Er det en fugl? Er det… Øh, ja, det er Birdman

Hvis jeg blev sat på den umulige mission, det må være at markedsføre “Birdman”, så ville jeg trøste mig med, at det er en helt særlig og særligt god film. Det må gøre opgaven lettere. Men altså. Her er der ingen superskurke eller forudsigelig superheltedramaturgi, til trods for at det er den ‘gamle’ Batman, Michael Keaton, der er på plakaten som den tidligere superskuespiller under Birdmans maske. Der er derimod hektisk jazz, Broadway, forkælede teaterskuespillere, en ond kritiker, familiesvigt og mangel på meningen med det hele. Alt det er metasjovt snydeindpakket i historien om en afdanket slags helt. Den markedsføringsopgave er sværere end den ondeste Ultron.

Det er i formen, det først bemærkes, at “Birdman” er noget særligt. Alejandro González Iñárritu er kendt for at gå nye veje. Han gav med sin multiplottrilogi begyndende med “Amores Perros” og sluttende med “Babel” flettefortællinger på film sit endelige gennembrud. Til denne opgave har han lånt fotografen Emmanuel Lubezki fra den mexicanske kollega Alfonso Cuarón. De to lavede i 2013 billedmagi sammen med “Gravity”. Men Lubezki kan også med Iñárritu. I “Birdman” giver kameraet fornemmelsen af, at det hele er optaget i et one take, et skud. Det er det ikke, for handlingen strækker sig over flere dage, “Birdman” er trods alt kun to timer, men det giver en flydende, organisk fornemmelse af nærvær og improvisation. Som på teatret. Og i de urolige jazztoner, der minder om, at vi er langt fra Hollywood.

Vi er derimod i New York. Ikke for at redde byen fra Loke eller andre superskurke, men for at spille teater på teatergaden over dem alle, Broadway. Det er den fallerede kendisskuespiller Riggan Thomson, der var stor i halvfemserne som Hollywoodsuperhelten Birdman, som nu vil give sig selv et comeback og et ry som seriøs kunstner. Manisk slidt med toupe og dårlig forældresamvittighed spiller Michael Keaton metafinurligt rollen, der jo selv var Hollywoodkendis engang for sin rolle som Bir… Batman. Han vil betyde noget. For sin datter, for sin agent, ekskone, kommende kone, ja, hele verden, men allermest for sig selv. Hvis Riggan styrter ned med et fly, hvor George Clooney også er passager, så er drømmen, at Riggans nekrolog har en bedre placering i avisen end Clooneys.

Det er herligt spydig kunstnersatire. Og ingen slipper. Hverken pressen, der i gruppeinterviews spørger selvfedt om Roland Barthes eller dumt om grisesædsrygter. Eller teaterkritikeren, der naturligvis hader alt, der er mainstream. Eller Edward Nortons Kunstner med verdens største K foran. Han siger ting som, at scenen er det eneste sted, han ikke lader som om. Han er et herligt røvhul, der lever sig ind i sin teaterrolle som fordrukken liderbuks med ægte stiv pik og gin i flasken.

Men det er ikke kun de stereotypiske kunstnerfordomme på østkysten, der satires sønder og sammen. Kendismetervarerfilmene fra vestkysten får også sine bidske hug. Fassbender? Nej, optaget af “X-Men”. Woody Harrelson så? Nope, “The Hunger Games”. Ham fra “The Hurt Locker” så da, Jeremy Renner? Heller ikke, han laver “The Avengers”. Det er umuligt for Riggan at skaffe tidens dygtigste skuespillere, da de alle laver maskefilm, der skal sælge popcorn i supersize. Det er sjovt, ligesom når New York så alligevel forvandles til en arena for “Avengers”-action oppe i Riggans hoved. Åh ja, de gode gamle dage, god imod ond, skrigende fans og dollars på lommen.