Four Lions
Udgivet 6. okt 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Der er ikke meget, som indbyder mere til latter end folk, der tager sig selv frygtelig alvorligt og har en kolossal høj opfattelse af deres egen betydning, og der findes dårligt nogen mennesker med større selvhøjtidelighed og en mere akut narcissisme end terrorister, hvad enten de så stammer fra Rote Armee Fraktion eller den islamistiske verden.
I filmen følger vi en lille gruppe engelskbosatte håbefulde terrorister, der drømmer om at slå til med et rigtig stort angreb og har lange diskussion om, hvem af dem, der er mest Al-Qaeda. Gruppens leder er Omar, som står overfor en træningstur til den arabiske verden for at blive oplært i terrorismens væsen. Hans autoritet udfordres dog gentagne gange af den hvide konvertit Barry, hvis grove engelske dialekt får de militante ideer til at lyde endnu mere stupide, mens den småretarderede Waj blot er med, fordi han synes, at ideen om at være islamisk terrorkriger lyder enormt sej.
Filmen er instrueret af Christopher Morris, der også har bidraget til manuskriptet, og som hermed får sin spillefilmdebut med denne hylende morsomme komedie. Han fik eftersigende ideen efter at have læst om det overnævnte mislykkede angreb i 2000, hvor det blev åbenbaret, at terroristerne i modsætning til den gængse opfattelse ikke nødvendigvis er de skarpeste knive i skuffen. At der er materiale nok til satiren blev tydeligt ved research, og mange af vitserne er taget direkte fra ægte kilder. Virkningen er lidt som at se “This Is Spinal Tap” blot med bombekastere i stedet for rockmusikere. Emnet er selvsagt provokerende og usmageligt – ligesom alt andet satire af værdi – men samtidig er det enormt befriende at se en film, der piller ved terroristernes selvforelskelse.
Hvad der dog ikke mindst også er imponerende er, at filmen ikke alene får en til at grine over tosserne, men også formår at fortælle en ganske rørende historie, hvor de sidste scener efterlader en uventet klump i halsen. Filmen er ikke overraskende blevet mødt med protester, men uanset den komiske vinkel, så er det svært at gå fra filmen med et andet indtryk, end at angrebene ikke blot er dybt idiotiske, men også meningsløse, formålsløse og helt og aldeles nyttesløse. Ofrene for gerningerne er alvorlige nok, uanset hvor absurde selve aktionerne er. Men absurde, det er de.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet