Engang imellem brager en næsten ukendt instruktør igennem med en film, der tager alle med storm. Sam Mendes gjorde det med “American Beauty”, Tarantino med “Reservoir Dogs”, Danny Boyle med “Trainspotting”, Spielberg med “Dødens gab”, Neill Blomkamp med “District 9” osv. Med “500 Days of Summer” har Marc Webb skubbet sig vej ind på den eksklusive liste, og man kan med sikkerhed sige ham kommer vi til at se mere til, for instruktøren er netop udset til at overtage den lukrative Spider-Man-franchise fra Sam Raimi.

Der er nok ikke noget emne, der er lavet flere film om end kærlighed á la dreng møder pige. Temaet er da også et åbenlyst valg, da langt de fleste af os har erfaringer, som gør os i stand til at relatere til genren. Men hold kæft, hvor er der meget lort. Det er sjældent, man får mere end blot en overfladisk sympati for hovedrollerne, og filmene er for det meste glemt efter ca. fem minutter. Men engang imellem bliver man ramt. Engang imellem støder man på en film, som stikker en kniv lige i hjertet på én og rammer der, hvor det både gør ondt og godt. “Evigt solskin i et pletfrit sind” og “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” er begge gode eksempler. “500 Days of Summer” er ikke helt i samme liga, men den har mange af de rigtige elementer.

“500 Days of Summer” fortælles fragmenteret gennem flashbacks og -forwards, og hvad der helt præcist er nutiden bliver aldrig helt klart. De mange flashforwards giver beskueren en ide om, hvad der kommer til at ske, mens flashbacks’ene planter små hints om de kommende situationer, hvilket resulterer i en fint sammenhængende historie, som vækker nysgerrigheden. Det passer glimrende ind i filmens postmodernistiske stil med pludselige klip af folk, som taler til kameraet, og en enkelt dansescene inspireret af 1940’ernes musicals, som overraskende nok ikke falder ved siden af.

På dvd’en forefindes en god håndfuld slettede og udvidede scener. De er meget hyggelige at se på, men ikke videre sindsoprivende. Det er derimod dvd’ens specielle funktion, som tillader brugeren at kopiere filmen til enten computeren eller en bærbar medieafspiller som f.eks. en iPod – dog kan filmen kun vises på den enhed, som den kopieres til. Skide smart – hvis altså funktionen ikke var designet af sinker. Hele proceduren forløber nemt, men filmen bliver lavet om til .wmv-formatet, som

a) ikke kan afspilles på en Mac (som standard)
b) ikke kan afspilles på de fleste bærbare enheder som f.eks. iPod

Det er ufatteligt, hvor dumme professionelle mennesker kan få lov at være! Formatet hedder mp4, hvis filmen skal kunne afspilles på bærbare enheder – det ved alle, som arbejder med kodning af digital film, måske med undtagelse af dem, der skal forestille at gøre det som en del af deres job.

Romantiske komedier har efterhånden fået et ret dårligt ry, og det er da heller ikke ufortjent, eftersom så mange af dem unægtelig også er af forbløffende ringe kvalitet. Alt for ofte serveres man den samme forudsigelige ret om og om igen, indtil en vis lede over niveauet uundgåeligt må indfinde sig.

Filmen følger den håbefulde Toms romance med pigen Summer over 500 dage, om end ikke i kronologisk rækkefølge. Vi møder dem på førstedagen, hvor Tom – der engang havde ambitioner om arkitektur – nu er endt som forfatter af lykønskningskort. Han spejder efter den kønne Summer, der netop er startet på kontoret, men som ikke lader til at bemærke den sky Tom. Inden længe bliver de dog involveret i et spirende forhold, men samtidig springer filmen frem i kronologien, hvor vi kan se, at forholdet er kuldsejlet, og Tom er efterladt sønderknust og ude af stand til at forstå, hvordan det er gået så galt.

I hovedrollen som Tom ses Joseph Gordon-Levitt, der tilføjer en nedtonet charme til den bundsympatiske, men lidt naive unge mand, hvis forventninger kolliderer smertefuldt med realiteterne. Netop det illustreres ikke mindst opfindsomt i en splitscreen-scene, hvor forestillede og virkelige hændelser afspilles. De to skuespillere udgør et fornemt par.