Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 1233

Bedste Jesus-film

  • Life of Brian
    45%
  • The Passion of the Christ
    17%
  • Jeg kan ikke lide Jesus-film
    15%
  • Jeg har ikke set en Jesus-film
    8%
  • Ben-Hur
    7%
  • The Last Temptation of Christ
    2%
  • Jesus Christ Superstar
    2%
  • Jesus of Nazareth
    1%
  • The Gospel According to St. Matthew
    1%
  • Anden film
    1%
  • Godspell
    0%
  • The Greatest Story Ever Told
    0%
  • Judas
    0%
  • The Miracle Maker
    0%
  • The King of Kings (1927)
    0%
  • King of Kings (1961)
    0%
  • The Robe
    0%

En soap

Originaltitel: En soap
Instruktion: Pernille Fischer Christensen
Medvirkende: Trine Dyrholm, David Dencik, Frank Thiel, Elsebeth Steentoft, Christian Tafdrup, Pauli Ryberg, Jakob Ulrik Lohmann
Produktionsår: 2006
Længde: 105 min.
Land:
Sprog:
Genre:
Komedie, Komedie
Links: IMDb
I biografen: 07/04-2006
På DVD: 03/10-2006

Dato: 05. april 2006   Af: (filmz-kloister) - Skriv din mening i forummet

Længsler og begær er hovedtemaer i Pernille Fischer Christensens prisvinder "En soap". Den løb med både debutantprisen og en sølvbjørn på årets Berlinale, og det må siges at være ganske fortjent. Filmen byder på pragtpræstationer af Trine Dyrholm og ikke mindst David Dencik i rollen som den transseksuelle Veronica.



Historien er som sådan egentlig ligetil. Charlotte flytter fra kæresten og ind i et boligkompleks. Hun kan ikke alt det der med faste parforhold, villa og vovse, og kaster sig i stedet ud i one-night-stands med tilfældige mænd. Underboen er den unge, transseksuelle Veronica, der bor alene med sin lille hund. De to bringes sammen af en seng, der skal flyttes og nogle hvide gardiner, der skal skærme for den perverse genbo. Deres skæbner er på overfladen forskellige, men de finder efterhånden ud af, at de har mere tilfælles end som så. Filmens titel henviser til Veronicas yndlingseftermiddagsbeskæftigelse; at følge med i en soap-opera på tv.

Soap-temaet afspejles igen i filmen konkret ved at den er inddelt i en serie kapitler, der hver især har en dramatiseret indledning med voiceover. Såvel denne film som soap-operaer, har da også det tilfælles, at de begge især kredser om emner som begær og kærlighed. Heldigvis har Pernille Fischer Christensen dog haft modet til at kaste sig ud i en bevægende film, der tør beskæftige sig med de mondæne emner på en indfølende, anderledes og heldigvis dybt interessant måde. Filmen har mange lag, der spiller godt sammen. Dog er det som om "En soap" lige skal varme op, før man oprigtigt bliver grebet af historien.



Rollen som den udadvendte, påtrængende Charlotte passer Trine Dyrholm fremragende, ja faktisk er det svært at forestille sig nogen anden i netop den rolle. Hun er grov og afvisende, men samtidig dybt sårbar – og netop derfor så spændende en karakter. Hendes modspil kommer i form af David Dencik som den transseksuelle Veronica. Han er intet mindre end perfekt i den ellers krævende rolle. Man forelskes øjeblikkeligt i det ærlige og dybt sarte væsen, der gemmer sig bag paryk og dagdrømmeri foran tv'et. Sammen danner de to hovedpersoner en kakofoni af følelser og afspejler hver især grader af ensomhed, der går lige ind.

I gode biroller ses Elsebeth Steentoft som moderen til Veronica og Frank Thiel, som Charlottes forsmåede elsker, der er medvirkende til at bringe de to hovedpersoner tættere sammen, da han mister besindelsen i et anfald af jalousi. Lydsiden har bidrag fra Anthony and the Johnsons, og det sarte, indfølende og melankolske lydunivers, sætter stemningen i filmen, der af og til tenderer mod den rene, sorte fryd. Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskriptet, der fremstår gennemtænkt og levende.




Vurdering: En soap

Pernille Fischer Christensen har måske ikke skabt noget mesterværk med "En soap", men hun har derimod lavet en film, der lyser op i biografmørket, og som fortjener at blive set og værdsat, for sin vilje til at turde fortælle en anderledes kærlighedshistorie.

Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 3.43 (7 stemmer)