Næsten alt ved denne dvd-udgivelse af engelske “The Descent” synes at bære præg af, at man ikke har vidst, hvordan man skulle markedsføre filmen. Takket være en typisk forfærdelig dansk undertitel på coveret (Nedstigning til helvede? Jøsses!), der får filmen til at lyde som en tv-film fra 70’erne, og en knap-så-velproduceret dvd-menu der gang på gang afslører en af filmens bedste overraskelser på voldsom og gennemtrængende vis, har man formået at skabe et billede af en typisk, uoriginal lavbudgets thriller med bryster og slimede monstre i fokus. Og det er akkurat ikke, hvad “The Descent” er.

Prisbelønnede “The Descent”, som tog hele England med storm, er et fremragende eksempel på sin genre. En enormt velinstrueret, velspillet, underholdende, chokerende, hensynsløs og djævelsk opfindsom gyser – genrens bedste siden Danny Boyles “28 Days Later” og samtidigt en af genrens bedste film overhovedet i nyere tid. Konceptet er måske ikke helt originalt, men instruktør Neil Marshall (som stod bag den ujævne men morsomme og ambitiøse varulvsgyser “Dog Soldiers” i 2002) nyder at trække tæppet væk under seeren fra tid til anden.

Filmens persongalleri består af seks attraktive unge kvinder, hvilket let kunne forlede én til at tro, at instruktør Marshall var opsat på at score kassen på at promovere sit beundringsværdige skuespillerhold og tage til takke med en lille håndfuld veltimede choks og intet mere. Men tydeligvis inspireret af film som “The Shining”, “Alien” og “Deliverance” (alle tre blandt instruktørens favoritter) har Marshall (som også har skrevet filmens manuskript) skabt seks hårdhudede, skrappe tøser, af den slags man efterhånden ser for få af i denne genre. Ligesom i “Alien” bliver truslen sjældent set og derved gjort langt mere intimiderende. Ligesom i “Deliverance” udvikler hovedpersonernes fællestur sig til et regulært mareridt. Og ligesom i både “Alien” og “The Shining” tager Marshall sig tid til at give publikum blod på tanden, inden vi i filmen bogstaveligt talt får lov til at se blod, hvorefter filmen nægter at slippe sit greb.

De seks skuespillere var desuden sammen et godt stykke tid inden optagelserne for at øve professionel klatring, og det har tydeligvis styrket deres fælles kemi og gjort deres karakterer endnu mere troværdige. I filmen beslutter de seks kvindfolk sig for at udforske en hule i et hjørne af USA. Uden at vide det begiver de sig ned i en grotte, hvor snævre passager, jordskred og ophobende panik hurtigt viser sig at være deres mindste problem, da de indser, at de ikke er alene.

Filmen har kostet, hvad der svarer til ca. 5 millioner dollars. Efter amerikanske standarder svarer det til omtrent en ultralavbudgets gyserfilm. Men de både klaustrofobiske og beundringsværdige huleinteriører, de kuldegysningsinducerende special-effects og make-up effekter, det formidable kameraarbejde, det nervepirrende lyddesign (klart inspireret af “Jurassic Park” og “Predator”) og David Julyans (“Memento”, “Insomnia”) fyldige, højtravende musik får filmen til at fremstå ti gange dyrere, end den egentlig var at producere. Filmen er ligeledes mindst ti gange bedre end de fleste nok vil forvente ud fra denne formidable films tvivlsomme omslag. Filmen handler, javist, om en nedstigning, men spændingskurven stiger og stiger, indtil man næsten ikke kan bære det mere. Formidabelt.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Interessant. Det er konklusionen, man kommer frem til, når man har analyseret billedsiden på denne spøjse udgivelse. Ved første øjekast er bedømmelsen soleklar: bortset fra lidt gryn, ganske få kontrastproblemer og en anelse digital støj, er billedsiden meget imponerende. Transferet er skarpt og solidt med en imponerende farvegengivelse og er overraskende fri for komprimeringsproblemer (kommer vi til senere).

Men så kommer den store problematik. Ifølge coveret burde filmen være gengivet i 2.35:1 anamorphic widescreen. Dette er også det format, som filmen blev vist i i engelske biografer, og sådan som filmen bliver præsenteret på den engelske dvd-udgivelse. Men i modsætning til hvad coveret antyder, bliver filmen vist i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Så er den mest oplagte konklusion så, at man ved en fejl er “kommet til” at eliminere billedets yderste højre- og venstresider og derved gjort billedet mindre, så man mister billedlige detaljer, som var i den oprindelige udgave af filmen, og som instruktøren og fotografen ville have dig til at se. Dette er bl.a. sket på den udenlandske dvd-udgivelse af “Lord of War” for nylig, hvilket har udløst en masse debat på internettet.

Men så enkelt er det ikke. Filmen er skudt i Super35, et billedformat der giver instruktøren og klipperen større frihed i klipperummet til at udvælge hvilke dele af det skudte billede, som skal havne i den endelige udgave af filmen. Bl.a. James Cameron er en stor tilhænger af netop dette billedformat. En sammenligning mellem denne danske udgave af dvd’en og den engelske viser, at der i flere af scenerne i den danske udgave mangler billedinformation til højre og til venstre, mens der i flere scener er flere billeddetaljer i den danske udgave i top og bund.

Eftersom Marshall ikke nævner billedformatet på sit kommentarspor (som er en direkte kopi fra den engelske udgivelse, som bød på et 2.35:1-transfer), og at filmen er udstedt til at blive præsenteret i cinemascope-format, må man antage, at præsentationen af filmen på denne udgivelse er forkert. Desuden synes der at være en betydeligt større mængde tab af billede til højre og venstre end i top og bund (og den ekstra billedinformation i top og bund på den danske udgivelse er oftest ganske overflødig). Det er en mærkværdig fejl, som burde have været rettet, og som forhindrer billedsiden i at opnå en højere bedømmelse.

AudioSom håbet, lyder filmen glimrende på dvd. Lyddesignet er måske ikke altid så originalt, men lydsporet er enormt effektivt. Dvd’en byder på både et DTS og et Dolby Digital 5.1 spor (i modsætning til hvad der står på coveret, indeholder dvd’en ikke et Dolby Surround 2.0 spor). Der er konstant gang i den i samtlige kanaler. Fra pludselige auditive indfald designet til at give publikum et gevaldigt chok, til velmixede atmosfærelyde der styrker filmens ubehageligt stramme aura, er begge spor en fornøjelse at lytte til. DTS-sporet vinder i sidste ende, især fordi det har en lidt mere solid bund. DTS-sporet gør hospitalsscenen i starten af filmen til et af de mest intense lydøjeblikke hørt på dvd i lang tid. Og så er det selvsagt også en fornøjelse (ekstremt ubehagelig oplevelse er måske en mere passende betegnelse) at blive rystet gang på gang af de fornemme panoreringer og det fine kanalbrug i hulescenerne. Og Julyans musik breder sig ud over kanalnetværket og formår næsten at lyde helt majestætisk. Imponerende.

EkstramaterialeI England er “The Descent” blevet udgivet som en 2-disc udgivelse. Men at den danske udgivelse kun består af én disc bør ikke afskrække potentielle købere, fordi størstedelen af ekstramaterialet fra 2-disc udgivelsen er at finde her. Derfor kunne man også let have frygtet, at filmen ville både lyde og se komprimeret ud, eftersom der er langt mere indhold på denne ene disc, end der var på disc 1 i den engelske udgivelse. Men det har heldigvis ikke vist sig at være sandt.

Dvd’en indeholder en fornem 41-minutter-lang dokumentar om filmens tilblivelse. Der er et par kedelige passager, hvor skuespillerne og Marshall blot taler om, hvad plottet går ud på, hvilket ikke kunne være mere uinteressant, når man allerede har set filmen. Men de kedelige passager er hurtigt overstået, og så får vi pludselig en masse interessante informationer leveret. Vi hører bl.a. filmens bagmænd tale om, hvad de finder skræmmende til dagligdag (Marshall er sjovt nok bange for kvinder), folks interessante “freudianske teorier” om filmens historie og tilblivelsen af filmens imponerende kulisser og særprægede væsner. Og så bliver der talt en del om skuespillernes første møde med filmens bæster, som man med vilje holdt væk fra skuespillerne, indtil den dag man valgte at skyde scenen.

Der er i alt 9 slettede scener inkluderet. Flere af dem er bare forlængede udgaver af scener, som er med i den endelige udgave af filmen. Mange af dem er meget korte, og det har været en klog beslutning at fjerne dem alle sammen. Man har også mulighed for at studere tre scener fra filmen som en sammenligning mellem storyboards og det færdigoptagede produkt.

Så er der også to kommentarspor af forskellig karakter. Instruktør Neil Marshall dukker op på begge to, hvor han på det første bliver ledsaget af sit skuespillerensemble. Det er et ganske morsomt, underholdende og ofte meget useriøst kommentarspor. Eftersom der er så mange deltagere, er der flere der afbryder hinanden og taler i munden på hinanden, men for det meste er det let nok at holde styr på de forskellige stemmer og deres udtalelser, og sporets muntre tone smitter ofte. Fans af filmen vil nok få en masse spas ud af dette spor.

Det andet kommentarspor er mere seriøst (‘der er færre berusede mennesker i lokalet nu’, som Marshall siger). Her bliver instruktøren ledsaget af sin producer, klipper, klipperassistent og produktionsdesigner. Det er ganske interessant, men det er samtidigt også en smule tørt af og til og byder på flere pauser.

Til slut er der 5 minutters morsomme fraklip. Alt i alt et fint sortiment af ekstramateriale. Det eneste, man virkelig savner, er filmens fremragende teaser og to biograftrailere.