Overgearet actionbrag

Jeg har en tilståelse: Jeg har længe haft en svaghed for “The Fast and the Furious”-filmene. Ja, du læste rigtigt – disse nedsablede actionbrag har længe befundet sig på listen over mine personlige guilty pleasures. Det pudsige er, at jeg nærmest ikke kunne være mindre interesseret i biler. Jeg har ingen forstand på hestekræfter, jeg aner ikke, hvordan de fleste bilmærkers logoer ser ud, og jeg har kun en vag forestilling om, hvad en cylinder egentlig er. Alligevel har jeg moret mig kosteligt (og indimellem krummet tæer) under seriens fem spillefilm.

Jeg nærer ingen illusioner om, at de fem film er fuldkomne. De har alle fejl og mangler – nogle flere end andre. Men på mirakuløs vis har “The Fast and the Furious”-føljetonen formået at undgå mange af de faldgruber, der har torpederet andre store Hollywood-franchises. Filmene forfalder aldrig til pinlig pruttehumor, de holder sig fra overdreven brug af CGI, og (bedst af alt) de forvilder sig aldrig ud på alenlange, ligegyldige sidespor. Det er altså en stribe fedtfattige actionfilm fattige på logik og mindeværdige plot, men heldigvis endnu fattigere på banaliteter og bøvet humor, og “Fast & Furious 5” er seriens hidtil bedste del.

Det kan virke svært at holde rede på seriens fem film – det første kapitel hedder “The Fast and the Furious”, den fjerde film hedder næsten det samme, “Fast & Furious”, men den er i virkeligheden en prequel til treeren, “The Fast and the Furious: Tokyo Drift”, som også foregår efter “Fast & Furious 5”. Forvirret? Det kommer du ikke til at være længe, for “Fast & Furious 5” træder øjeblikkeligt speederen i bund og ser sig sjældent tilbage. Jovist, fans får serveret kendte ansigter og indforståede referencer, men man behøver bestemt ikke noget indgående kendskab til serien for at kunne følge med.

Vi hænger atter ud med de gæve gutter Dominic Toretto (Vin Diesel) og Brian O’Conner (Paul Walker), som lever i eksil i Rio de Janeiro ovenpå deres småkriminelle strabadser i den sidste film. Men efter et hasarderet røveri bliver de sympatiske tyveknægte uretfærdigt anklaget for at have myrdet to amerikanske narkobetjente, og så får duoen pludseligt en toptrænet FBI-patrulje på nakken, der dirigeres af muskelbundtet Luke Hobbs (Dwayne “The Rock” Johnson). Samtidig hiver Toretto og O’Conner fat i flere af deres gamle venner (praktisk talt alle nøglefigurerne fra de tidligere film) for at få dem til at deltage i et storstilet indbrud, som forhåbentlig kan kaste så mange kontanter af sig, at d’herrer omsider kan læne sig tilbage og nyde tilværelsen.

Som man nok kan høre, har filmmagerne lige lovlig mange bolde i luften på samme tid, og selvom der uden tvivl er mere kød på historien her end i de forrige film, er fortællingen stadigvæk alt for mager til at kunne holde til en spilletid på 130 minutter. Efter en hæsblæsende start går filmen kraftigt ned i gear og bliver en slags pendant til “Ocean’s Eleven”, hvor Toretto og Co. udarbejder kuppet hos byens største gangster. En midterdel fyldt med sniksnak og møjsommelig planlægning bremser filmens mægtige momentum, men heldigvis går filmen fra tredjegear til overgearet i dens sidste akt, hvor projektiler, knytnæver og biler kolliderer i en uimodståelig kakofoni af flammer, lyd og ægte, sindsoprivende stunts.

På skuespilfronten er Paul Walker nøjagtig lige så stiv og mumlende som altid. Hvad i alverden blev der af den Walker, som demonstrerede så meget potentiale i den undervurderede thriller “Running Scared”? Heldigvis er Vin Diesel filmens primus motor (næstefter selve bilmotorerne, naturligvis), og hans præstation er en herlig pærevælling af alvor og selvironi, der spejler filmens indstilling. Johnson er i topform og tydeligvis i humør til at sparke røv ovenpå en lang række farcer og familiefilm, og selvom jeg ikke er decideret fan af de to, kunne jeg alligevel mærke min indre drengerøv skråle af begejstring, da de gigantiske actionstjerner omsider gik i flæsket på hinanden. Det er sekvenser som den, der gør, at jeg ikke kan undgå at se en smule frem til “Fast & Furious 6”.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Solid kontrast, upåklagelig farvegengivelse, celluloidagtigt look, perfekt grynniveau og ikke skyggen af støj, snavs, banding eller edge-enhancement. Kort sagt: Et fejlfrit transfer.

Audio

Vrissende motorer, lynhurtige biler, enorme eksplosioner og brutale slåskampe… Var der nogensinde nogen tvivl om, hvorvidt dette DTS-HD Master Audio 5.1-mix ville sparke røv? Samtlige slag, eksplosioner og kollisioner har en fantastisk slagkraft takket være udsøgt brug af hele kanalnetværket, hvor især subwooferen gør sig bemærket. Hverken musikken eller replikkerne går tabt i det auditive bombardement, hvor lydens klarhed og de raffinerede panoreringer transformerer hjemmebiografen til en vaskeægte væddeløbsbane.

Ekstramateriale

Instruktøren Justin Lin har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, hvor han ganske ydmygt og velformuleret gennemgår skabelsen af filmen, samarbejdet med skuespillerne osv. Der er også produceret en række detaljerede scenegennemgange samt et video-kommentarspor, som kører under filmen og undervejs byder på relevante interviews og klip fra optagelserne.

Derudover er her et væld af korte dokumentarer, der tilsammen varer 72 minutter, og som primært fokuserer på filmens karakterer, skuespillere, biler og stunts. Dokumentarerne er en anelse overfladiske, og der er rigeligt med verbalt rygklapperi, men heldigvis er her langt flere spændende anekdoter og klip fra optagelserne. De to minutters slettede scener er fuldstændig ubetydelige, men de knap fem minutters fraklip er ganske morsomme. Man har også mulighed for at bogmærke ens yndlingsscener. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Hurtig og gal 5

Man kan ikke beskylde denne femte “Fast and Furious”-film for at spilde tiden med unødig snak. Allerede fra første scene går den øjeblikkelig til biddet. Den muskelsvulmende Dom er ufrivillig passager på en bus fuld af fanger på vej til fængslet, og eks-strømeren O’Conner sætter sig prompte for at befri ham.

Metoden, han anvender, sætter på mange måder tonen for resten af filmen: På sindig vis rammer to biler bussen, så den vælter rundt og ruller vildt ned ad vejen i højt tempo. I en film, der tog sig selv en smule alvorligt, ville skaderne være omfattende, men i denne omgang farverigt bilræs ligger realismen et sted mellem “Ud at køre med de skøre” og “Hjulben”-tegneserien, og som ved et trylleslag kommer ingen til skade ved det absurde flugtforsøg. Manglen på forbindelse til noget, der ligner den virkelige verden, kunne på mange måder være denne films akilleshæl, men på sin vis bliver det næsten en del af underholdningsværdien her, efterhånden som den ene mere grotesk usandsynlige hændelse overtager den anden.

Serien har fra starten haft sit udgangspunkt i de fiktive gaderæs-miljøer, som jeg må tilstå en komplet mangel på interesse for, og den samme følelse har instruktøren Justin Lin og hans manuskriptforfattere tilsyneladende haft, for med denne femte film i rækken har de så godt som fuldstændig kappet forbindelsen til udgangspunktet.

I stedet ligner dette indslag mere en heist-film i stil med “Ocean’s Eleven” eller “The Italian Job” end en “Fast and Furious”-film. Som i de foregående indslag spiller Vin Diesel og Paul Walker de fartglade hovedpersoner, men efter de obligatoriske indledende bilstunts bliver blikket hurtig vendt mod Rio de Janeiro. Her er en væmmelig narkobaron i besiddelse af et pengeskab med nok millioner til, at hele bilrøverfamilien kan trække sig tilbage, men for at få fat på pengene, må de to hastighedsnarkomaner samle et stjernespækket hold af eksperter til at klare jobbet. Det er selvsagt en pinefuldt ofte anvendt formular, men alligevel fortsat ret så tilfredsstillende, og den giver samtidig filmen en chance for at lade os glemme, hvor udstrålingsløse Diesel og Walker i grunden er i hovedrollerne.

En mere underholdende skikkelse dukker derimod op i form af den benhårde FBI-agent Hobbes, der er ankommet til byen for at indfange parret, og den kæmpestore muskelbøf spiles så overgearet af Dwayne Johnson, at han hurtigt bliver et af filmens mest underholdende punkter. Det ligger selvsagt i kortene, at Johnson og Diesel skal op at toppes, og en god del af spilletiden bruges på at lægge op til de to testosteron-bombers opgør. Filmen antyder konstant deres ligeværd, og i en bizar scene, hvor de to kamphaner stirrer hinanden truende i øjnene, lader deres højdeforskel sært nok til at være forsvundet for en stund. Vin Diesel må havde haft de høje hæle på.