Paranoid pengemaskine og pseudoreligiøs skattefidus

Dokumentaristen Alex Gibney har gjort kunsten at afsløre hemmeligheder til sit speciale. Fra Wikileaks-dokumentaren “We Steal Secrets: The Story of Wikileaks” til det knusende filmiske anklageskrift imod Lance Armstrong i “The Armstrong Lie”. Gibney er grundig, sober og ubønhørligt vedholdende, når han graver efter beviser. Som filmkunstner går han til gengæld sjældent til ekstremer. Hans film er traditionelle dokumentarer med utallige talking heads tilsat lidt arkivmateriale. Det samme kan siges om Gibneys seneste, “Going Clear – Scientology and the Prison of Belief”, som imponerer med sit grundigt udredte indhold, men keder med sin tørre form.

Fælles for de tre nævnte Gibney-film er, at de beskidte hemmeligheder, de beskæftiger sig med, vel nok kunne kategoriseres som ‘offentlige hemmeligheder’. Var det virkelig så overraskende, at Lance Armstrong var en manipulerende, løgnagtig snydepels? Nej, det burde de fleste i det mindste have haft en lille smule mistanke om. Og hvis man ikke har tvivlet bare den mindste smule om Julian Assanges ufejlbarlige renhed, uanset hvad man ellers mener om Wikileaks, så grænser det også til naivitet. Så at Scientologi er en pilrådden organisation – det kan heller ikke overraske nogen.

Men derfor kan det selvfølgelig stadig være gavnligt at få fakta lagt frem. Og det er det. Det er sværere at vende det blinde øje til, når sagerne bliver præsenteret så overvældende grundigt og skarpt, som Gibney har for vane. Han kommer vidt omkring i løbet af de små to timers spilletid. Bl.a. præsenteres Scientologi-stifteren L. Ron Hubbards mærkværdige livsbane, der førte ham fra en tilværelse som fattig sci-fi-forfatter til stenrig kultleder med kuk i kasketten. Det vidner om hedengange Philip Seymour Hoffmans geni, at det er umuligt at se arkivmateriale med Hubbard uden at tænke på Hoffmans rolle i “The Master”.

Gibney har interviewet adskillige afhoppere, både prominente navne som filminstruktøren Paul Haggis, men også ganske almindelige mennesker, som af forskellige grunde har ladet sig lokke af Scientologis pseudoreligiøse selvshjælps-bondefangeri. De har alle måtte finde sig i vanvittige ydmygelser, jævnlige tæv og slavelignende tilstande. Det interessante spørgsmål er vel det åbenlyse – hvorfor? Hvad var Scientologis appel? Det synes jeg ikke, jeg bliver klogere på. Der er kun et par vage forklaringer om fællesskab. Om lettelsen man åbenbart føler, når man har lettet sit hjerte for en af gruppens selvbestaltede samtaleterapeuter, som sammen med sit E-Meter (en primitiv løgnedetektor) graver sig frem til medlemmernes dybeste hemmeligheder – og fører dem til protokols. Selvfølgelig. De kunne jo blive nyttige som pressionsmidler en dag.

Fortællingens mest fascinerende karakter har ikke desværre ladet sig interviewe. Det er nemlig Scientologis nuværende formand, David Miscavige. Han ligner en skuespiller af den slags, der blev hyret til at spille dumt rigmandssvin i middelmådige 80’er-film. Der er noget iskoldt, ekstremt ambitiøst og ubehageligt stålsat over hele hans fremtoning. Han er decideret skræmmende. Især når han giver sin megalomane selviscenesættelse frit løb ved højtidlige lejligheder. Der er ikke sparret på sceneshowet, når den store leder træder frem for sin menighed. At han så samtidig er sygeligt besat af Tom Cruise, som han betragter som organisationens fremtid, gør ikke just situationen mindre mærkelig. Man kan i det mindste glæde sig over, at han ikke står i spidsen for en organisation med større ildkraft.