En film, der vil forandre verden

“Everyday Rebellion” er ikke blot en dokumentarfilm om politisk aktivisme. Den er politisk aktivisme. En forsvarstale for ikke-voldelige protester og civil ulydighed. En inspirerende brandtale til rekruttering af nye aktivister. Og et katalog over de kreative protestformer, som opfindsomme aktivister verden over har udtænkt i kampen imod undertrykkelse. Jeg kunne nemt have følt mig som en foie gras-gås, sådan som det politiske budskab blev stoppet ned i halsen på mig. Heldigvis husker de to iranske instruktørbrødre med efternavnet Riahi, at “Everyday Rebellion” også er en film. Og som film er den mere interessant end de fleste dokumentarfilm.

Der er en del opfindsomme greb, der understreger, at brødrene Riahi ikke har glemt formen, selv om indholdet tydeligvis ligger dem meget på sinde. I åbningen sender en hviskende voice-over tankerne tilbage til den franske nybølge-maestro Jean-Luc Godard og hans voldsomt eksperimenterende “Jeg ved 2-3 ting om hende” fra 1967. I den film indtalte Godard selv en næsten uhørlig voice-over, hvor han intimt hviskede sine tanker om det kapitalistiske forbrugersamfunds fortrædeligheder ind i publikums øregange. Brødrene Riahi bruger deres voice-over på en tilsvarende facon. Den beretter om den ikke-voldelige protest. Dens styrker, dens hensigter. Der hviskes, fordi mange aktivister må operere i det skjulte med frygten for et voldeligt regime konstant svævende over sig.

Flere gange undervejs toner et sortklædt spansk kor frem på lærredet. De synger politiske protestfraser, men det lyder som salmesang. Aktivistiske hymner om den frelse, de undertrykte selv kan realisere, hvis de tager budskabet til hjerte, og fører det ud i livet. Der er flere af den slags syrede indslag, der bryder med den mere nøgterne stil, som præger de scener, hvor vi kommer helt tæt på forskellige aktivister fra alle dele af verden.

Kalejdoskopisk bevæger “Everyday Rebellion” sig mellem Occupy Wall Street i New York, de ukrainske feminister i FEMEN og spanske nabofællesskaber, der kæmper imod de banker, der sætter dem på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje. Den dokumenterer fredelige protestbevægelser i Iran og Syrien, og den er med på Tahir-pladsen i Kairo, da det ægyptiske folk samles i protest imod præsident Hosni Mubarak. Den bevæger sig sågar et smut forbi København, hvor en forsker fortæller, at videnskaben kan dokumentere, at den ikke-voldelige protest er den mest effektive metode til at skabe forandring.

Selv om der tydeligvis er en klar dagsorden, så underbygges de mange påstande. Og i mødet med aktivisterne formår den at formidle en følelse af, at verden kan forandres til det bedre. Under de værste omstændigheder finder modstanden nye veje til at få sit budskab ud. Hvordan omdeler man flyveblade Syrien? Man gemmer dem i en heliumballon. Dernæst fastgør man en isterning med en indlejret sikkerhedsnål på ballonen og slipper den løs. Når isen smelter, springer sikkerhedsnålen ballonen, og flyvebladet falder til jorden. Genialt. Mere følelsesmæssigt knusende er skildringen af en symbolsk retssag, hvor ofre for politiske forbrydelser i Iran aflægger vidnesbyrd om de grusomheder, de og deres familier blev påført af det iranske regime i 1980’erne. Tilhørerne sidder med billeder af dem, de har mistet. En ældre mand bryder sammen, da har fortæller, hvordan han blev tvunget til at deltage i henrettelsen af andre politiske fanger. Alle græder med ham. Det er voldsomt at være vidne til.