Frailty
Udgivet 19. sep 2002 | Af: Michael Andersen | Set på DVD
En aften træder en mand ved navn Fenton Meiks ind på FBI-agenten Wesley Doyles kontor og påstår, at den massemorder FBI har jaget i årevis, er Fenton Meeks afdøde bror, Adam. Men broderens forbrydelser er blot en del af den komplekse historie, som Meeks har at fortælle (som vi iøvrigt ser i form af flashbacks).
Sammen med broderen er han vokset op med en far, som fra den ene dag til anden påstår, at han har haft besøg af engel. Denne Guds udsendte giver så Dad en liste af navne på nogle dæmoner (navne på (u)almindelige mennesker, som lever i området), som det så er hans opgave at dræbe/udslette.
Hvad skete der med Abraham i “Det Gamle Testamente” da Gud beordrede ham til at ofre hans søn Isak. Han adlød, men Gud greb ind i sidste øjeblik. Abraham fik bevist sin hengivenhed til sin gud og Gud belønnede ham. Men hvad med Dads tro? Er han parat/stærk nok til at gå lige så langt som Abraham? Det burde ikke være noget problem, hvis Fenton “bare” også er en dæmon, for som Dad selv siger på et tidspunkt i filmen: ”Destroying demons is a good thing”. Eller hvad?
“Frailty” er en gyser/thriller, som handler om faresignalerne ved religiøs fanatisme. Så kan man selvfølgelig sige: “Hvad kommer det os ved?” Men hvis man sætter Dad og hans beslutsomhed ind i en historisk sammenhæng, bliver det hamrende interessant. Føromtalte Abraham er i dag det ultimative “bevis” på hengivenhed. Selvom han hørte stemmer og så syner. Det samme gjorde Jeanne D`Arc og hun bliver i dag betragtet som en helgen.
Så “Frailty” er altså milevidt fra talentløse gysere/thrillere, som “Fredag Den 13. nr. 28 – Det Aller- Allersidste Kapitel” og “I Still Know What You Did Last Summer In Your Room With The Guy With The Hook” osv.
Udover at sidde i instruktørstolen, tager Paxton sig også af rollen som faderen (som bare hedder Dad i filmen). Paxton spiller meget træmandsagtigt i starten af filmen, men løsner mere op jo længere vi kommer videre med historien, der er skrevet af en anden opkomling ved navn Brent Hanley.
Inspirationen kommer fra de gamle gysertegneserier, som EC Comics udgav tilbage i 50’erne (bl.a. “Tales From The Crypt” og “Shock Illustrated”). Paxton og Henley har fået så meget ud af denne lillebitte low-budget film (som blev optaget på bare 37 dage) at det færdige produkt, med hjælp fra fotografen Bill Butler (“Jaws”), ligner en a-prodution. Det dristige manuskriptet ville sikkert aldrig være blevet til noget, hvis det var kommet i hænderne på det konservative Hollywood.
“Frailty” er dog ikke helt fejlfri. Manuskriptet har en af disse “ikke overraskende” overraskende drejninger undervejs, som de fleste tilskuere vil gennemskue fem minutter inde i filmen. “Overraskelsen” er næsten så åbenlys, at man kan mistænke den for at være åbenlys med vilje. Men “Frailty” har heldigvis meget andet at byde på, så derfor betyder “overraskelsen” intet for selve filmoplevelsen.
“Frailty” er et godt bud på en voksen gyser/thriller, som stiller en masse spørgsmål, i stedet for at prædike. Se filmen. For herrens skyld!
Interessant gennemgang af filmens opbygning
En god DVD-udgivelse, som udmærker sig med et godt billede og en fin lyd, dog uden det store ekstra materiale. Og så selvfølgelig en meget interessant film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet