En hæs og hidsig svanesang

En indrømmelse: Broadway-musicals siger mig absolut ingenting. Jeg har aldrig set en hel en af slagsen, hverken live eller på tv, men jeg er da stødt på fragmenter hist og pist. Kender et par af sangene, det er klart. Men jeg forstår ikke fascinationen. Det er kvalm, oppustet, forloren underholdning. En intens fond af ligegyldighed. Derfor var det uden store forventninger, at jeg blændede op for dokumentaren “Elaine Strich: Shoot Me”, et portræt af den legendariske Broadway-bitch, Elaine Stritch.

Endnu en indrømmelse: Jeg havde aldrig hørt om Elaine Stritch. Størstedelen af hendes karriere udspillede sig på de skrå brædder i New York og London, men der var også flere film- og tv-roller på cv’et, da hun døde sidste år, 89 år gammel. Hun var på rollelisten i selveste Woody Allens “September” fra 1987. Men ak, den har jeg aldrig fået set. Ligesom jeg aldrig nåede længere end første afsnit af komedieserien “30 Rock”, hvor Stritch ellers havde en mindre rolle som Alec Baldwins mor. Mit forhåndskendskab til emnet er altså… mangelfuldt. Helt blank.

Nu har jeg så set halvanden times dokumentar med StriTch i centrum. Men jeg er faktisk ikke blevet meget klogere på hverken karriere eller livsforløb. “Elaine Stritch: Shoot Me” er nemlig ikke en typisk vugge-til-grav-dokumentar. Heldigvis. I stedet følger den Stritch på tæt hold, mens karrieren og livet så småt begynder at lakke mod enden. Den introducerer mig for en sær gammel dame. En ubehagelig, ubehøvlet krukke, der bander som bare fanden, råber og skriger og drikker for meget, men alligevel formår at stjæle rampelyset, hver gang hun træder ind i et lokale. Selv vægtige personligheder som James Gandolfini, Alec Baldwin og Tina Fey skrumper til sidekicks i Stritchs nærvær.

Hun er umulig at overse. Når hun spankulerer gennem New Yorks gader i sin ekstravagante, hvide pelsfrakke og enorme solbriller, tiltrækker hun sig de forbipasserendes opmærksomhed. Og de ved tydeligvis, hvem hun er. I den verden, hvor hun færdes, er hun en af de største. Men for en udenforstående som mig, er det ikke berømmelsen eller fortidens bedrifter, der er det interessante. Selv om det skam er vildt at kunne fortælle anekdoter om dengang, man holdt en ung liderbuk ved navn John F. Kennedy stangen, da han forsøgte at erobre ens mødom. Historien om Elaine Stritch er stærkest, når den modstår fristelsen fra Memory Lane og fokuserer på den fortælling, der foregår i nutid.

Hun var nemlig stadig aktiv, da filmen her blev skabt, selv om hun var 86-87 år gammel. Kameraholdet følger hende, mens hun forbereder en soloforestilling med sange af den berømte Stephen Sondheim. Hendes sult efter scenen er stadig stærk, og energien lader indledningsvis til at være uudtømmelig. Det ligner en af de opløftende fortællinger, der påstår, at vi ikke er ældre, end vi føler os. Den slags kan de fleste af os godt lide at høre – men vi ved jo også godt, at man ikke kan smile sig ud af forfaldets faktum. Elaines hukommelse svigter, og pludselig forsvinder hendes yndlingssangtekster på tungen. Hendes drikkeri tager til, og hendes sukkersyge bliver sværere at holde under kontrol. Biologien er ligeglad med gode intentioner og højt humør. Men Elaine er vant til at få det sidste ord. Det er i det spændingsfelt, at “Elaine Strich: Shoot Me” bliver rørende og vedkommende for en Broadway-hater som mig.