Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 160

Bedste MCU-skurk?

  • Loki
    48%
  • Red Skull
    9%
  • Ultron
    8%
  • En anden
    8%
  • Hela
    6%
  • Erik Killmonger
    5%
  • Helmut Zemo
    4%
  • Alexander Pierce
    4%
  • Vulture
    3%
  • The Mandarin
    3%
  • Nebula
    3%
  • Ego
    1%

Fifty Shades - Fri

Originaltitel: Fifty Shades Freed
Instruktion: James Foley
Medvirkende: Dakota Johnson, Jamie Dornan, Arielle Kebbel, Luke Grimes
Produktionsår: 2018
Længde: 105 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Drama, Romantik, Thriller
Links: IMDb
I biografen: 08/02-2018
Bio-distributør: UIP

Dato: 07. February 2018   Af: Morten Vejlgaard Just (Morten Vejlgaard Just) - Skriv din mening i forummet

Endelig fri

Min date havde gjort sig umage. Rød løber og husets bedste cava i plastickrus med høj stilk i stedet for kedelig kaffe midt i arbejdstiden, som alle de andre gør, når de inviterer. Universal Pictures ved, hvordan man får en til at føle sig som noget særligt. Som en Ana Steele, der ikke behøver at tage beslutninger selv. Universal tager styringen som Mr. Grey. De ved, at jeg helst vil bruge min fritid på at se "Fifty Shades - Fri".


Foto: UIP


Derfor aflyste jeg da også fritidens aftaler, satte mig til rette sammen med forpremierens fans og min stive kuglepen imellem fingrene klar til at tage noter til denne trilogiens sidste film, inden jeg er fri. Helt fri. Men inden da inviteres jeg til bryllup. Miss Steele bliver til Mrs. Grey, hvilket da skal fejres med en signatur for "Fifty Shades"-serien: En romantisk montage tilsat et kandiseret omkvæd a la Ellie Goulding. De kører nygifte væk i Audi, der fører dem til et privatfly, der fører dem til en lystyacht, hvorfra de sejler med vandscooter, inden de ender i Paris, hvor de har lidenskabelig, blid missionær-sex - selv om Christian naturligvis stadig hader romantik og blid sex. Det har han i hvert fald påstået igennem nu tre prinsesse-eventyr. Jeg tror dig ikke, Mr. Grey.

Men han påstår altså stadig, at han er en bad boy, som Julia Michaels synger om i "Heaven" i et soundtrack, der er lige så blødt som Christian. Han elsker dog stadig at bestemme. Ana må ikke vise bryster på stranden eller køre den hurtige Audi. Indtil hun må. Hun kører stærkt, hvilket gør hende liderlig, så de gør det hurtigt på forsædet. Hurtigt er nøgleordet. For "Fri" er overraskende fri fra sex, der nærmest er reduceret til forspil. Ja, der er nærmest mere hurtig Audi end hurtig sex, selv om Ana da obligatorisk 'kommer til' at spilde sin is ud over Mr. Greys kronisk nøgne overkrop, hvilket fører til, at hun sutter hans Lynstang i adskillige sekunder.


Foto: UIP


Det kommer der ikke meget ud af. Slet ikke børn, som Ana drømmer om. Det gør der derimod ved at være så retarderet, at man ikke forstår, hvordan prævention virker. I "Fifty Shades of Grey" vidste Ana ikke, hvad en butt plug var - i "Fri" forklarer lægen, at hun har brugt præventionen forkert; nu er hun gravid. Det er Christian træt af, fordi han selv havde en dårlig barndom, hvilket gjorde ham til dette sadistiske, kyniske, rige, romantiske, pianospillende, inderlige, betænksomme og blide monster, som han jo er.

Han vil gøre alt for hende, hvilket dog ikke hjælper, da den onde, onde Mr. Hyde fra sidste afsnit pludselig er inde i Anas topsikrede soveværelse med en kniv. Det var ham, der "I mørket" tog et billede af Christian med en mobiltelefon, hvorefter han fik printet billedet ud, så han kunne slukke en cigaret i Christians hoved på billedet. Nu er han tilbage med kniv og kidnapning. Han invaderer også Anas drømme, men det glemmer hun snart igen, da hun får lov til at klippe Christians hår, imens han er iført nøgen overkrop. Hvor er han skøn.


Foto: UIP


Vurdering: Fifty Shades - Fri

Han er næsten lige så skøn som min date. Det kan godt være, at Universal Pictures siger, at de er en bad boy, der bestemmer over mit liv. Men jeg kender også den romantiske side af dem. Den, der inviterer ud på cava. Og som betaler regningen. Alligevel er jeg bange for, at det ikke bliver os to. Hvorfor? Hvad er der galt? Det er ikke jer, det er mig.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.