølge) spiller en forholdsvis prominent rolle i historien: En travl familiefar, som forsøger at genvinde sine børns kærlighed. Hans ekskone. Hans to børn. Hans ekskones nye mand. Hans russiske arbejdsgiver og dennes to børn, kæreste og kærestens flirt. En skør radiovært. En tibetansk munk. Munkens bror, mor og overordnede. USA’s præsident. Præsidentens datter. Datterens chef. Præsidentens højre hånd. Præsidentens rådgiver. Rådgiverens indiske kollega, hustru og søn. Rådgiverens amerikanske kollega. Rådgiverens far. Faderens bedste ven. Ja, man kan blive ved og ved…

Men Emmerich er altså ikke nogen Robert Altman, og han har langt flere bolde i luften, end han kan jonglere med. Persongalleriets størrelse gør ikke blot filmen alenlang, men gør det også umuligt at komme ind under huden på en eneste af dets stereotype medlemmer. Selv ikke garvede skuespillere som John Cusack, Woody Harrelson eller Thandie Newton kan få de omvandrende klicheer til at fremstå troværdige eller forhindre dialogen i at fremprovokere utilsigtet latter. ”Det øjeblik, hvor vi holder op med at kæmpe for hinanden, er det øjeblik, hvor vi mister vores menneskelighed!” skråler en af karaktererne mod slutningen. Vorherre bevares. Præsidentens tale i “Independence Day” var Shakespeare i forhold til det her vrøvl.

Filmens største skavank er dog dens vaklen på skillelinjen mellem det komiske og det seriøse. Man skulle tro, at verdens undergang ville være noget alvorligt stads, men alligevel har karaktererne overskud til at joke og flirte til den store guldmedalje og endda tid til at brokke sig, når deres biler opsluges af Jordens krakelerende overflade, alt imens millioner dør en smertefuld død omkring dem. Humoren er ekstremt plat og forceret, og filmens dramatiske øjeblikke har heller ikke samme punch som dem i “The Day After Tomorrow”, fordi “2012” er alt for rørstrømsk og forudsigelig. Men “2012” savner mest af alt det glimt i øjet, som gjorde “Independence Day” så jovial. Jovist, mange af de computergenererede effekter er vanvittigt flotte, og lydsiden er i en klasse for sig, men i en tid, hvor storslåede actionsekvenser produceres på samlebånd, er det bare ikke nok.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “2012” er trods alt en splinterny blockbuster, der har kostet kassen at producere, så det ville være forbløffende, hvis den ikke så fremragende ud i HD – og det gør den heldigvis også. Farverne har altid den rette temperatur, kontrasten er perfekt, ingen støj, snavs, komprimeringsfejl eller glorier forekommer, og billedet er sædvanligvis knivskarpt. Men visse sekvenser har det desværre med at se lidt “hjemmevideoagtige” ud grundet halvslørede bevægelser og enkelte uskarpe billeder, som tydeligvis skyldes brugen af HD-videokameraer.

Audio

Transferet er ikke perfekt, men det er skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor til gengæld. Actionsekvenserne vil give dine underboere mareridt i dagevis og måske endda også midlertidig tinnitus – lydbombardementet er højt og nådesløst, men hverken dialogen eller musikken drukner i al hurlumhejet, og både de høje og dybe toner gengives med exceptionel klarhed. Subwooferen brummer på livet løs, panoreringerne er formidable og naturtro, og selv under de stilfærdige sekvenser disker baghøjtalerne op med en masse lydeffekter, som hjælper til at suge seeren ind i filmens univers.

Ekstramateriale

Instruktør Roland Emmerich og manuskriptforfatteren (og samtidigt filmens komponist) Harold Kloser har indtalt et halvkedeligt kommentarspor til filmen. Emmerich er ofte en interessant fortæller, men mange af anekdoterne er overvejende tekniske og tørre, og så er hverken Emmerich eller Kloser åbenbart bekendte med filmens åbenlyse mangler, så kommentarsporet henvender sig hovedsageligt til fans.

BD-udgivelsens eksklusive videokommentarspor er langt bedre. Det præsenterer seeren for en lang række relevante klip, interviews, storyboards etc. under filmen. Der medfølger også en ganske munter, interaktiv mayakalender samt adskillige dokumentarer om både filmen og jordens potentielle undergang. Her er også en stak trailere, en enkelt musikvideo og en håndfuld forglemmelige slettede scener – inklusive en alternativ slutning. Hvis din afspiller er tilkoblet internettet, kan du se endnu flere trailere og læse mere om folkene, der arbejdede foran og bag kameraet på “2012”.

Som ventet ser Roland Emmerichs seneste katastrofefilm glimrende ud på Blu-ray, diskens lydspor er helt igennem fænomenalt, og ekstramaterialet er langt bedre end selve filmen. Men hvis verden vitterligt går under om to år, så er livet dæleme for kort til at blive spildt på makværker som “2012”.

2012

3 6
Katrastofalt underholdende klicheer

Jeg har en tilståelse. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om Roland Emmerichs nye to en halv time lange katastrofefilm “2012” skal tages seriøst som en action-adventure-film, hvor Jorden endnu engang må se sin egen undergang i øjnene, eller om den skal betragtes som en humoristisk kommentar til de klicheer og formularer, som Emmerich selv har været med til at integrere i genren med tidligere film som “Independence Day” og “The Day After Tomorrow”. Er “2012” pastiche og satire eller bare ufrivillig komisk? Svaret blæser et sted i vinden, efter man forlader biografens mørke, men én ting er sikkert: Man bliver godt og grundigt underholdt, mens de katastrofale klicheer om Jordens undergang står på.

Handlingen i “2012” er egentlig underordnet, da vi kender historien til hudløshed. Kort sagt er det noget med, at Mayaindianerne for flere 100 år siden forudsagde Jordens undergang i 2012, og nu har videnskabsfolk så fundet ud af, at det rent faktisk vil ske. Hvordan kan jeg altså ikke helt huske, men det er noget med solens varme, der stiger og forskyder hele jordens balancepunkt – i bund og grund ligegyldigt. Det hele handler jo alligevel mere om, hvordan Jorden ser ud, når den bliver smadret, og ikke så meget om, hvorfor den bliver smadret. Og bevares, det ser da til tider også rigtig fedt ud, som i scenen hvor en tibetansk munk på toppen af Himalaya-bjergene bliver slået til plukfisk af en gigantisk flodbølge. Desværre er det bare ikke altid, at effekterne er så overbevisende, og Emmerich presser ofte CGI-pedalen så hårdt i bund, at illusionen om et allestedsnærværende dommedagsscenarie brister.

Det er efterhånden en kliche at sige, at ”klicheerne står i kø,”, men aldrig har det passet bedre end på “2012”. Lad mig prøve at lave en tjekliste over de mest fremtrædende af slagsen:
Weekendfar – her spillet af John Cusack – med anstrengt forhold til sine børn, der vågner op til dåd og viser sit sande værd, når verden omkring hans familie ramler sammen? Tjek! Den selvopofrende præsident – i form af Danny Glover – der holder lange, patriotiske taler? Tjek!

Videnskabsmanden, som opdager problemet før alle andre, men som konstant må slås med tykhovedet soldater og en egocentrisk chef? Tjek! Stereotypiske udlændinge – i dette tilfælde russere og heriblandt en ret så veloplagt Zlatko Burich – der fungerer som komiske indslag, før de møder deres endeligt? Tjek! CGI-destruktioner af verdenskendte monumenter som Sankt Peters Kirken, Det Hvide Hus og Eiffeltårnet? Tjek.

Det er altså et overflødighedshorn af gennemtæskede klicheer, vi bliver udsat for i “2012”. Emmerich har sluppet alle tøjlerne med denne film, og det er til tider medrivende og spændende at blive kastet midt ud i Jordens destruktion, men mest af alt så er det lårklaskende morsomt. Morsomt, fordi vi kender konventionerne til hudløshed og griner af uopfindsomheden i fortællingen og karakterernes væremåde. Om det så er bevidst fra Emmerichs side, tør jeg ikke sige, men hvem ved – om 20 år så kan det være, man kigger tilbage på “2012” som en af vor tids bedste komedier.

“2012” bringer på ingen måde nyt til katastrofefilmene, tværtimod disker den op med så mange velkendte formularer, at man ofte ikke ved, om man skal grine eller græde. Jeg grinte for det meste og tog filmen for, hvad den er: Et stykke Hollywood ekstravaganza, der er lige så opfindsomt som et bæger popcorn, men som trods alt leverer de kalorier, man forventer.

”Sid ned og spænd dig fast,” råber en af filmens ligegyldige papfigurer på et tidspunkt. Man får lyst til at tilføje: ”Og husk at lade hjernen blive derhjemme.”


Trailers

Kort om filmen

For mange århundreder siden nedfældede det avancerede præcolumbianske folkeslag Mayaerne en kalender, der havde en klar og præcis udløbsdato: 21. december 2012. Siden har også mange andre religioner og forskere kredset om samme periode. Astrologer har også erkendt en signifikans i perioden, numerologer har fundet numeriske mønstre, der mere end antyder det samme, geologer udtaler, at kloden er ved at nærme sig sidste salgsdag og selv regeringens videnskabelige eksperter kan ikke afvise, at en kataklysme af bibelske proportioner venter menneskeheden sent i 2012. Så den profetiske forudsigelse, der blev undfanget af Mayaerne for mange århundreder siden, er nu veldokumenteret, diskuteret, analyseret og blotlagt med alle forhåndenværende midler… I 2012 får vi vished. Men ingen kan sige, at vi ikke var advaret…